De første familier har allerede fået deres geder, og flere end 16.500 geder er afsat og på vej ud til familier i Malawi, Etiopien, Zambia, Uganda, Sudan, Sri Lanka og Indien.
Gederne gives til mennesker, som en del af de projekter, som Folkekirkens Nødhjælp i forvejen har i et område.
Modtagerne er blandt de allerfattigste, typisk dem der ikke selv ejer jord, enlige kvinder, familier der er ramt af sygdom eller handicap, eller er udstødte af forskellige grunde.
Geder er fantastiske som gaver, fordi de skaffer både mælk, gødning og skind. Men for mange geder kan blive for meget af det gode – derfor er Folkekirkens Nødhjælp meget opmærksom på, at gederne ikke skal blive en belastning for miljøet:
”Når vi giver en ged til en familie, bliver den vaccineret, og familien lærer, hvordan den skal passes, så den ikke dør eller spiser afgrøderne," siger Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær.
