| Grundloven er ikke givet på forhånd - for 12 år forsvandt et tredive år gammelt diktatur. For mange mennesker er demokrati noget, der skal læres helt forfra. |
Selv om mange mennesker i Malawi hverken kan læse eller skrive, så skal det ikke være en undskyldning for, at man ikke kender til landets grundlov.
Den indeholder nemlig teksten om folks rettigheder og pligter – og der er altid nogle i landsbyen, som kan læse og fortælle videre.
Derfor har en af Folkekirkens Nødhjælps partnere, CCJP, sat sig for at trykke grundlovsteksten på to af de vigtigste lokalsprog chewa og tombuka og fordele den i kæmpe oplag..
Grundloven er et vigtigt dokument, når det gælder udviklingen i landet. Gennem denne får befolkningen indblik i, hvordan demokrati og medbestemmelse bør fungere og hvordan landets ressourcer bør fordeles under henvisning til basale menneskerettigheder om mad til alle, sundhed og undervisning.
Hjælp til selvhjælp
Det er de lokalt valgte parlamentsmedlemmer, der skal være med til at fremme udviklingen i landsbyen, men CCJP har erfaring for, at de sjældent sætter deres ben i landsbyen, når de først har sat sig på Tinge i hovedstaden.
Grundloven anvendes også af CCJP til at hjælpe landsbyen på vej i egen udvikling. Forskellige komiteer lærer, hvorledes de kan formulere ansøgninger til distriktsmyndighederne om hjælp til rent drikkevand, undervisningsmaterialer og lærere til skolen, hyppigere besøg af landsbrugskonsulenter og lignende initiativer.
Samtidig får landsbybefolkningen også øjnene op for hvilke ressourcer, de selv råder over, og hvordan de bedst kan bruge deres kræfter på at komme videre i udviklingen.
Grundlov til gennemsyn
Malawi har en grundlov, som kun er 12 år gammel, men allerede nu trænger den til justering på en række områder. Spørgsmålet om dødsstraf er blevet heftigt diskuteret, og kirkelige organisationer, som CCJP er gået i brechen for, at den formentlig bliver afskaffet i den nye tekst.
CCJP gennemfører også træning og undervisning at kvinder, som aspirerer til at stille op til det næste lokalvalg senere på året. Kvinderne er fortsat i mindretal i alle landets folkevalgte forsamlinger og institutioner. Interessen er stor blandt kvinderne – og deres mænd er efterhånden begyndt at forstå, at kvinderne har lige rettigheder som dem selv.
Når CCJP uddeler grundloven i landsbyerne, så foregår det altid under festlige omstændigheder. Undervejs i udlægning af teksten fyger det med kommentarer rettet imod distriktsmyndigheder og det lokale parlamentsmedlem. Mænd, kvinder og unge udveksler hyppigt bemærkninger over for hinanden – og så går trommerne til fællesdans indimellem.
Tekst og foto: Lennart Skov-Hansen, Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Malawi
