Se godt på billedet ovenfor.
Gadedrengen Senja beder for sin sag og prøver af al den magt, han ikke besidder, at holde sig ude af ungdomsfængslet, hvor han ved, at der venter tæsk, al for lidt mad og alt for mange drenge stuvet sammen på for lidt plads.
Scenen er fra Kirgistan, oktober 2005, og er skudt af Politikens fotograf Peter Hove Olesen, hvis fotoserie af bl.a. gadebørn i hovedstaden Bisjkek nu har givet ham den fornemme pris "Årets Pressefotograf".
Senja slap for at blive taget med af betjenten. Blandt andet fordi Peter Hove Olesen tog billeder af episoden. Og fordi Folkekirkens Nødhjælps medarbejdere var til stede.
Men især fordi drengen kunne henvise til CPC, Centret til Beskyttelse af Børn, som Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere driver.
Sårbare - ikke hårde og ødelagte
Centrets medarbejdere tager ud på gaden, hvor deres opsøgende arbejde har hjulpet tusinder af udsatte børn tilbage til livet. Væk fra gadens beton, vodka, limsnifferi og hårdt løsarbejde på byens markedspladser.
Peter Hove Olesen og hans kollega fra Politiken, journalist Line Aarsland, var i Kirgistan i forbindelse med Operation Dagsværk-indsamlingen 2. november.
I en stort opsat artikel 23. oktober 2005 beskrev de nogle meget barske vilkår for børn, som af forskellige grunde var endt på gaden i det postsovjettiske samfund.
"Drengene higer efter kontakt, en berøring, at blive set. De griner let, jo mere vi er sammen med dem, jo mere pjatter de. Det er svært ikke at holde af dem. De virker sårbare og søgende, ikke hårde og ødelagte", hed det blandt andet i artiklen.
Det lykkedes gymnasieelever fra hele Danmark at samle 8,3 mio. kroner ind til børnene i Kirgistan.
Det betyder, at CPC kan intensivere arbejdet med blandt andet undervisningsprogrammer, suppekøkkener og et center, hvor gadebørn kan bo mens de går i skole eller får en uddannelse.
Programkoordinator fra Folkekirkens Nødhjælp, Jørgen Thomsen:
Kirgistan er på mange måder gået i stå efter kommunismens fald. Men alle institutioner er til stede, blandt andet skoler. Hvad der mangler er penge. Men med få midler kan det hele startes igen. Både lærerkræfter og administrative værktøjer er til stede," siger han.
Tusinder af børn skal igen i skole
"CPC prøver at bryde den onde cirkel af apati og magtesløshed ved at lave hjælp til selvhjælp. Forældrene har kendt noget bedre - og ikke været vant til, at de skulle gøre noget selv," siger Jørgen Thomsen.
Det er CPC's mål, at mindst 2000 børn igen skal komme i skole, så der kan dæmmes op for landets stigende antal af analfabeter. Et fænomen, som ikke har eksisteret i Kirgistan i 70 år, men som nu er på vej tilbage.
