Modeshowet var et eksempel på, at genbrugstøj kan forvandles til fantasifulde og spektakulære nyskabelser.
"Det var os, der henvendte os til fisk, fordi fisk har en stærk profil og et ungt og moderne udtryk. Derfor fandt vi fisk perfekt egnet til projektet", fortæller Andrea, som underviser på Textilskolen.
At arbejdet med redesign af genbrugstøj er ikke nyt for fisk, som derfor straks var positive over for idéen.
Samtidig var det en oplagt mulighed for at lave en event, der sætter fokus på bæredygtigt forbrug.
Hvorfor redesign?
"Redesign er en spændende måde at arbejde på, fordi eleverne både får rammer og begrænsninger foræret, da tøjet er noget i sig selv," siger Andrea fra Textilskolen.
Samtidig har tøjet en masse detaljer og finish i sig, som bliver genbrugt på nye og overraskende måder. F.eks. ved at vende det på hovedet eller vende vrangen ud.
Det giver gode muligheder for at tænke ud af boksen og få åbnet op for den kreative proces.
Ekspressivt udtryk
Underviserne på Textilskolen havde lavet nogle tøjpakker af genbrugstøj, som eleverne fik udleveret.
De havde kun en uge til at sy og forvandle det almindelige tøj til unikke showpieces.
Det har været et bevidst valg fra undervisernes side, at pakkerne hovedsageligt indeholdt basisting såsom T-shirts og herreskjorter.
Pakkerne indeholdt ikke flotte vintage-kjoler, da det kunne bremse den kreative proces.
Tøjet skulle være noget, som eleverne turde gøre noget drastisk ved, da udfordringen netop var at skabe et ekspressivt udtryk ud af noget, som ikke i sig selv var noget særligt.
Og det lykkedes til fulde!
Frivillige kræfter og engagement
Det har krævet planlægning og koordinering at få stablet modeshowet på benene, og fisk har i processen været ansvarlig for de praktiske ting, som er løbet over en længere periode.
Alt fra lokaler, kontakt til modelbureau, frisør, stylist, lån af catwalk og lys - er nogle af de opgaver, der har været på tapetet.
I ugen op til modeshowet var der travlt for at få de sidste brikker til at falde på plads.
Så det var en forløsning for de frivillige og eleverne, da showet gik i gang, hvor de flotte modeller præsenterede 38 fantastiske kreationer på professionel vis.
Men hvad der også er fantastisk, er alle de mennesker, der frivilligt involverer sig for at realisere tankerne bag.
Derfor er Freestyle Restyle modeshowet ikke kun et bevis på kreativitet og godt håndværk. Det er også et bevis på, at de frivillige drives af et engagement og med en vilje til at ville gøre noget for andre mennesker.
Og det kan man kun rose og værdsætte.
Gik du glip af modeshowet? Så læs reportagen fra aftenen.
