sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Gedernes velsignelse
Print
De 500 geder, som Henrik Stubkjær modtog i 50 års fødselsgave fra en venlig donor, har gjort livet udholdeligt igen for nogle af de hyrdefamilier i det sydlige Etiopien, som var allerhårdest ramt under tørken i 2011.
13.07.2012 af Fikerte Abebe
© Mikkel Østergaard

Orge Guyo Jilo, en 60-årig hyrdekvinde og mor til syv børn, står foran familiens græstækkede et-rumshytte, der er bygget op af træstammer beklædt med rød, leret jord.

I de fremstrakte arme holder hun et nyfødt gedekid med lysebrun pels, som om det er det dyrebareste, hun nogensinde har haft imellem sine hænder:

”Dette kid er kun to dage gammelt, og fire af de andre geder venter sig også. Det betyder, at vi snart får masser af mælk, og at vi kan sælge en ged eller to og købe mad,” fortæller hun med tydelig stolthed og et bredt smil.

Orge Guyo Jilo har boet her i landsbyen Chariliche i Miyo-distriktet hele sit liv. Dette område var så hårdt ramt under sidste års tørke, at generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, efter sit besøg i august 2011, øjeblikkeligt indså, at her var brug for ekstraordinær hjælp. Da han til sin 50 års fødselsdag fik en usædvanlig gavmild gave på 500 geder, besluttede han, at de skulle gives til befolkningen her i distriktet.

© Mikkel Østergaard
Orge i gang med at gøre rent efter frokosten.

Orges familie alene mistede 46 dyr under tørken i 2011, heraf 20 geder. Nu har hun, ligesom 50 andre familier i de omkringliggende landsbyer, modtaget 10 nye geder. I dag virker Orge glad og ser gederne som et bæredygtigt tilskud, der vil hjælpe familien med at genskabe sit livsgrundlag:

”At drive geder er det eneste arbejde, vores familie kender, og vi vil altid være afhængige af det. Det er første gang, vi modtager hjælp udefra, og jeg kan slet ikke sætte ord på min taknemmelighed over for dem, der har været involveret i at skaffe os gederne,” siger hun.

Kvindens rolle er hårdt slid

Orges mand hedder Guyo Jilo Dabasa, han er over 90 år gammel og meget svækket. Derfor er det Orge, der står for at varetage langt størstedelen af de huslige pligter:

Fakta

  • dotDe 500 geder er uddelt som en del af Folkekirkens Nødhjælps store genopretningsprojekt RISE, som er gennemført med støtte fra tv-indsamlingen i august 2011 Afrika NU!
  • dotI alt er der uddelt 1300 geder og kvæg i Borena
  • dotDerudover har Folkekirkens Nødhjælp uddelt akut nødhjælp i form af mad, vand og hygiejneartikler til de mest sårbare
  • dotOg stået for projekter, hvor lokalbefolkningen har fået løn for at genetablere vanddamme og naturlige brønde, så folk igen har fået adgang til vand

”Som I kan se, er min mand meget gammel og ude af stand til at arbejde. Det er mig, der skal tjene de penge, familien skal bruge for at overleve. Det gør jeg ved at deltage i projekter, hvor jeg får løn af nødhjælpsorganisationer for at arbejde, når jeg har mulighed for det. Seks af mine syv børn er drenge, og kun den sidste er en pige. I min kultur hjælper drenge og mænd ikke til med husligt arbejde som madlavning, at hente vand og gøre rent. Min sidstfødte, Sake Guyo, er 10 år, og hun er ikke alene for ung til at hjælpe med husarbejdet, hun er også ét af de to børn, vi bruger penge på at sende i skole,” forklarer Orge.

Men for hver dag der går, hvor gederne vedbliver med at være i god stand som hidtil, vokser Orges håb om at få lettet den store arbejdsbyrde:

Jeg kan slet ikke sætte ord på min taknemmelighed over for dem, der har været involveret i at skaffe os gederne.

”Jeg kan slet ikke nævne alle de fordele, disse geder kan give min familie. For det første har jeg ikke kunnet give min mand og mine børn mad nok, da 1 kg majsmel koster 8-9 etiopiske birr (lidt under tre kroner), og familien har brug for mere end 50 kg hver måned udover de 50 kg hvede, vi modtager – skønt uregelmæssigt - gennem regeringens hjælpearbejde. For de penge jeg får for mit fysiske arbejde, har vi kun råd til at sende vores to yngste børn i skole, og hvert år bruger vi over 500 birr i skolepenge. Gederne er ikke kun et nyt håb for de børn, der allerede er i skole, men også for dem, der er over den skolesøgende alder, men stadig gerne vil have noget uddannelse,” forklarer Orge.

Gedernes helbred er sikret

© Mikkel Østergaard
60-årige Orge Guyo Jilo fremviser med tydelig stolthed et af sine nye gedekid.

Og de 50 familier i Chariliche kan da også trygt stole på, at gederne nok skal klare sig igennem fremtidige tørker. Som et forsøg tager genopretningsprogrammet i Charliche ekstra hensyn til deres nuværende og fremtidige helbredstilstand. Før gederne blev opkøbt, blev hver enkelt ged checket af en dyrlæge, alle fik vaccinationer samt ormekur, og hver hustand fik udleveret antibiotika til dem.

”Tidligere endte mange af disse projekter som en cyklus, hvor vi erstattede døde og syge dyr uden at opnå bæredygtighed. Nu har vi lært af vores erfaringer, og forhåbentlig vil resultatet blive bæredygtigt og få større virkning,” siger Dawit Mulatu, der leder genopretningsprojektet for ACT Alliance-partner Lutheran World Foundation.

Og det lader også til, at Orge Guyo Jilo har tiltro til, at gederne nok skal klare sig denne gang:

”Jeg er ikke bekymret for mine geders helbred. Da jeg fik dem, fik jeg at vide, hvordan de var blevet behandlet, og desuden fik vi medicin til dem, hvis de skulle blive syge,” siger Orge. Hun mener også, at hendes gud tager sig af gederne, lige som hun selv tager sig godt af dem og beholder det nyfødte kid inde hos familien, til trods for at de har en stald i nærheden.

Se film

Filmen er optaget i samme landsby og viser forskellen fra sidste år til nu:

No flash image

Artikler ud fra emne