|
| 25-årgie Babloo med hans kone og 3 børn |
Livet har ikke været skånsomt ved den kun 25-årige Babloo Sehariya, der bor i den vestlige stat Rajastan i Indien. Med et amputeret ben og betændelse i det andet ben har han meget få muligheder for at tjene penge til at forsørge sig selv og sin familie.
Men for nylig er der sket noget i landsbyen. Organisationen Ekta Parishad, der er støttet af Folkekirkens Nødhjælp, har arrangeret flere møder for at fortælle beboerne om deres rettigheder – og hjælpe dem med f.eks. at komme til at eje et stykke jord.
Så for første gang i flere år kan Babloo Sehariya nu forestille sig en vej ud af håbløsheden.
“Der var et møde her, og nogle folk fra Ekta Parishad kom til vores tola [1] og havde en diskussion med os om jord og de jordløses rettigheder. Jeg kan se meget værdifuldt i det emne, der blev diskuteret, da det har forbindelse til vores liv og udkomme, siger Babloo Sehariya.
Hvordan kan vi overleve, hvis vi ikke har arbejde? Sæsonarbejde er ikke nemt at finde, og det er også afhængigt af årstiderne og folks behov. Når der ikke er arbejde, er der ingen mad i huset,” siger Babloo.
Mistede benet for fem år siden
Det er helt nyt, at Babloo nu overhovedet tænker på at komme til at eje jord. Hidtil har han brugt masser af energi – og penge - på at forsøge at redde sin førlighed.
Babloo Sehariya mistede sit ben på grund af koldbrand for 5 år siden.
“Jeg mødte lægen i det lokale lægehus. Han gav mig medicin; men mit ben helede ikke. Jeg fik flere forskellige behandlinger, men intet hjalp. Så tog jeg til Baran (distriktets hovedkvarter), og de amputerede benet og sagde, at betændelsen havde bredt sig for meget,” siger Babloo.
Som analfabet er han ikke klar over årsagen til betændelsen eller lægens prognose og har rettet sig efter den.
Ingen arbejde til Babloo
| Fakta om området og stammen |
|---|
| Baran-distriktet i den vestlige stat, Rajasthan, i Indien er et af tilholdsstederne for Sehariya, en fredet stammegruppe i Indien. Da de er et samfund, der har boet i skovene, har Sehariyaerne i fortiden for det meste overlevet ved jagt, ved at samle, hvad skoven har kunnet frembringe, og ved skiftende landbrug. Svindende skove fordrev Sehariyaerne og bragte dem ind blandt kastefolkene, hvor de tjente som stavnsbunden arbejdskraft. En række dødsfald på grund af sult i 2002, som skyldtes en alvorlig tørke i Baran, bragte for første gang deres dybe fattigdom frem i de største medier. Efter otte år og et antal specifikke regeringsplaner (såsom Sehariya-skoler, mini anganwadier [1]) er udviklingen forbigået mange af trængende. [1]Anganwadi er et offentlig betalt barne- og modercenter I Indien. Det tager sig af børn I alderen 0-6 år. |
Indtil for nogle få måneder siden tjente han til familiens levebrød ved at sidde og bryde sten med håndredskaber.
Men da der nu er to stenskæringsfabrikker i området og maskiner, der kan skære sten, har han intet arbejde.
Babloos 60-årige mor arbejder som daglejer på andre menneskers marker og på den lille fabrik i nærheden. Hun tjener 100 rupier for en hel dags arbejde.
Hans kone går også på arbejde i den nærliggende stenskæringsfabrik. Familien lever fra hånden i munden og har ikke mulighed for at spare noget op til svære tider.
Et sikkert måltid i skolen
Babloos børn går i skole.
De er den første generation af elever i en lille landsby, som har meget få mennesker, der kan læse og skrive.
Skolen sørger for et måltid om dagen til børnene.
Invalidepension og stigende fødevarepriser
Babloo får også en invalidepension på 500 indiske rupier fra staten. Familiens månedlige udgifter til mad er 1000-1200 indiske rupier, og de kan næsten ikke overleve på deres lønindkomster og pensionen.
Familien har også et Antyaodaya-kort [2], som hver måned giver den ret til 25 kg ris og 3 kg hvede til reducerede priser. Han har også ret til at få gratis sukker og petroleum med dette kort; men det kan sjældent skaffes.
Babloo siger: “Madpriserne er virkeligt høje. Vi plejede at købe tomater for 5 indiske rupier pr. kg i 2005; nu i 2010 er de steget til 40 indiske rupier pr. kg. Hvordan skal vi få det til at løbe rundt?”
Bekymringer er der nok af
Babloo har ingen geder, og således er det at drikke mælk ikke en prioritet for hans små børn.
Babloos yngste barn, Shalu, er 4 år gammelt og svagtseende. Formentlig lider barnet af øjensygdommen stær, en tilstand, der kan forårsages af alvorlig fejlernæring. Men den største bekymring for familien pt. er Babloos andet ben. Anspændtheden ved tanken om at miste endnu et lem er skrevet over hele hans ansigt.
Han er bange for, at han ikke vil være i stand til at gøre noget, hvis han mister begge sine lemmer.
Vi er fattige
Monsunregnen har givet et pusterum til mange bønder i området; men den har betydet ødelæggelse for Babloos hjem.
Taget lækker, og hjemmet har brug for øjeblikkelige reparationer. Det er ikke længere muligt for ham at udføre dem, og at ansætte nogen til at gøre det betyder at pådrage sig udgifter, som han ikke kan bære under disse omstændigheder.
“Jeg lever en dag ad gangen. Der er ingen garanti for vores liv. Du kan se, at vi er fattige. Vi er tilbagestående, fordi vi er jordløse, siger han.
[1] Tola – lille landsby. Sehariyaer bor I små landsbyer adskilt fra hovedlandsbyen, også kaldet sehrana
[2] Antyodaya Anna Yojana – Til de fattigste blandt de fattige i områder på landet og I byerne bliver der udstedt særlige gule rationeringskort under det offentlige fordelingssystem til at købe kornprodukter til stærkt subsidierede prise.
| Ekta Parishads arbejde i området |
|---|
| Folkekirkens Nødhjælp har støttet organisationen Ekta Parishad i dens arbejde med at oplyse om fattiges rettigheder på nationalt niveau siden 2007. Siden 2008 har Folkekirkens Nødhjælp støttet organisationen arbejde med at mobilisere folk lokalt i landsbyerne til at kræve deres rettigheder til regeringstøtte. Arbejdet i Babloos område startede med et møde blandt landsbybeboerne i juni 2010. |
Af Priyanka Mukherjee Mittal