| Kamphandlingerne får forældre til at hente deres døtre hjem fra undervisningsprojekter. |
En strid om et gammelt tempelområde ved grænsen mellem Thailand og Cambodja har på det seneste ført til skudvekslinger mellem militærstyrker fra de to lande.
Kamphandlingerne har fået Folkekirkens Nødhjælps samarbejds-partner, Church World Servide, til at indstille en del af deres hjælpearbejde i et område langs med den thailandske grænse.
Det er arbejde, der skal sikre befolkningen mod tørkeperioder og dermed forbedre fødevaresituationen i de fattige landsbyer.
Holder børn væk fra undervisning
De voksende spændinger i området har samtidig fået forældre til at hente deres døtre hjem fra undervisningsprojekter, der skal gøre dem i stand til at skaffe sig arbejde, så de undgår at havne i prostitution og andet slavearbejde.
Folkekirkens Nødhjælps medarbejdere i området fortæller, at de to landes militærstyrker er begyndt at opruste.
Familierne langs grænsen er derfor bekymrede for, at kampene vil brede sig, og nogle har allerede forladt deres hjem for at søge sikkerhed i andre områder af landet.
Deres bekymring forstærkes af, at thailandske forretningsfolk er begyndt at forlade Cambodja, ligesom cambodjanske forretningsfolk vender hjem fra Thailand.
Bortset fra grænseområdet er Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Cambodja ikke berørt af kamphandlingerne.
