Selv om den voldsomme regn er stoppet i Pakistan, har vandet efter de massive oversvømmelser i store dele af landet endnu ikke trukket sig tilbage her midt i oktober.
Det gør livet yderst vanskeligt for de over fem millioner mennesker, der har mærket konsekvenserne af oversvømmelserne på tætteste hold – og hvor langt de fleste stadig ikke har kunnet vende tilbage til deres landsbyer og huse.
Over tre millioner børn risikerer at blive ramt af underernæring og sygdomme på grund af den katastrofale situation i Pakistan.
Større konsekvenser end sidste års oversvømmelser
I nogle områder i Sindh-distriktet ser det ud til, at oversvømmelserne rammer befolkningen endda endnu hårdere end de voldsomme oversvømmelser i Pakistan sidste år.
Det fortæller vicedirektør Muhammed Fazil fra Folkekirkens Nødhjælps lokale partner-organisation i Pakistan, Church World Service (CWS-P/A).
"Da nogle af de ramte områder ligger lavere end havets overflade, vil det tage månedsvis, inden vandet fra floderne trækker sig tilbage," siger han.
Vandet gør det vanskeligt for befolkningen at nå frem til deres huse, skoler, sundhedscentre og markedet.
"Og det stillestående vand giver også optimale betingelser for myg, fluer og andre insekter. Alt i alt er situationen med til, at sygdomme som malaria og diarre spreder sig," siger Muhammed Fazil.
Søger EU om hjælp
Folkekirkens Nødhjælp støtter gennem vores kirkelige netværk ACT Alliance og via den lokale partner CWS ofrene for oversvømmelserne i Pakistan.
I denne uge har CWS-P/A uddelt 1000 pakker med mad og 1000 pakker med såkaldte Non-food-items (køkkengrej, hygiejne-remedier, madrasser, myggenet og andet) til familier i Thatta-distriktet.
Folkekirkens Nødhjælp søger i øjeblikket EU's kontor for humanitær bistand om et beløb til hjælp for indsatsen i Pakistan og er blevet foreløbigt godkendt til at kunne gå videre med en ansøgning på cirka 1 million euro.
Pengene skal blandt andet bruges til fire mobile sundhedscentre i to distrikter i Pakistan samt til uddeling af forskellige nødhjælpsartikler.
Samtidig har ACT Alliance sendt en appel ud til alle i det kirkelige netværk om, at ACT Alliance har brug for akut hjælp til Pakistan for 7,8 millioner dollar – over 42 millioner kroner.
Foreløbigt har det været vanskeligt at samle de helt store beløb ind til Pakistan og få den nødvendige bevågenhed på katastrofens omfang.
Landmændene frygter for fremtiden
For oversvømmelses-ofrene ser fremtiden noget dyster ud, hvis ikke det lykkes at skaffe de mange penge til akut nødhjælp.
I Sindh-provinsen er 73 procent af alle afgrøder blevet ødelagt af vandmasserne. Det er alvorligt, da fire ud af fem af de ramte pakistanere ernærer sig ved hjælp af landbrug.
Og landmændene kan heller ikke se frem til at kunne så nye afgrøder som normalt til november, da deres marker står under vand.
Oven i det frygter de, at de også risikerer at gå glip af høsten i forårssæsonen, da vandet måske stadig ikke har trukket sig tilbage alle steder til den tid.
Det betyder, at Pakistan har brug for hjælp – ikke bare her og nu men også et godt stykke ude i fremtiden.
Det gør viGennem partner i ACT Alliance CWS-P/A forventer Folkekirkens Nødhjælp at hjælpe 48.000 mennesker i fire distrikter i Pakistan:
Nødhjælpsindsatsten består bl.a. af mad til 2.000 familier i to måneder, husly til 4.000 familier og mobile sundhedsklinikker til 12.000 mennesker.
Folkekirkens Nødhjælp har foreløbig støttet CWS-P/A med kr. 600.000 fra privat indsamlede midler samt med kr. 500.000 fra Danidas Nødhjælpspulje. |
