| Øjenvidne i Gaza |
|---|
| Krigen mellem Israel og militante palæstinensere har gjort uudsletteligt indtryk på Gazas børn. En del af Folkekirkens Nødhjælps genopbyg-ningsindsats er at hjælpe børn med at bearbejde deres traumer. Læs mere om arbejdet |
’For mig var det krigens mest forfærdelige nat.’
Jeg står uden for ruinerne af en nedrevet bygning og stirrer op på den lejlighed, hvor Folkekirkens Nødhjælps programkoordinator Omar Al Majdalawi boede engang.
’Vi hørte vores nabo råbe, at israelerne kom – skrige nede på gaderne at et israelsk ubemandet fly havde retning mod deres hus.’
Omar forklarer, at hans familie hørte lyden af knust glas og en høj summen efter at et ubemandet israelsk fly havde affyret tre små raketter mod deres naboers hus.
Han og de andre indbyggere i Gaza vidste, at den summen betød, at en endnu større eksplosion ville ske lige om lidt.
|
| Folkekirkens Nødhjælps lokale medarbejder, Omar Al Majdawi, viser sit gamle soveværelse. |
Han greb fat i sine to børn og løb sammen med sin kone ned på gaden.
De var hundrede meter væk og løb stadig af sted kun i deres nattøj, da den næste raket ramte en fireetagers bygning ved siden af deres hus og pulveriserede den totalt.
Gid børnene glemmer
|
| Efter det natlige bombeangreb er Omar Al Majdalawis børn bange for at være alene. |
Fem måneder efter den forfærdelige nat står jeg sammen med Omar uden for resterne af hans lejlighed.
Han viser mig bygningen, hvor han børn sov. Væggen til deres værelse blevet revet væk, da nabobygningen eksploderede, og jeg kan se ind i værelset. Hvis de havde været derinde, var de uden tvivl blevet dræbt.
'Jeg glemmer aldrig den nat,’ siger Omar. ’Jeg håber bare, at mine børn vil glemme den.’
Jeg havde talt i telefon med Omar om morgenen efter det var sket, og hørt om hans problemer med at finde et nyt sted at bo og pasning til børnene de følgende dage.
De var rædselsslagne over at være alene, fortalte han, også bare et øjeblik. De kunne ikke sove og tissede i sengen.
Forskellige virkeligheder
Få dage efter stod jeg ved Nørreport station i januarkulden med min femårige datter for at samle penge ind til ofrene i Gaza.
Jeg prøvede at forklare hende, hvorfor vi samlede penge ind og til hvem, men jeg kunne ikke fortælle hende om den rædsel og sorg, jeg følte over det, jeg vidste Omar og tusinder andre havde været igennem.
Da jeg stod uden for deres sønderskudte hus, tænkte jeg på Omars datter.
Havde Omar mon forklaret hende, hvad der var sket og hvorfor?
Hvordan kan du forklare et barn, hvorfor hendes families hus er ødelagt af en bombe?