Der er rigtige diktaturer. Hærklædte regimer uden demokratiske forfatninger og basale frihedsrettigheder. Dem bliver der færre af. Selv de mest skrupelløse diktatorer vil ikke længere stå ved deres brutale greb om magten.
Og så er der skindiktaturer. De ser pænere ud og bekender sig til mange af de principper, vi holder i hævd i Vesten. De kan endda finde på at afholde valg.
Etiopien er ikke noget rigtigt diktatur. Selvom landet siden 2005 har bevæget sig med ekspresfart fra demokrati til næsten-diktatur, gør det stadig, hvad det kan for ikke at ligne en diktaturstat, for eksempel findes der stadig et menneskerettighedsråd i Etiopien: Ethiopian Human Rights Council, EHRCO, der er en uafhængig menneskerettighedsorganisation. Men organisationen har ikke nogen let gang på jorden.
”Vores bankkonti er blevet indefrosset, vores kontorer er blevet ransaget, der har været arrestationer af ansatte og drab på bestyrelsesmedlemmer”, siger Yoseph Mulugeta, generalsekretær i EHRCO.
Begrænsninger på NGO’ernes råderum
Men nu slår et nyt lovforslag, der står foran vedtagelse i denne måned, nye alvorlige huller i Etiopiens demokratiske facade. Menneskerettighedsrådet og hovedparten af de uafhængige organisationer, ngo'erne, i landet bliver gjort ukampdygtige med loven, der lægger nogle meget stramme begrænsninger på, hvad frivillige organisationer kan lave. Især er enhver tale om menneskerettigheder ildeset.
´”Regeringen slog under valget i 2005 brutalt ned på pressen og den politiske opposition, nu er tiden så kommet til civilsamfundet”, mener lederen af en stor ngo i landet, der af hensyn til organisationens fortsatte arbejde vælger at være anonym.
Loven betyder, at alle organisationer, der modtager over 10 procent af deres midler fra udlandet, vil blive kategoriseret som "udenlandske" og dermed miste deres ret til at advokere for eksempelvis kvinderettigheder og menneskerettigheder.
I praksis vil dette ramme stort set alle ngo'er, fordi ingen kan klare sig på medlemsdonationer i et ludfattigt land som Etiopien. Selv landets største kirkesamfund, den ortodokse etiopiske kirke, der tæller 30-40 millioner tilhængere, bliver efter de nye regler defineret som international.
Teknisk juristeri
”Vi kalder det "tactical mismanagement" (taktisk dårlig ledelse, red.), fordi det egentlige formål - at pacificere civilsamfundet - er pakket ind i teknisk juristeri om internationale kontra lokale organisationer. Resultatet vil være en katastrofe for både de internationale og de lokale ngo'er, der vil være nødt til at lukke”, siger ngo-lederen.
For EHRCO, der får over 95 procent af sine midler fra udlandet, stiller det organisationen over for et umuligt valg: enten at blive en lokal ngo, finansieret med lokale midler - eller lade være med at arbejde med menneskerettigheder.
”Ellers må vi lukke og gå vores vej. Men vi vil kæmpe til det sidste”, siger Yoseph Mulugeta.
Værre end i Zimbabwe
Lars Jørgensen, der er landekoordinator i Folkekirkens Nødhjælp for Afrikas Horn og det sydlige Afrika, mener, at situationen for ngo'erne er værre end i Zimbabwe.
”Jeg arbejder med både Zimbabwe og Etiopien, og det er slående for mig, at forholdene for ngo'er i realiteten er friere i Zimbabwe under Mugabes styre end i Etiopien. Alligevel er det Zimbabwe, der har hele den vestlige verdens fokus med sanktioner og så videre, mens Etiopiens regering slipper af sted med hvad som helst, blandt andet fordi de står på den rigtige side i ’krigen mod terror’.”
'Kampen mod terror’ - og overgreb i egen baghave
Det er netop i terrorbekæmpelsens navn, at den etiopiske regering begår sine værste menneskerettighedskrænkelser. I Ogaden-regionen, der grænser op til Somalia, fører Etiopien et militært felttog mod muslimske oprørere fra Ogaden National Liberation Front, ONLF. Den etnisk somaliske milits kæmper for selvstyre til regionen.
Øjenvidner beretter om voldtægt, tortur, nedbrænding af landsbyer og offentlige henrettelser til skræk og advarsel begået af etiopiske soldater i den overvejende somalisk befolkede region. Konflikten mellem Ogaden og Etiopien har stået på i årtier, men er taget til i de senere år, efter der er fundet store gas- og olieforekomster i området.
En rapport fra Human Rights Watch fra juni påpeger, at volden mod civile i Ogaden er steget dramatisk, siden ONFL slagtede 73 kinesiske og etiopiske oliearbejdere sidste år.
Rapporten fortæller om brug af seksuel vold som krigsvåben, tusinder af vilkårlige henrettelser og handelsblokade af hele konfliktområdet samt mennesker i hundredtusindvis, der er tvunget fra deres hjem og overladt til sult.
Udefrakommende nægtet adgang
Ellers er oplysningerne fra området sparsomme, da få udefrakommende har adgang til Ogaden, der er næsten syv gange Danmarks størrelse. Internationalt Røde Kors blev smidt ud, fordi regeringen beskyldte organisationen for at samarbejde med oprørerne, ligesom den har forbudt journalister at rejse i de værst ramte områder.
Beskyldningerne om afbrænding af landsbyer bliver imidlertid bakket op af satellitbilleder. Iagttagere sammenligner Ogaden med Darfur på grund af konfliktens etniske overtoner og det forhold, at militæret ikke skelner mellem oprørere og civile.
Vestlige lande i en 'tavshedens sammensværgelse'
Human Rights Watch anklager Storbritanniens og USA's regeringer for at være medskyldige i krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden, fordi begge lande har forholdt sig tavse om de påståede overgreb i Ogaden.
”Disse omfattende og systematiske grusomheder svarer til forbrydelser mod menneskeheden. Alligevel ser Etiopiens store donorer - USA, Storbritannien og EU - ud til at opretholde en 'tavshedens sammensværgelse' om forbrydelserne”, siger Georgette Gagnon, leder af Human Rights Watch i Afrika.
Valuta for rollen som 'stabil, kristen ø'
Imens får Etiopien valuta for sin rolle som den stabile, kristne ø i et uroligt hav af muslimer på Afrikas Horn. USA har øget sin støtte til den etiopiske hær, der i forvejen er en af Afrikas største, og Etiopien har på to år fordoblet sin eksport til USA, mens den britiske u-landshjælp er blevet mere end fordoblet siden 2005.
Etiopien er Vestens vigtigste allierede i området omkring Afrikas Horn, og for især amerikanerne en vigtig allieret i ’krigen mod terror’. Men spørger man den anonyme ngo-leder, er Etiopien blevet et diktatur.
”Det er blevet en diktaturstat, i hvert fald et diktatur, hvor en lille gruppe kontrollerer alle andre og alt, hvad der sker i landet. Det virker, som om de prøver at kopiere den kinesiske model.”
Journalist Jeppe Villadsen
