Aktuelt anslås det, at der bor og arbejder omkring en million honduranere i udlandet ud af en samlet honduransk befolkning på ca. 7,4 millioner mennesker.
Fattigdom, høj arbejdsløshed og ringe muligheder for at finde beskæftigelse til en løn man kan leve af, er blandt hovedårsagerne til, at så mange honduranere forsøger at komme til USA.
Det har tidligere været den gængse opfattelse at migranterne først og fremmest er kommet fra befolkningsgrupper med visse økonomiske ressourcer.
For eksempel bønder, der ved at sælge eller belåne deres jorder, har haft mulighed for på denne måde at rejse den fornødne kapital til at finansiere rejsen.
Men en ny rapport, som Folkekirkens Nødhjælps partnere har udarbejdet viser imidlertid, at også de fattigste grupper blandt den Honduranske befolkning tager af sted.
Anden strategi
Disse grupper benytter blot en lidt anden rejsestrategi og arbejder sig igennem nabolandet Guatemala og videre nordpå gennem Mexico over landjorden. I løbet af et år eller to når de så til grænsen mellem USA og Mexico.
Her får de mulighed for at låne penge fra familiemedlemmer, der allerede er inde i USA, til at hyre en mexicansk ”coyte” – en menneskesmugler, der kan lede dem det sidste stykke vej til et sted, hvor de har en chance for at komme ind over grænsen til USA.
Der er også dem, der løber risikoen og begiver sig ud på den lange rejse helt på egen hånd. Mange forsøger sig ved at springe på godstogene som kører gennem Mexico nordpå.
168 honduranere omkom ifølge den honduranske avis La Tribuna sidste år under turen nordpå, mens andre blev stoppet af de kvæstelser, de pådrog sig under den livsfarlige togrejse, og vendte hjem med amputerede lemmer.
Ændringer i samfundet
Programmedarbejder ved Folkekirkens Nødhjælp i Honduras, Ibis Colindres, siger, at migrationen fra Honduras har taget fart i en periode, hvor der er foregået store strukturelle og politiske forandringer i det honduranske samfund.
| Fakta |
|---|
| I løbet af 1990'erne afskaffede den honduranske regering den tekniske rådgivning og hjælp, som ellers blev givet til småbønder. Rådgivningen blev privatiseret, og de fattige småbønder dermed afskåret fra denne. Priserne på landbrugsvarer samt produktion og beskæftigelse i landbruget faldt desuden kraftigt i denne periode. I 1990 var landbrugets bidrag til Honduras bruttonationalprodukt på 22 procent. I 2003 var dette bidrag faldet til under 14 procent. |
”Det er forandringer, som på mange måder har vendt op og ned på tilværelsen for det store flertal af honduranere, der tidligere traditionelt har fundet beskæftigelse i landbruget”, siger Ibis Colindres.
Oveni denne udvikling kom så den altødelæggende orkan Mitch i 1998, og det kraftige fald i kaffepriserne på verdensmarkedet omkring år 2000.
Og endelig blev det honduranske marked med CAFTA aftalen i 2006 åbnet for billige landbrugsprodukter fra USA.
”Hele denne udvikling har lidt efter lidt transformeret Honduras fra at være en økonomi med fokus på landbruget til en mere serviceorienteret økonomi” siger Ibis Colindres.
”På landet har der været en udvikling, hvor de små producenter på grund af de faldende priser på landbrugsvarer har reduceret landbrugsproduktionen og begrænset denne til det nødvendige til familiens eget underhold.
Samtidig har de så søgt efter muligheder uden for landbruget for at skaffe sig en indtægt.
Men de store producenter har samtidig indskrænket produktionen og dermed reduceret efterspørgslen efter arbejdskraft,” forklarer hun.
Unge søger væk
I følge statistikkerne nåede f.eks. under halvdelen af de erhvervsaktive Honduranere i 2002 op på minimumslønnen, som dette år lå på 114 dollars om måneden. I USA kunne de samme personer med et tilsvarende job tjene ti gange mere. Intet under at den ”amerikanske drøm” virker tillokkende for mange honduranere.
For de mange unge har den udvikling betydet at de i første omgang har søgt arbejde i Honduras store byer, først og fremmest i området omkring San Pedro Sula, der er Honduras økonomiske center, og derefter i USA.
”Udgifterne til rejsen nordpå en stor belastning for de honduranske familier. De mister de pågældende familiemedlemmers arbejdskraft i landbruget eller deres bidrag til familiens økonomi via lønindtægter, og dertil kommer, at der skal findes midler til at finansiere rejsen”, forklarer Ibis Colindres.
Det er langt fra billigt at rejse fra Honduras til USA. Alene udgiften til en ”coyote” beløber sig typisk til over 5.000 dollars.
En ”coyote” er det spanske udtryk for de menneskesmuglere, som fører illegale migranter fra Honduras på den lange rejse gennem nabolandet Guatemala, videre op gennem Mexico til den stærkt bevogtede grænse mellem USA og Mexico, hvor migranterne forsøger at finde smuthuller ind i USA.
De migrantarbejdere, der når frem, finder typisk arbejde inden for byggesektoren, på restauranter, i landbruget eller som privat hushjælp. Men kun en ud af syv er i besiddelse af en opholds- og arbejdstilladelse. Selv for de, der når det forjættede USA, kan et længerevarende ophold derfor ikke tages for nogen given sag.
Antallet af deporterede stiger
I perioden fra år 2000 og til juli 2007 blev knap 300.000 Honduranere deporteret fra USA og tilbage til hjemlandet i nogle tilfælde havde efter op til 6 måneders ophold i et amerikansk fængsel.
Antallet af deporterede har ifølge de honduranske aviser været stigende gennem de seneste år.
Den høje antal emigrantarbejdere er ikke blot en kilde til økonomisk gevinst, men har også store sociale omkostninger for de berørte områder i Honduras hvorfra de pågældende udvandrer..
Familier som er modtagere af overførselsindkomster fra udlandet er i mindre grad aktive deltagere i livet i landbyerne.
Befolkningssammensætningen bærer præg af udvandringen. Familier bliver slået i stykker. De ældre, kvinder og børn bliver tilbage, mens de økonomisk mest aktive grupper rejser væk. Inden for landbruget opretholdes produktionen sine steder af kvinder og børn.
En af udfordringerne i forbindelse med pengeoverførslerne fra udlandet til familierne hjemme i Honduras er kanalisere disse til opsparing og investeringer der kan sikre familiernes tilværelse på sigt.
Problematikken er i sær aktuel for de familier som har sikret dækning af udgifterne til de allermest basale fornødenheder og med pengeoverførslerne råder over et vist overskud.
En af komplikationerne er at mange af de familiemedlemmer som sender penge hjem er modvillige mod at foretage investeringer.
Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner i Honduras, Red de Desarrollo Sostenible, som arbejder med projekter inden for fødevaresikkerhedsområdet har arbejdet med at kortlægge anvendelsen af de overførte penge og finde måder til at sikre disse midler anvendes på en måde der har mere langsigtede perspektiver.
Enkelte andre organisationer har ligeledes sat initiativer i gang på området, og der findes også enkelte eksempler hvor sammenslutninger af migrantarbejdere i udlandet har taget initiativ til sociale projekter i de områder, de kommer fra.
Sammenslutninger af migrantarbejdere har således iværksat mindre lokale projekter inden for drikkevandsforsyning, infrastruktur og etablering af lokale vandkraftværker.
Af Bo Kristensen