| Fakta |
|---|
| Group4Securiors (G4S) er verdens største sikkerhedsvirksomhed med 625.000 ansatte i over 120 lande. De udfører blandt andet alarmovervågning og vagttjeneste. Mindst 28 danske kommuner har kontrakter med G4S, blandt andet Københavns Kommune, der netop nu undersøger om vagtfirmaets aktiviteter på Vestbredden er i strid med kommunens etiske retningslinjer. Who Profits rapporten beskriver præcist G4S´ aktiviteter på Vestbredden. |
Efter heftig debat og måneders pres har det dansk-britiske sikkerhedsfirma G4S meddelt, at de trækker sig tilbage fra flere kontrakter på den besatte Vestbred.
Firmaet har endnu ikke forklaret præcist hvilke kontrakter, det drejer sig om.
”Vi har igennem længere tid været i dialog med G4S om deres aktiviteter på Vestbredden, og vi har fremlagt omfattende dokumentation for vores kritik. Derfor er det glædeligt, at G4S har lyttet, og vi forsætter nu vores dialog,” fortæller generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær.
G4S aktiviteter på Vestbredden
For listen over G4S aktiviteter på Vestbredden er lang: Sikkerhedsudstyr til israelske fængsler, der indespærrer politiske fanger. Sikkerhedsydelser til israelske forretninger i de ulovlige bosættelser. Udstyr og service til det israelske militærs checkpoints på Vestbredden og udstyr til det israelske politis hovedkvarter på Vestbredden.
”Vores bekymringer relaterer sig først og fremmest til de etiske aspekter af spørgsmålet, og derfor har vi påpeget overfor G4S , at de bør leve op til de etiske retningslinjer, som firmaet selv har forpligtet sig til,” siger Henrik Stubkjær.
Ny rapport styrker dokumentation
| Sikkerhedsvirksomheden, G4S, trækker sig fra kontrakter på Vestbredden. Det sker efter afsløringer af, at selskabet har aktiviteter i ulovlige israelske bosættelser. |
Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med en lang række palæstinensiske organisationer på Vestbredden. Én af dem er ”The Coalition of Women for Peace”.
Organisationen kæmper for sociale og politiske forandringer og har stiftet et researchprojekt, der skal dokumentere de kommercielle israelske interesser på Vestbredden og ikke mindst de udenlandske interesserer.
Researchprojektet ”Who Profits – The Israeli Occupation Industry” har netop udsendt rapporten “The case of G4S - Private Security Companies and the Israeli Occupation”.
Den nye rapport styrker den dokumentation, som Folkekirkens Nødhjælp har forelagt G4S. Rapporten beskriver, hvordan G4S understøtter den israelske besættelse af Vestbredden, og Who Profits gennemgår og analyserer det forsvar, G4S i de seneste måneder har forsøgt at bygge op omkring deres arbejde.
G4S-sagen kort
G4S´ engagement på Vestbredden kom frem i efteråret. Kritikken blev fremført af det uafhængige researchcenter Danwatch.
Kritikken gik på, at firmaet patruljerer med bevæbnede vagter ved eksempelvis banker og supermarkeder, og at det leverer sikkerhedsudstyr til checkpoints og fængsler, hvor der tilbageholdes palæstinensiske fanger, og der er flere dokumenterede eksempler på tortur.
Det er også dokumenteret, at palæstinensiske fanger ikke har de samme rettigheder, som israelske fanger, og derudover er det kommet frem, at det israelske militær arresterer børn helt ned til 12-års alderen og opbevarer dem i de fængsler, som G4S leverer udstyr til. Den nye rapport fra ”Who Profits” bekræfter Danwatchs bekymringer.
G4S' reaktion på kritikken
| G4S leverer sikkerhedsudstyr til israelske fængsler, der indespærrer politiske fanger. Det har fået massiv kritik, blandt andet af Folkekirkens Nødhjælp. |
G4S reagerede på kritikken af deres arbejde ved at bestille et såkaldt juridisk ”responsum”, der skulle vurdere om G4S´ aktiviteter i området er ulovlige. Det blev udarbejdet af Hjalte Rasmussen, der er professor i folkeret ved Københavns Universitet.
G4S´responsum indeholder udover de juridiske vurderinger også en række konkrete beskrivelser af forholdene på de berørte steder. Beskrivelserne passer dog slet ikke sammen med de indberetninger og rapporter om overgreb, som både FN og flere menneskerettighedsorganisationer har, og det skabte efterfølgende blot yderligere massiv kritik af G4S.
Konklusioner baseres på ringe research
Blandt andet er det blevet kritiseret, at responsummet blev udarbejdet så hurtigt, at Hjalte Rasmussen ikke blev sikkerhedsclearet til sit besøg, der kun varede halvanden dag. Det betød, at han ikke kunne besøge de fængsler, som G4S leverer udstyr til.
Alligevel beskriver Hjalte Rasmussen Ofer fængslet på Vestbredden som et fængsel med ”helt almindelige kriminelle, der er dømt af uafhængige domstole”, og rapporten konkluderede, at G4S ikke overtræder hverken national eller international lovgivning.
Folkekirkens Nødhjælp stillede sig uforstående overfor den research, som Hjalte Rasmussen baserede sine konklusioner på. Som humanitær organisation med fysisk tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder, har Folkekirkens Nødhjælp et helt andet billede af situationen.
Ofer fængslet ligger i en israelsk militærlejr og huser en militær domstol og afhøringsfaciliteter for Israels efterretningstjeneste Shin Beit, og der er samstemmende rapporter om tortur og overgreb.
Vi fastholder kritisk dialog med G4S
Så efter måneders kritik og pres udsendte G4S altså den 11. marts en pressemeddelelse om, at selskabet nu vil arbejde på at komme ud af et antal kontrakter i området.
”Vi vil forsøge at gennemføre disse kontrakt-afslutninger så hurtigt som muligt, men under skyldig hensyntagen til, at vi har kontraktlige forpligtelser overfor vores kunder,” skrev G4S.
"Vi fastholder den kritiske dialog med G4S. Det er yderst vigtigt for vores projekter og partnere, at private selskaber som G4S ikke bidrager negativt til den tilspidsede situation og problemerne i området,” siger Henrik Stubkjær.
