Maj 2010. Cyklonen Nargis var netop hamret ind i Myanmar, og over 130.000 mennesker havde mistet livet, mens flere millioner blev påvirket.
Desværre havde Myanmar ikke et civilsamfund - ngo'er, katastrofeberedskabsorganisationer og lignende - som normalt sætter ind, når katastrofen rammer. Hjælpeorganisationerne forsøgte derfor at opruste for hurtigt at uddanne hjælpepersonel.
Folkekirkens Nødhjælp havde et enestående partnerskab, der kunne uddele såkaldte mikrolån på i omegnen af 5.000 dollars til lokalsamfundene, da Nargis ramte, og vi besluttede hurtigt at udbygge projektet for at imødekomme det nye behov.
Sådanne lån til lokalsamfund var aldrig blevet forsøgt før i Myanmar, og slet ikke til katastrofehjælp. Men hvad endnu mere revolutionerende var, at selv om lokalsamfundene skulle følge visse procedurer for at blive anset som ansvarlige, så var der praktisk taget ingen betingelser for, hvad de brugte pengene til.
De katastroferamte mennesker måtte selv bestemme, hvad de havde mest brug for.
Katastrofehjælp i udviklingslande vil begynde at ligne den danske socialhjælp, hvor nødstedte mennesker opmuntres til at dele ansvaret for deres egen redning frem for at være passive modtagere.
Kontanter mest effektivt
Siden 2008 er antallet af sådanne kontantbaserede hjælpeprojekter eksploderet. De fleste organisationer har indset, at hvis de nødvendige varer kan købes på det nærliggende marked, så er kontanter - og ikke naturalier eller fødevarer - den mest økonomiske måde at hjælpe på.
Ikke alene giver kontanter modtagerne større fleksibilitet til for eksempel at prioritere lægehjælp frem for mad, hvis det er nødvendigt, men kontanter kan også være lettere at skaffe og transportere.
I mange tilfælde kan kontanter hjælpe modtagerne på fode hurtigere, så de lettere kan gå fra at modtage katastrofehjælp til den tidlige genopretningsfase, hvor man igen kan få indtægtsskabende aktiviteter.
Og det er muligvis vigtigere nu end nogensinde. De internationale hjælpeorganisationer har gennemgået en massiv professionalisering siden starten af 1990'erne, hvor Sphere-projektet (et projekt udviklet af en række internationale ngo'er i 1997 for at sikre en høj kvalitet i den humanitære indsats, red.) og en lang række andre professionelle standarder for nødhjælp blev introduceret.
Det globale samfund har indset, at den bedste måde at yde nødhjælp på er ved at styrke lokalsamfundenes egne tiltag og bygge videre på dem, sådan som Folkekirkens Nødhjælp og Red Barnet gjorde efter Nargis.
På grund af Asiens eksplosive befolkningstilvækst og ændrede forbrugsmønster samt det stigende globale forbrug af biodiesel, forudser eksperterne, at traditionelle fødevaredonorer som USA vil få sværere ved at uddele naturalier til modtagerlande. Her kommer den kontantbaserede hjælp sandsynligvis til at spille en vigtig rolle.
Skal bruges med omtanke
Der findes fire grundmodeller for kontantbaseret hjælp. Og kontantbaserede organisationer rundt omkring i verden udvikler en stadig mere velegnet tilgang til kontantbaseret hjælp og til deres forståelse af, hvordan metoden fungerer i katastrofeområder.
Fire modeller
-
Ubetinget hjælp. Gives uden betingelser eller krav.
-
Betingede pengeoverførsler. Organisationen stiller betingelser for, hvordan pengene anvendes - for eksempel på mad. En betingelse kan også være, at modtagerne har sendt deres børn i skole.
-
Kuponbaseret hjælp. Kuponer er papireller elektroniske symboler, der kan byttes til varer ud fra en given pris.
-
Kontanter for arbejde. Gives som løn for et arbejde - som regel samfundsudviklingsprogrammer som for eksempel at fjerne murbrokker efter jordskælv.
Mange af de tidligere formodninger om, hvordan kontanter bliver anvendt - for eksempel at mænd bruger pengene på spil eller alkohol eller udelukker kvinderne fra beslutningstagningen - bliver imødegået.
Der er også et stigende antal værktøjer til rådighed for udøverne, lige fra lokalt tilpassede vejledninger om kontantoverførsler, udviklet til en specifik katastrofe eller kulturel sammenhæng, til mere generelle og strikse metoder, der hjælper med at afgøre, om markedet er parat til kontantoverførselsprogrammer.
Kontantbaseret hjælp er dog ikke et universalmiddel, og det egner sig ikke til alle typer af katastrofer og indgreb. Der er visse grundforhold, som skal være på plads, hvis kontantbaseret hjælp skal virke; bortset fra kuponer er det et væsentligt krav, at de nødvendige varer er tilgængelige på et fungerende marked.
Men det, vi indtil nu har set inden for kontantbaseret hjælp, er kun begyndelsen. Eksperterne mener, at kontantbaseret hjælp for øjeblikket kun udgør omkring 10 procent af hele den humanitære støtte, og at vi kan forvente, at tallet fordobles flere gange i de kommende år.
Kontanthjælp ved korsvej
Det er denne forventning, der var baggrundstæppet for, at Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp i december 2011 afholdt en international konference i København om kontantbaseret hjælp med støtte fra Udenrigsministeriet.
Sarah Bailey, der forsker i nødhjælp hos det britiske Overseas Development Institute, arrangerede konferencen - og er også den, der skrev " drejebogen" for kontantbaseret hjælp som medforfatter på instituttets bog Good Practice Review on Cash Transfer Programming in Emergencies fra 2011.
Hun sagde: "Vi står ved en korsvej i det humanitære samfund, når det drejer sig om kontanter; vi er nu klar til at acceptere, at donorer og organisationer kører kontantbaseret hjælp op i gear og dermed erstatter mange af de traditionelle former for hjælp."
Også den danske udviklingsminister, Christian Friis Bach, var med.
Ved koordineringsmøderne i hovedstaden kunne vi meddele, at lokalsamfundene nu gerne ville købe vandbøfler som husdyr i stedet for ris.
Just Corbett, tidligere leder af kontantmikrolånsprojekt i Myanmar.Han holdt hovedtalen og deltog i en efterfølgende debat med andre donorer om kontantbaseret hjælp, heriblandt både Storbritanniens, Schweiz' og USA's udviklingsagenturer - altså disse landes svar på Danida.
"Jeg tror på, at kontantoverførselsprogrammer under katastrofer og genopbygning er nøglen til at forbedre den humanitære assistances effektivitet i forhold til levering af akut humanitær hjælp, men også med henblik på at bygge bro til genopbygningsfasen," sagde udviklingsministeren. Det lykkedes konferencen at samle både politikere og repræsentanter for hjælpearbejdet og dermed fordrive myterne og overtroen om den kontantbaserede hjælp - også dem om sikkerhed og ansvarlighed. Men kontantbaseret hjælp er mere end blot " endnu et værktøj i værktøjskassen".
Som udviklingsminister Friis Bach slog fast på konferencen:
"Kontanter vil kunne dække en mængde behov og styrke folk ved at reducere deres sårbarhed og hjælpe dem til at komme sig efter katastrofer og kriser, hvis kontanterne investeres i værdiskabende aktiviteter."
Opgør med stereotyp nødhjælp
Kontanter vil derudover måske også gøre endeligt op med den stereotype hjælpeoperation - og dens hær af udenlandske hjælpearbejdere i hvide landrovere. De internationale organisationer vil ikke længere være nødt til som det første at uddele hjælpepakker.
I stedet bør vores første handling være at afgøre, om kontantbaseret hjælp er mulig. På den måde vil katastrofehjælp i udviklingslande begynde at ligne den danske socialhjælp, hvor nødstedte mennesker opmuntres til at dele ansvaret for deres egen redning frem for at være passive modtagere.
Efter cyklonen Nargis i Myanmar var resultaterne af denne form for hjælp helt tydelige. Kontantstøtten til lokalsamfundene var en stor succes og var hele tiden to til tre uger forud for de andre organisationer med hensyn til at forudse modtagernes behov.
"Ved koordineringsmøderne i hovedstaden kunne vi meddele, at lokalsamfundene nu gerne ville købe vandbøfler som husdyr i stedet for ris," fortæller Just Corbett, tidligere leder af Folkekirkens Nødhjælps kontantmikrolånsprojekt.
"Tre uger senere nåede de selvkørende agenturer frem til samme resultat."
Historisk pakhus
Eigtveds Pakhus, hvor konferencen fandt sted, har været skueplads for nogle historiske øjeblikke i den humanitære bistands historie.
Det var eksempelvis fødestedet for Rwandas fælles evaluering, der førte til Sphereprojektet.
Måske bør vi så ikke blive overraskede over, at fremtidige generationers hjælpearbejdere sporer starten på 'kontantrevolutionen' tilbage til Kontantkonferencen i København 2011, hvor det fremherskende hjælpesystem først begyndte at udvikles?
Kronikken er oprindeligt bragt i Magasinet Udvikling
