|
|
Henrik Stubkjær på besøg i Camp Narret i byen Petionville - en af de teltlejre, hvor folk stadig bor et år efter jordskælvet. |
Flere af de store veje i Porte au Prince er nu næsten fri for murbrokker. Mange huse er blevet repareret og nye huse bliver bygget. Men der er stor forskel på oprydningen i bydelene.
Selv de mest optimistiske vurderinger lyder på, at kun 20 procent af murbrokkerne er blevet fjernet. Teltlejrene er der også stadig, men de er blevet mere organiserede og teltene er blevet forstærkede. Antallet af boder langs vejene er mangedoblet, og gadesælgerne har fået flere varer at sælge. Ved første øjekast er der sket mærkbare forandringer, siden jeg besøgte hovedstaden i sommer.
Men Haitis historie, som på mange måder er en sand lidelseshistorie, har ikke fornægtet sig selv i 2010.
Som om det ikke var nok med jordskælvet, blev det hårdtprøvede land ramt af en koleraepidemi i oktober, som frem til den 1. januar har kostet 3.651 mennesker livet.
"Det var ligesom at blive slået hjem i ludo," fortæller en af lederne af vores lokale partnerorganisationer.
Katastrofe på katastrofe
Folkekirkens Nødhjælp og samarbejdspartnere i ACT Alliancen var ved at være klar til at gå ind i den langsigtede genopbygningsfase, og "pludselig befandt vi os igen i en katastrofesituation, hvor alt blev sat ind på at inddæmme smitten og behandle de syge." En måned senere blev Haiti ramt af orkanen Tomas.
Den politiske situation i Haiti er heller ikke blevet bedre. Det aftalte præsident og parlamentsvalg blev gennemført i november, men der er begrundede beskyldninger om massiv valgsvindel. Alle frygter, hvad der vil ske, når det endelige valgresultat bliver offentliggjort.
Den haitianske regering, som selv blev hårdt ramt af jordskælvet, har stort set intet gjort for landets nødlidende befolkning. Utilfredsheden med regeringen udtrykkes udmærket af en gadesælger foran det sammenstyrtede præsidentpalads: "Vi kalder det for Djævelens Palads."
Den meget synlige tilstedeværelse af NGO'er og FN i form af mange udlændinge i store firhjulstrukne biler opleves af mange af beboerne i teltlejrene efterhånden også som en frustration. Senator Jean Maxime Roumer, der er kendt for sit kritiske syn på regeringen, sammenligner FN og de internationale NGO'er med parasitter, der suger penge til sig, som blev givet til at hjælpe ofrene for jordskælvet.
Folk er frustrerede
|
|
Olginne Pierre sidder med sine to børn foran deres nye hus i Leogane, syd for Port-au-Prince. |
De 810.000 mennesker som nu på 12. måned holdes som gidsler i lejrene i hovedstaden er også i sig selv en stor kilde til fortsat frustration. Lejrene giver ikke haitianerne mulighed for at opbygge et normalt liv. Det er tydeligt at se, at sårbarheden og den usikre fremtid tærer på folk.
Da jeg besøgte Nerette-lejren brød frustrationen ud i lys lue. Indbyggerne forklarede højlydt, at de gerne vil flytte ud af lejren og bo i en almindelig lejlighed eller få genopbygget deres hus. Men selvom vores partner LWF, som leder lejren sammen med en lokal komite, tilbyder udflytningshjælp på 500 amerikanske dollars til de beboere, som har fundet en ledig lejlighed, kan de ikke flytte.
Der er mangel på lejligheder og prisen er høj. Der er ingen arbejde at få til at betale huslejen og mange mangler et identitetskort, som skal sikre, at der ikke bliver snydt med hjælpen. De fleste, som bor i lejrene, lejede et hus eller en lejlighed, som nu er styrtet i grus og kan derfor ikke flytte hjem. Og der er store problemer med at skaffe jord, som NGOerne kan bygge nye huse på.
Giver ikke op
Når man befinder sig her i Port-au-Prince er det ikke svært at identificere sig med de mange frustrationer. Udfordringerne er enorme, og det er ikke underligt, at alle forsøger at finde syndebukke for de manglende fremskridt. Er det regeringens skyld? NGO’erne og FN? Eller i den lidt mere obskure ende den amerikanske vækkelsesprædikant Franklin Graham, som i dagene før årsdagen for jordskælvet ved et stort anlagt vækkelsesmøde på byens stadion argumenterede for, at det er Guds straf over et vantro folk.
Men trods de mange frustrationer og små fremskridt giver hverken den haitianske befolkning eller os nødhjælpsorganisationer op. De mange millioner kroner, som vi har fået af danskerne til at støtte ofrene for jordskælvet, har reddet tusindvis af menneskeliv og gør det fortsat.
Læs her hvordan vi har brugt pengene
Vandrensning, toiletter og biogas
Folkekirkens Nødhjælps lokale partner Viva Rio fortsætter på trods af de mange kriser med at udvikle nye vandrensningsanlæg, og er nu er i stand til at producere 260.000 liter rent drikkevand om dagen, som bliver delt ud til Port-au-Princes mest belastede bydele.
Den samme partner har udviklet et biogasanlæg, som bliver bygget i forbindelse med opførslen af nye toiletter ved skoler, hospitaler og i slumbydelene. Med dette anlæg fjernes det menneskelige affald samtidig med at kolera og bakterier dræbes, og endelig produceres der biogas til madlavning.
Etableringen af toiletter, oplysningskampagner om kolerasmitte og salg af rent vand i et af slumområderne har mindsket antallet af alvorlige koleratilfælde fra 80 til ca. 10 om dagen på under en måned i en lokal sundhedsklinik.
Standarden på de permanente huse, som vi er i gang med at bygge, er betydelig bedre end de huse, som de fattige boede i før.
Landbrugsprojekterne, som vi støtter i omegnen af Port au Prince, skaber både arbejde og en større produktion af fødevarer – og er samtidig med til at brødføde folk på landet og forhindre, at de fattige flytter ind til den overfyldte hovedstad.
Ingen enkle løsninger
Selvom jordskælvet ramte Port au Prince ligger løsningen på ofrenes problemer ikke kun i hovedstaden, men i udvikling på landet. Det mest lovende, jeg har oplevet, er mødet med en paraplyorganisation for flere hundrede lokale folkelige organisationer, som sammen med progressive religiøse ledere forsøger at lægge et koordineret pres på Haitis regering og præsident for at få en mere demokratisk udvikling af Haiti.
Dette initiativ er blot et ud af mange fra netværk af lokale NGO’er og folkelige bevægelser.
Der findes ingen enkle løsninger i Haiti – men løsningen skal komme fra den haitianske befolkning. Og måske er det netop det, vi er ved at se begyndelsen på.
Der er spirer af håb på trods i Haiti et år efter jordskælvet.
Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.