|
| Fatima Allayarova har tre børn og fire børnebørn – og så er hun ”Gadebørnenes mor” i Kirgistan. |
Året er 2001, og Askar er 15, da han en tidlig morgen blodig og forslået humper ind gennem den turkisgrønne port til et herberg for gadebørn i udkanten af Kirgistans hovedstad Bishkek.
Han er om natten blevet taget på fersk gerning af et par betjente under et indbrud i en kiosk, har fået bøllebank på politistationen og er under en pause i ”afhøringen” sprunget ud af et vindue på 2. sal og stukket af.
Nu banker Askar forsigtigt på døren til herbergets køkken, uden at ane, at den honkede lyd af barnekno mod træ er afslutningen på det onde kapitel i hans liv og begyndelsen på det gode.
Det er herbergets madmor, Fatima, der åbner døren. Med favnen fuld af overskud, omsorg, kærlighed, trøst og tryghed smiler hun til Askar og inviterer ham indenfor.
Sidste år i oktober var det så Askars tur til at invitere. En stolt bygningsarbejder ringede i frokostpausen fra sin arbejdsplads i Osh nede sydpå: Fatima skulle med til hans bryllup.
|
| Gadebørn får et måltid mad hos CPC (Center for Protection of Children). |
”Jeg har haft rigtig mange gode og livsbekræftende oplevelser i mit arbejde hos CPC (Center for Protection of Children, red.), men Askars forvandling fra tyv og gadebarn til bygningsarbejder og ægtemand kalder jeg ”Min stor sejr”,” siger 57-årige Fatima Allayarova.
I dag har hun smidt forklædet og rører i lobbygryden for børns rettigheder den halve dag og er socialarbejder med Bishkeks basarer og gader som arbejdsplads for resten.
Tyv i panden
”Da Askar havde været hos os et par uger, spurgte jeg en dag, om han ikke ville tegne et billede af sig selv. Da han senere kom og viste mig tegningen, var det en dreng med ordet ”tyv” skrevet i panden. Det var sådan, han havde lært at opfatte sig selv,” fortæller Fatima.
Så kontaktede Fatima Askars familie i Osh.
”Faderen fortalte, at Askar var løbet hjemmefra efter at have tømt sin onkel og tantes butik for alle værdier sammen med nogle voksne tyveknægte”, fortæller hun.
Det var den halve historie. Askar fortalte resten, da han langt om længe turde tro på, at en voksen godt kan være en kammerat. Og at Fatima var den bedste, han nogensinde havde haft.
”Så viste det sig også at være en historie om vold og alkoholisme i hjemmet, og om et barn, der aldrig havde fået opmærksomhed og kærlighed fra sine forældre,” siger Fatima.
Fatima har gjort historien til et eventyr.
Med social og psykologisk indsigt, kærlighed og tålmodighed som blyant har hun allerøverst tilføjet ”Der var engang en familie, der havde det rigtig skidt”.
Nu har hele familien fået fod på livet, og måske de lever lykkeligt til deres dages ende?
”Det ved jeg jo ikke. Men når jeg snakker med Askar nu, så siger han ”Fatima, du må ikke være bekymret, jeg bliver aldrig en tyv igen”.” siger hun.
Hjerteordet
|
| Børnene bliver undervist hos CPC. |
Det har Fatima tillid til. Tillid er hendes hjerteord, det er dér, det hele begynder, når man arbejder med børn.
Og det har Fatima gjort i 40 år, i børnehaver, på børnehjem, som skolelærer og siden 1998 som madmor og socialarbejder i CPC.
”Gadebørn er børn med overlevelse som det faste punkt på dagsordenen, og så har man kun sig selv at stole på.
Derfor er det at skabe tillid helt afgørende, hvis man skal nå ind til dem og gøre dem modtagelige for den hjælp, man tilbyder,” fortæller hun.
Kollegerne i CPC kalder Fatima Allayarova ”Gadebørnenes mor”. Det giver mening, som jeg sidder dér overfor hende og næsten fysisk kan mærke varmen, der stråler fra øjnene derinde i de natsorte mascara-huler.
Der er givere og der er modtagere på nødhjælpens brøkstreg. Og så er der alle de anonyme Fatima´er, som får det regnestykke til at hænge sammen.