sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Glimt fra Sogneindsamlingen
Print
Den 4. marts var 19.000 mennesker aktive i arbejdet med at skaffe penge til Folkekirkens Nødhjælps arbejde til fordel for aidsofre i verden. Der blev samlet omkring 14 milloner kroner ind.
04.03.2007

Vi samlede ind i Sankt Nicolai Sogn i Kolding, hvor der desværre ikke var så mange indsamlere, som man kunne have ønsket, men vi opnåede alligevel et pænt resultat både individuelt og samlet.

Her ser I yngste indsamler (i dette sogn) på dagen, nemlig min søn - 8-årige Alexander Wilger - som gik to ruter sammen med mig. Alexander var meget glad for at være med og har allerede givet udtryk for, at det vil han gerne gøre igen. Vi fik positive modtagelser næsten alle steder, og Alexander lærte ligeledes noget om, at ikke alle i verden har det så godt, som vi har det her i Danmark.

Vores resultat af de tre timers indsamling - og tusindvis af trapper - blev godt kr. 1.300,00. I betragtning af, at rigtig mange mennesker ikke var hjemme, er vi godt tilfredse med dette resultat. Alexander talte selv pengene op, under behørig supervision, da vi vendte tilbage til menighedslokalerne igen.


"Jeg vil gerne foreslå finansministeren, at vi supplerer 10- og 20-kronerne med en 50-krone. Det vil gavne sogneindsamlingen, og så skal ministeren bare tænke på, at den ny 50-krone ikke må være for tung i forhold til de andre mønter, når vi er rundt med indsamlingsbøsserne," siger Niels Hjort, som gik i Hvalsø Sogn. Hans egne erfaringer fra sogneindsamlingen søndag var, at det nogle steder gik lidt trægt. Måske fordi der i forvejene havde været den store Danmarks Indsamling, siger Niels Hjort.


Indsamlingsleder Kirsten Nymann Pedersen skriver til os: "Det gik vildt godt med indsamlingen i år i Lystrupsogn, Århus. FDF-ere, konfirmander, korpiger, børn med forældre, andre unge og voksne - nye indsamlere såvel som trofaste gengangere gav en hånd med - alt i alt 40 personer havde taget traveskoene på.

FDF-erne lyste op i landskabet med de blå uniformer - og alle 40 havde et vældigt gå-på-mod. Nogle syntes ruten var for let - andre at det var lidt hårdt. Men det var sliddet værd, for folk tog rigtig godt imod os. Resultatet oversteg alle forventninger: 28.000 kr. hvilket var 7.000 kr. mere end sidste år. En giver kom og afleverede sin sparegris, som vi måtte slagte til fordel for Folkekirkens Nødhjælp. Grisen overlevede og blev afleveret i vores lokale Genbrugsbutik, men pengene - de gik til nødhjælp."


En lille anekdote fra Islev: Malte og Albert tømte deres sparegris inden de drog ud med raslebøssen sammen med deres mor og præst Lotte Høck. De korte ben kunne vende hjem med 710 kroner i bøssen til kirken, hvor der ventede sodavand og varm suppe. Trods færre indsamlere i år lykkedes det Islev Sogn at nå samme resultat som sidste år - 19.100 kroner.


Monica og Cammina fra Frihavnsogn var godt tilfredse - de fik nemlig fik 10.500,- i bøssen.

 


Mange var på gaden til Folkekirkens lands-indsamling til Stop AIDS søndag den 4. marts. I Pedersborg, Bromme og Sorø sogne var 61 indsamlere mødt op for at gå en runde med indsamlingsbøsserne.

Først diskuterede vi, hvem der skulle holde bøsserne. Det blev fint ordnet ved, at vi fik én hver. Derefter fik vi en lang snak om hvor Afrika egentlig ligger, og om vi selv skal køre derned med pengene. Halvvejs igennem dagen fik vi også lige en snak om, om vi skulle smutte ind på tanken og købe tyggegummi – men det var som om, det ikke rigtig passede ind i billedet. Det blev en dag hvor mine tre danske børn lærte en hel del både om AIDS i Afrika, om fattigdom, om afstande, om giverglæde og om hvorvidt det egentlig er rimeligt, at købe slik for 25 kroner hver fredag til Disneysjov.

Marie på tre år var faktisk den mest modige. Mens vi andre lige skulle tage mod til os for at stikke bøssen frem, gik Marie frejdigt hen til enhver hoveddør og sagde; ”Hej, vi samler ind til Afrika”, og det fik de fleste til at gribe til lommerne. At det nogen gange blev til ”Hej, vi sender ind til Afrika”, eller ”Hej, vi skal til Afrika”, det gjorde ikke så meget, for de fleste var klar over at vi var på trapperne, og havde pengepungen liggende klar ved døren.

På sådan en dag, hvor Alexandra er nygift, hvor krokus, vintergækker og erantis strutter op alle vegne – så bliver man bare så glad over at være dansker. Hvor er vi heldige, og hvor er vi gavmilde. Vi fik kun fem afslag, til gengæld fik vi også fem hundredekronesedler.
Og der gik jo sport i at få mest i bøssen.
Når det går til et godt formål må man godt presse en smule. Blive stående det splitsekund længere og for eksempel tilføje; ”Det går jo til en god sag…”, og det virkede.

Caroline på 10 år blev familiens højdespringer med 650 kroner i bøssen, men hun lod sig heller ikke skræmme af hunde i haverne, og hun var heller ikke bleg for at stikke bøssen frem til nogen der lige var stået ud af bilen og på vej hen til huset.

Lidt mere tilbageholdenhed var der over Frida, til gengæld gav hun ikke så let op, når døren ikke blev åbnet inden for de første fem sekunder. Hun ventede tålmodigt, og det gav hende 450 kroner i bøssen at give tid til at alle, så også de med gangstativ og krykker kunne nå at komme frem til døråbningen og give deres bidrag til Stop AIDS.

Vi samlede 1750 kroner ind på to timer, og vi har brugt aftenen på at snakke om hvor mange mennesker de penge nu kan hjælpe. Og på hvornår der er indsamling igen, og på hvor lang tid der mon går, før vi føler vi kan tillade os at gå over på tanken og købe tyggegummi….

Pedersborg/Bromme samlede i alt 46.948 kroner ind.


En indsamlingsleder havde fået en aftale med Kvickly i Herlev, om at de måtte samle ind der. En indsamler samlede ind der med stor succes. På kun 5 kvarter fik hun samlet 1582,75 kr. ind. Det var især en god måde for hende at samle ind, da hun ikke kan holde til at gå op og ned af trapper.


Fra Glostrup ved københavn meldes det: En indsamlingsleder oplevede på sin rute, at en familie åbnede og gav penge. Datteren i familien kom ud (gymnasiealder) og spurgte hvad indsamlingen var til fordel for. Da så indsamleren fortalte, at pengene gik til aidsprojekter i Afrika, blev pigen så begejstret, at hun spurgte om ikke også hun kunne komme ud og samle ind. Så hun gik selv direkte ned til "basen" og fik en rute og en indsamlingsbøtte


Pia, den lokale indsamlingsleder i Sønderholm skriver til os: "Ja, vi havde 8 konfirmander til at samle ind i Sønderholm og vores indsamling slog alle rekorder!
Sidste år samlede vi 5600 kr. ind - i år 17.429 kr.!
Det ser jo flot ud med et sogn på godt 1500 indbyggere, ikke?
I disse penge er dog også indsamlinger fra mine foredrag, hvor bøssen har været rundt samt 6 ruter dækket i Nibe. Da jeg, sammen med mine 2 drenge, kom og afleverede pengene i banken, blev vi også interviewet og filmet til 24 Nordjyske (nyhedskanal på tv), det har været i her til aften. Vi var selvfølgelig rigtig glade og motiverede, fordi det var gået så godt.
Der er ingen tvivl om, at turen til Zambia har en stor del af æren for det flotte indsamlingsresultat hos os.
Det gik også godt i Frejlev, hvor der også var mange konfirmander og FDFere. De fik også et rekord-år med knap 9000 kr. indsamlet."


Når der ikke var nogen hjemme i Grøndahl sogn, fik de et girokort!


"Vi er 5 elever der har rejst med Silkeborg Højskole til Etiopien, og arbejde med Folkekirkens Nødhjælps projekter i landet.

Nyligt hjemvendt følte vi os meget engagerede til at samle ind til sogneindsamlingen, og sammen med venner og elever fra højskolen fik vi samlet over 17.000 kr på de tre timer.

Efterfølgende holdt vi foredrag med fortællinger og billeder fra Etiopien, og de AIDS-projekter, vi var involverede i, da vi var i landet i 2,5 md."


Konfirmanderne Jeppe, Niclas og Mikkel samlede ind i Frejlev sogn. De fortæller: ”I tirsdags havde konfirmanderne i Sønderholm og Frejlev besøg af Folkekirkens Nødhjælps Stands AIDS-karavane. Her lærte vi en masse om hvordan det er at have AIDS i Afrika. Vi lærte også, at det var træls at blive diskrimineret på grund af ens sygdom eller ens køn. Drenge fik nemlig ingen sodavand, mens pigerne hyggede sig med deres cola. Det var snyd! Med i dag kan vi drikke lige så mange colaer vi vil. Og da vi samlede ind hos en sød gammel dame, fik vi ikke kun penge, men også blomme i madeira! Og så var der også en mand, der sagde: Det er altså ikke fastelavn i dag! Han troede, vi var ude med raslebøssen!”


Nabohjælp! Sønderholm sogn i Aalborg stift fik hjælp fra 5 friske FDF’ere fra nabosognet Nibe. Her havde man ingen indsamlingsleder, men de fem lånte indsamlingsbøsser i Sønderholm og samlede ca. kr. 5000 ind i Nibe, som indgik i Sønderholm sogns rekordstore resultat på kr. 17.439.

Men der har meldt sig en indsamlingsleder i Nibe til næste år, og så skal vi nok gøre gengæld ved at hjælpe Nibe-folkene, siger Sønderholms indsamlingsleder Pia Jødal.


Indsamlingen i Bjerringbro sogn gik fint.

Ialt var der ca. 55 mennesker med til at samle ind hvor ca.30 af dem var FDF'er.

Der blev samlet ca.30000 kr ind.


Hellere Amager end Nørrebro. Nete og Freja fra 7. klasse på Esrom Skole i Nordsjælland så Sogneindsamlingen som en kærkommen lejlighed til at komme en tur til København. Så de bad om lov til at melde sig som indsamlere i hovedstaden.
Forældrene foretrak Amager frem for Nørrebro – og sådan blev det. Pigerne gik to ruter på Amager og samlede i alt 1.500 kr. ind.


Lige en lille hilsen fra Kolt, hvor der var rigtig mange unge til at samle 40.054,50, hvad vi synes er godt for et udenbys sogn. Med børn var vi 55 indsamlere.

Der var en, som havde sendt denne gendigtning af ”Har du visor min ven”:

Vil du hjælpe min ven, gør det nu
For nu er tiden da hjælpen skal gives
Og den der gør det er du
I morgen er kanske for sent min ven
Din indsats gi´r liv til de fattigste men’sker
Det er nu du skal hjælpe min ven.


De er rigtig med på noderne i Christianskirken i Fredericia. Ikke bare samlede de ind med stor fornøjelse. men hvis du klikker her, kan du se dagen dokumenteret med billeder, som de har lagt på kirkens hjemmeside.


Kompensation for falske indsamlere: To indsamlere i Simon Peters sogn i Kolding meldte sig under falsk navn, og efter at have samlet ind stak de af med indsamlingsbøsser og indhold.

Den historie kom i de lokale medier. Dagen efter blev sognepræst Michael Markussen opsøgt af en mand, der havde kørt 100 kilometer for at indbetale 1200 kroner.

”Han ønskede at dække ind for de to falske indsamlere, fordi, som hans sagde: folk skal kunne stole på nødhjælpsindsamlinger og vide, at når de giver til Folkekirkens Nødhjælp, så når pengene frem” fortæller Michael Markussen.

De to falske indsamlere er selvfølgelig meldt til politiet, som allerede ved hvem de. Men i Simon Peters sogn har de nu besluttet, at de til næste år vil bede alle indsamlere, som de ikke kender i forvejen, om at legitimere sig.

”Og hvis de ikke kan det, tager vi et billede af dem,” siger sognepræsten.


Børnefamilier og søndagsåbent i Føtex i Vejle er en god cocktail for Folkekirkens Nødhjælps Sogneindsamling. For i år samlede tre familier og en mand godt 8.000 kr. ind, da de samlede ind foran Føtex-varehuset ved havnen i Vejle.

”Vi har et rigtig godt forhold til Føtex og får lov til at stå der hvert år. I år havde vi sat plakater op på standere foran butikken. Og børnene fra de tre familier var gode til få opmærksomheden. I alt samlede vi 35.000 kr. ind i Vor Frelser Sogn. Det er vi meget tilfredse med,” siger indsamlingsleder Johannes Albinus.


Gustav Lind Jørgensen - netop fyldt tre - fra Mejdal ved Holstebro var for første gang ude at samle penge ind for alvor ved landsindsamlingen søndag.

Han var ikke i tvivl om, hvad han ville vælge: Middagssøvn eller medmenneskelighed. Og så blev der ellers raslet med den hvide bøsse til den store 20 krone.

Det kneb dog lidt med at finde ud af, hvad pengene til Folkekirkens Nødhjælp skulle bruges til.

Det med, at det var til nogle syge børn, var han med på, men han troede, at det var de folk, der blev ringet på hos, der havde syge børn. Så den del af formålet sprang vi let og elegant henover.

I stedet fornøjede Gustav sig med at putte penge - og sedler - i bøssen, og de steder, folk ikke var hjemme, gik der Postmand Per i den, når der skulle åbnes postkasser. Herligt. Det blev til 1260 kroner, men de 100 husstande fik også kun besøg, fordi mor og lillesøster hjalp til.

På vej hjem fra kirken faldt Gustav i søvn i sin cykelstol, for det er hårdt arbejde at bære så stort et ansvar.


Karlslunde sogn (Roskilde Stift) havde en lille optakt i kirken forud for indsamlingen. Her blev der demonstreret, hvor meget dagligdags ting kunne hjælpe i kampen mod Aids. Resultetet af disse dagligdags tings værdi for aids-bekæmpelsen ses på vedlagte billede.

Efter gudstjenesten og en lille frokost sendte sognet 35 indsamlere, der dels var FDFere og dels øvrige sognebørn afsted på indsamlingen, der indbragte kr. 15.591,25 - ca. kr. 1000 mere end sidste år.


En indsamler fra Nørrebro skriver til os: "Jeg bor selv i nærheden af Ungdomshuset og har oplevet de seneste dages uroligheder på nærmeste hold. Jeg var derfor naturligvis spændt på, hvordan årets sogneindsamling på Nørrebro ville forløbe. Solen skinnede, og det var det skønneste forårsvejr.

Sammen med en veninde og hendes næsten nyfødte baby i slynge på maven (i håbet om, at lille Vilma ville få folk til at spytte endnu flere penge i bøssen), begav vi os ud på vore rute.

Vi havde fået tildelt Søllerødgade, som går fra Ungdomshuset og op mod Stefanskirken. Vi begyndte helt nede ved Ungdomshuset, hvor gaden var spærret af, og der stod og sad adskillige politimænd på vagt.

Forhåbningsfulde ringede vi på dørtelefonen til den første opgang. Intet skete. Vi ringede igen. Stadig ingen reaktion. Efter ihærdig kimen på alle knapperne på dørtelefonen råbte en af politimændene: ’der står en forskræmt beboer og kigger ud af vinduet, så der er altså nogen hjemme’. Vi forsøgte igen. Stadig ingenting.

Beboerne var enten ikke hjemme, eller de turde simpelt hen ikke åbne døren.

Slukørede gik vi videre til næste opgang. Efter endnu en gang intens kimen på dørtelefonen blev vi denne gang lukket ind i opgangen. Yes – der var hul igennem!

Til gengæld lukkede ingen af beboerne op for os. Men i næste opgang havde vi heldet med os. Her åbnede de første par beboere døren for os, og mønterne begyndte at komme i bøssen.

Jo længere væk, vi kom fra Ungdomshuset, desto flere døre blev åbnet. Beboerne var venlige og imødekomne – selv dem, vi havde taget på sengen, som åbnede døren med håret strittende til alle sider og et tæppe viklet rundt om sig.

Vi fik positive tilkendegivelser for vores arbejde og, endnu vigtigere, penge i bøssen til det vigtige AIDS arbejde i Afrika, Cambodja og Rusland.

Det endte med at blive en god oplevelse, ikke mindst på grund af de venlige og imødekommende politimænd, der kom med opmuntrende bemærkninger og puttede penge i bøssen i den del af Nørrebro, hvor beboerne ikke turde åbne døren for os. Tak for det!"


19.00: Fantastisk flot indsamlingsdag i Hillerød. Trods strålende solskin, søndagsåbent i butikkerne og Danmarksindsamling for nylig i TV, så
fejlede gavmildheden ikke noget i Hillerød. 181.050, 75 kr plus lidt Euro og anden udenlandsk valuta blev resultatet for de 10 sogne i Hillerød gamle Kommune, så mønttællemaskinen kom på overarbejde sammen med de ansatte i Danske Bank, som brugte en søndag eftermiddag på at tælle de mange penge.

Optællingen viser markant fremgang i de fleste sogne – og samlet set over 22.000 kr mere end sidst år: FLOT. Der skal derfor lyde en stor tak til de mindst 250 frivillige, blandt andet mange unge og mindre børn i følgeskab med deres forældre, som var på gaden for at dække de ca. 200 ruter i det skønne martsvejr og en stor tak til de mange givere, som har støttet arbejdet for de AIDS-ramte især i det sydlige Afrika.

18.55: En lille anekdote fra Islev: Malte og Albert tømte deres sparegris inden de drog ud med raslebøssen sammen med deres mor og præst Lotte Høck. De korte ben kunne vende hjem med 710 kroner i bøssen til kirken, hvor der ventede sodavand og varm suppe. Trods færre indsamlere i år lykkedes det Islev Sogn at nå samme resultat som sidste år - 19.100 kroner.

18.35: Unge dækker hele Fjellerup. Ni niendeklasses-elever fra Djurslands Efterskole har gjort en forskel for verdens fattigste mennesker i dag.

De unge vandrede i tre grupper op og ned af gaderne i stort set hele Fjellerup på Norddjursland. Til sammen fik de godt 2.500 kr. i bøsserne.

Dermed slår årets resultat på knap 10.000 kr. meget flot de tidligere års 6.000 kr.

Det skyldes, at eleverne kunne dække byens gader, mens de voksne med bil kunne samle ind i landområderne.

18.31: Over 12.000 skridt i Slagelse. Med en skridttæller på hoften tog indsamler Karen Margrethe Rosholm ruten rundt i Sct. Peders sogn i Slagelse. ”Da hun kom op i Spar Trelleborg for at få optalt indholdet i indsamlingsbøtten viste skridttælleren over 12.000 skridt. Imponerende! Især når Karen Margrethe er dårligt gående pga. ledegigt,” fortæller indsamlingsleder i sognet Jens Kristian Nielsen.

18.30: Indsamlingslederen i Karlebo Sogn i Nordsjælland, Bente Villumsen, blev desværre syg lige inden Sogneindsamlingen. Men med hjælp fra venner og familie fik de frivillige indsamlere i Karlebo Sogn alligevel indsamlet 19.200 kroner i indsamlingsbøsserne.

18.10: Glimt fra indsamling i Halskov og Korsør. Magnus på 4 år samlede sammen med sin mor, far og storesøster 1035 koner ind på en time. ”Magnus var lærenem, og fandt hurtigt ud af, hvad man skulle sige og hvad man ikke skulle sige. Og han hyggede sig på hele turen,” skriver Jacob Støvring, indsamlingsleder i Halskov/Korsør.

18.08: Lille anekdote fra Nørrebro: Bank, bank, bank…efter få sekunders venten bliver døren åbnet. I døråbningen står en famile, der er på vej ud for at nyde det dejlige forårsvejr.

Inden søndagsturen kan begynde, vil familiens yngste medlem give et bidrag til indsamlingsbøssen. Og når man kun er halvandet år gammel, kan det være lidt svært at ramme den smalle sprække i indsamlingsbøssen. Efter flere forsøg lykkes det, helt uden indblanding fra de voksne, og turen ud i forårssolen kan begynde for den lille københavnerfamilie.

18.01: 14.600 kroner samlet ind i Vendsyssel

30 glade indsamlere og hjælpere deltog i indsamlingen i Trolne og Mosbjerg sogne i Vendsyssel, der i år gav det største beløb nogensinde. Hele 14. 600,75 kroner blev samlet ind.

I de to sogne i Vendsyssel begyndte dagen med en gudstjeneste i Mosbjerg kirke, hvor kirkegængerne hver især tændte et lys ved døbefonten, der ligesom alteret var pyntet med røde blomster og aids-sløjfer.

19.59: Unge bakkede op i Holstebro.

19 unge fra FDF Holstebro 1. kreds mødtes allerede søndag morgen før gudstjenesten i Holstebro Kirke, hvor de så Stop Aids Filmen fra Folkekirken Nødhjælp. Efter højmessen gik de alle ud på gader og stræder for at samle ind.

I alt var 30 FDFere fra sognet mødt op til søndagens indsamling.

17.56: Benjamin sad fast i mudderpøl. Indsamlingsleder Inge Lise Holmgren i Karise trippede lidt rastløst omkring sidst på indsamlingsdagen. For to indsamlere, Benjamin Louis Jensen og hans mor Pia, var ikke dukket op.

Det skulle der vise sig at være en meget mudret forklaring på:

Konfirmanden Benjamin havde meldt sig som indsamler og bedt sin mor komme med, så de to kunne gå sammen. De fik en rute i det nybyggede område i Karise, hvor de også bor. Da de manglede bare én lille vej med nogle få huse, blev de fristede af at skyde genvej over en mark, fordi den asfalterede vej var lang – og det var sidst på dagen.

Men marken var mudret. Skridt for skridt blev den mere og mere mudret, og pludselig sad Benjamins fod fast. Han hev og sled i benet, men lige lidt hjalp det. Først da mor-Pia lagde kræfter i, fik hun sin søn fri. Men uden sko. De to gik – Benjamin på strømpesokker – hjem. Vaskede fødder, fik rent tøj på og gik så tilbage til den vej, de endnu ikke havde besøgt – ad den asfalterede forstås.

Og så kunne turen endelig gå tilbage til indsamlingsleder Inge Lise Holmgren.

”De grinede meget af den mudrede oplevelse. Og skoene sidder altså stadig fast ude på marken. Nu har de begge meldt sig som indsamlere igen til næste år,” siger Inge Lise Holmgren.

 

17.53: Generalsekretær Henrik Stubkjær er med til at modtage de indsamlede penge i en fillial af BG Bank.

Her ses han i samtale med Annette Schjødt Thorsen fra Brønshøj sogn - som samlede 4000 kroner mere ind end sidste år.

17.41: Ding dong… ”Goddag, vi kommer fra Folkekirkens Nødhjælp. Vi samler ind til …” mere nåede vi ikke at sige, før folk venligt lukkede døren i hovedet på os – for dog at komme tilbage med et stort smil og en bunke mønter til raslebøssen.

”Jeg var helt vildt overrasket over folks venlighed og givervilje. Og havde egentlig regnet med at skulle forklare folk, hvorfor vi samler ind og hvad pengene går til. Men det var som om at det var nok for folk at vide, at vi samlede ind til Folkekirkens Nødhjælp. Hvilken varm tillidserklæring!” siger Mikkel Bech, som brugte et par timer på at samle ind på Nørrebro.

17.37: Ti små sogne omkring Gadbjerg indsamlede 25 procent mere ind end i 2006. "Det var mere end vi havde turdet håbe på. Det var en god dag, rigtig mange af indsamlerne ,lagde sig i selen for at opnå et godt resultat. Det lykkedes," siger Peter Refsing. I alt samlede de 60 flittige indsamlere 32.500 kroner ind.

17.22:God indsamlingsdag på Nørrebro. På trods af weekendens uroligheder, viste beboerne fra den hårdt prøvede bydel sig fra sin gavmilde side, da Folkekirkens Nødhjælps indsamlere stemte dørklokker

Den lokale indsamlingsleder på Nørrebro, Pia Dyrhagen, fortæller, at flere indsamlede har ringet ind i løbet af weekenden. De var nervøse for om det ville være muligt at samle ind på grund af de mange uroligheder på Nørrebro.

”Jeg beroligede folk og sagde, at jeg ville vente til søndag med at vurdere om det ville være muligt at samle ind. Vi frygtede at folk ville være bange for at åbne døren for fremmede, men heldigvis har der været en utrolig positiv modtagelse blandt beboerne på Nørrebro.”

17.11: Med raslebøssen op og ned ad Ryesgade. ”Det var vildt hyggeligt at samle ind!” udbryder de to københavner-søstre Wendy og Tina Rolle i kor.

De har netop brugt et par timer på at samle ind på Nørrebro i København, og blev mødt med strålende solskin og venlig givervilje fra beboerne i Ryesgade tæt ved Skt. Hans Torv.

På to timer tid nåede de at samle 2.280 kroner ind. ”Folk var så venlige – og alle steder hvor vi ringede på blev der gladelig puttet penge i indsamlingsbøssen.”

Wendy og Tina Rolle på 25 og 28 år meldte sig som indsamlere for Folkekirkens Nødhjælp efter de havde set tv-spottet om aids i Afrika: ”Vi havde netop lige siddet og snakket om at vi altså skulle gøre noget for at hjælpe de fattige lande. Og da vi så Folkekirkens Nødhjælps tv-spot, meldte vi os som indsamlere.” Kampen mod aids - de mange aids-ofre i Afrika – appellerede til de to søstre, som fik lyst til at bruge et par timer af deres søndag til at samle ind.

17.10: Helle Cæsar fra Rækker Mølle skriver følgende til os: "Mon Bølling, Sædding eller Finderup siger dig noget? Mon KFUM og KFUK siger dig noget? Folkekirkens Nødhjælp? Hmm, mon så Stands Aids siger dig noget? I KFUM og KFUK i Rækker Mølle siger det os noget. Derfor blev vi på vores generalforsamling enige om, at selvom vi er en mindre forening, skulle vi samle ind søndag d. 4. marts, så børn og unge i Afrika kan få en fremtid. En fremtid, som vi her i landsbyerne tager for givet. Redde hele verden kan vi ikke, men vi kan tage et skridt i mod målet. 11 indsamlere i alle aldre tog skridtet og indsamlingslederen kunne tælle godt 7000 kr. op og hermed er vi lidt tættere på målet. Hvilket skridt tog du?"

16.58: På øen Endelave i Kattegat kan indsamlingen først begynde, når beboerne har overstået middagssøvnen. Men alle bliver besøgt.

Årets konfirmand, Rasmus, står for indsamlingen sammen med far og mor og lillesøster Amalie.

 

 

 

16.28:FDFere i Hjortshøj med til at standse aids i Afrika. 20 FDFere deltog i sogneindsamlingen den 4. marts 2008 i Hjortshøj sogn.

Som optakt til sogneindsamlingen havde FDF Hjortshøj haft to arrangementer.

Først kom ”stands aids”-karavanen på besøg for de ældste. Her fortalte fire unge, der enten havde været volontører eller med Silkeborg Højskole i Afrika, om hvor stor problemet med aids er i Afrika.

Først blev de unges viden om aids testet. Gennem dilemmalege, informationer, historier og samarbejdsøvelser blev deres viden omkring aids forbedret, således at alle deltagere forstod at deltagelse i sogneindsamlingen går til et godt formål.

De yngste FDFere havde besøg af to volontører som fortalte om deres historier fra Afrika. Gennem lege og et bekendtskab med majsgrød, ristet hvidkål og bønner fik børnene et indblik i hvordan det er at leve i Afrika med Aids tæt inde på livet. Begge arrangementer var medvirkende til at FDFerne fik lyst til at hjælpe med indsamlingen den 4. marts.

16.27: Flot indsamling i butikscenter. ”Må min lille søn putte pengene i?” Moderen kigger kærligt på den lille buttede hånd, der kæmper med at mase en tyver gennem sprækken i indsamlingsbøssen.

Børnefamilierne og unge mænd med dybe lommer var nogle af dem, der fik indsamlingsbøsserne til at blive tunge på rekordtid i Frederiksberg Centeret. Folkekirkens Nødhjælps indsamlere havde for første gang fået lov at samle ind i det store indkøbscenter. På tre timer blev der samlet over 8.000 kroner ind.

”Vi er meget glade for, at en del indkøbscentre samt alle Coops butikker har været så venlige at lukke vores indsamlere ind, så de mange mennesker, der var på indkøb også fik chancen for at give et bidrag,” siger indsamlingschef Kenneth Kamp Butzbach.

16.23: Den 1. marts var det Store Flæskestegsdag for de ældre i Elsted sogn nord for Århus. Mens de godt 70 ældre spiste flæskesteg med rødkål og svedskedessert, der var så god som i gamle dage, samlede de ind til Sogneindsamlingen. Det blev til 1126 kroner, som var med til at lægge en god bund i sognets resultat - det blev i alt 8837 kroner, melder indssamlingsleder Ole Moth.

16.15: God stil. Hans Kjeldsen var klar over, at det gælder om at have kontanter, når der er indsamling. Derfor startede han sin rute med selv at besøge pengeautomaten.
Det blev også Hans' rute, der gav mest ved dagens indsamling i Engesvang Sogn, nemlig 2453,25 kr. Men det skal også siges, at det var en land-tur, hvor Hans' tre børn var med i bilen, og det var dem, der var henne for at banke på dørene. - I alt blev det til 16.896 kr. i Engesvang Sogn. - Det bedste indsamlingsresultat nogenside.

16.05: Frida var med sin veninde, Lin, og hendes far, Ralf ude at samle ind i Humlebyen i København.

De to piger gik meget ivrigt op i indsamlingsarbejdet og var ikke så lidt stolte, da deres indsamlingsbøsse viste sig at indeholde 2.534,50 kroner.

15.49: 55-årige Ømer Kuscus rute i Avedøre Stationsby går ind til mange indvandrerfamilier – også mange af Kuscus landsmænd fra Tyrkiet – og han bliver budt varmt velkomment. En indsamling som denne har intet med religion at gøre, så folk vil gerne give til Folkekirkens Nødhjælp, siger han. Læs mere her

15.36: På Frederiksberg nød man det gode vejr - og der var ikke mange hjemme i Solbjerg sogn, når indsamlerne bankede på. Derfor er resultatet markant lavere. Men det opvejes i nogen grad af, at der som moget nyt var indsamlere i det nærliggende Frederiksberg Center, og de havde til gengæld nok at gøre. Særligt børnefamilierne var meget flinke til at fylde bøsserne, der snart blev ret tunge og måtte erstattes af nye.

15.25: Hele verden gav til Sogneindsamlingen, da Folkekirkens Nødhjælps formand, Kirsten Lund Larsen, var ude med raslebøssen i det etnisk meget sammensatte bydel, Tingbjerg, ved København. Her er det en etnisk dansker, som ville bidrage til indsamlingen mellem to opgange. Brønshøj og Tingbjerg, som samler ind sammen, fik i øvrigt 4.000 kroner mere ind end sidste år.

15.10: "Du kan få det her..." Denne kortfattede besked fik en indsamler i Vorup Sogn i Nørre Uttrup ved Ålborg. Samtidig fik han en plasticpose med en hel del mønter stukket i hånden. Den viste sig at indeholde 1.787,75 kroner, så det var en tilfreds indsamler, der slæbte bøssen hjem til optællingsstedet.

15.06: Spejderne gennemførte turen. Seniorerne gik over 50 km, og samlede ialt kr. 2062,75. Seniorspejderne fra Hammerum-Gjellerup Gruppe fik vintervejret at føle, da de fredag til lørdag gennemførte deres kombinerede vandretur/indsamling fra Herning til vinterlejren i Søndervig.

"Distancen, som skulle tilbagelægges indenfor 24 timer var på 50 km. -Vi syntes, det var realistisk at gå op til 60 km, men vejret satte farten lidt ned. Efter de første 20 km. blev vi modtaget af en superflink landmandsfamilie ved Barde, som gav os ly for natten i en hyggelig hestestald.

-Lørdag morgen lå der et panser af is overalt. Vi nærmest vraltede afsted som små pingviner.

I alt foregik de fire-fem timer af turen på rent isslag eller sneglatte veje, og det var hårdt for benene. Vi gik kun ad småveje og havde en fin tur, sludbyger og isslag til trods. "

Sådan skriver Jacob Langborg Hansen

15.05: I Sakskøbing har de haft en strålende indsamling, fortæller indsamlingsleder Lis Andersen. De 11 ruter gav 10.894 kroner, og det er mere end man plejer.

14.45: I Vadum uden for Ålborg samledes 26 indsamlere efter kirketid til en kop kaffe og fordelte rutern imellem sig. Der blev taget godt imod indsamlerne ude ved dørerne, og der var god stemning og en bid brød, da alle ruterne var taget. Resultatet blev 13.562 kroner - og det var bedre end sidste år, fortæller indsamlingsleder Sigrid Thygesen.

14.10: I Hjanderup ved Varde var de tilfredse med resultatet, 7.890 kroner. Det var det samme som sidste år. Så selv om nogen mente, at de allerede havde givet nok til DanmarksIndsamlingen for et par uger siden, var der andre, som var med til at fylde bøsserne.

14.00: FDF'erne i Københavns største kreds, Brønshøj, er som altid aktive i Sogneindsamlingen.

De er i gang med at tæle op nu - og er spændte på resultatet.

 

 

10.30: Timm Vladimir og 15-årige Tobias havde besluttet at samle ind for Folkekirkens Nødhjælp i Valby Sogn. De to sprang op på deres cykler for at få penge til aids-arbejdet på Lyshøjgårds Alle.

Tag godt i mod dem og vores øvrige indsamlere landet over.

10.06: Så er der gjort klar. Køkkenholdet i Brønshøj har hele morgenen smurt sandwiches, og de lokale FDF'ere er aktive i Sogneindsamlingen.

Overalt meldes der om forventningsfulde indsamlingsledere, der knokler for at få det sidste på plads inden indsamlerne kommer.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne