|
| Tanwir Ahmad (th) i samtale med en af dem, som blev ramt af oversvømmelserne. |
På vej til Pakistan via SupportPakistan.dks samarbejde med Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp. Jeg ved, at jeg vil møde al den frustration, desperation og nød, der opstår når knap 12 millioner (tallet er senere steget til 20 millioner, red) mennesker er på flugt. Jeg håber at gøre en forskel og få gjort opmærksom på katastrofen, så der kan komme flere penge hjælpearbejdet.
Jeg er ankommet til Islamabad kl. 8 om morgenen, og skal videre til Dera Isamel Khan som ligger på grænsen til Afghanistan i Khyber-regionen ca. 7 timers køretur fra Islamabad. Skal dele forsyninger ud og tale med de berørte.
Er ankommet til Dera Ismael Khan efter 7 timers kørsel. Dehra Ismael Khan ligger i Khyber-Pasthun provinsen og er et af de områder som har været hårdest ramt af oversvømmelsen.
Distriktet har indbyggertal svarende til 1 million indbyggere og svarer til ca. 7.300 km2.
Distriktet er sidste område, inden man kommer til stammeområderne. Det er derfor underlagt streng militærkontrol, og vi skulle igennem en del checkposter, før vi nåede vores destination.
|
| Tanwir Ahmad med en lille del af de berørte |
De først tegn på katastofens massive ødelæggelser viste sig allerede da vi kørte på den mørke hovedvej til Dera Ismael Khan. Langs begge sider af hovedvejen var slået telte op og folk sov under den åbne himmel. På begge sider kunne man skimme vandoversvømmelserne.
De fleste i området levede før oversvømmelsen af landbrug, men floden har taget alt fra disse folk: deres livsgrundlag, slægtninge, hus og jord. De var fattige i forvejen, men nu har de har ingen ting tilbage.
I morgen skal jeg uddele forsyninger og snakke med de berørte indbyggere. Der er herudover reportage kl. 12.40 på TV2-News. Håber du vil støtte med bidrag til katastrofeofrene.
Kan ikke sætte ord på de ting jeg har set i dag, men skal gøre det så godt jeg kan. Var ude og besøge de forskellige landsbyer, som har været hårdest ramt af oversvømmelserne. Der er ingen ting tilbage ud over vandmasser. Folk fortalte, hvordan vandmasserne kl. 4 om morgenen på få timer tog det ene hus efter det andet. Der var så meget tryk, at de var nødt til at holde fast i træer eller andre genstande. Det handlede udelukkende om at redde sig selv og familien.
Det eneste de har tilbage, er det tøj de havde på.
Tør slet ikke tænke på, hvilke psykiske sår det har medført og særligt i forhold til børnene. Børnene er den største risikogruppe. De er i forvejen underernærede og lever under vilkår, som øger risiko for kolera og diarre.
Folk er helt uden håb på fremtiden. Ingen tør flytte tilbage. Dem, jeg talte med, var fulde af frygt og dybt berørte over, hvordan de på ny skulle bygge en tilværelse op.
|
| Sabho Bhai har hverken mand eller børn til at hjælpe sig med at transportere nødhjælpen. HUn er henvist til at leve af almisser. |
Da jeg skulle dele forsyninger ud, stod folk i lange køer. Her mødte jeg den 65 årige Sabho Bhai, en svækket kvinde på alder med min egen mor. Hun havde ingen sønner eller ægtefælle til at afhente og transportere forsyninger, som samlet vejede 140 kg. Hun fortalte, hun levede af almisser. Det gjorde så meget indtryk, at jeg gav hende alt, hvad jeg havde af kontanter, vel vidende at jeg ikke havde noget til de andre.
Herudover mødte jeg en yngre kvinde med sin lille søn på 3 år, svarende til min egen knægt Zakaria. Begge var med bare fødder. Hun fortalte, hun var enke og levede af at høste markerne. Det var mod hendes værdighed at stå i kø for mad, men der var ingen anden udvej.
|
| Ramadanmåltidet - aftar - er normalt er festligt måltid, som markerer fastens afslutning for den dag. |
Er kommet tilbage til Islamabad. Har lige spist aftar (ramadan-måltid), men har slet ikke lyst til at putte noget som helst ned i min mund. Mine tanker er fuldstændigt fokuseret på det måltid, jeg så børnene spise i en teltlejr i Dera Ismael Khan.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, men forestil jer 10 snavsede underernærede drenge børn i alderen 5-7 år i salwar kameez (traditionel pakistansk dragt, red) sidde tæt i en rundkreds i et telt på et stykke grønt plastic. Fluerne sværmer ivrigt omkring maden og små frøer hopper rundt. De sidder alle samlet om en tallerken med noget meget vandet, rød sovs, som de dypper tørre brødstykker i.
Da jeg kommer ind i teltet, rejser de sig alle sammen og stiller sig i kø for at hilse på mig med hånden.
De siger, jeg skal sætte mig med dem og spise aftar; jeg forsøger at holde mine tårer tilbage og prøver at tvinge mig til at smile. Tanken om mine måltider i Danmark gør virkelig ondt.
Jeg sætter mig ned sammen med dem og tager et mindre stykke brød. Brødet er knas tør. Mens jeg spiser prøver jeg at diskret at få øjenkontakt med de forskellige børn. Samtidig tænker jeg på det glimt i øjnene, min egen søn har. Trods den fysiske elendighed virker de ikke traumatiserede. Da jeg får direkte øjenkontakt med en af drengene, kigger han på mig og fniser.
Tanwir Ahmad