sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Freestyle på catwalken for Pakistan
Print
Kendis-auktion på nettet, Ramadan-middag og gospelkoncert. Opfindsomheden er stor i kampen for at samle penge ind til ofrene for oversvømmelserne i Pakistan. Næste arrangement er et modeshow med efterfølgende tøjsalg.
05.10.2010

Det er to måneder siden, at de massive oversvømmelser i Pakistan var på alles læber, og billederne på TV talte deres tydelige sprog.

Siden har det strømmet ind med bidrag til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i området.

Den 1. oktober havde danskerne i alt doneret 7,2 millioner kroner til Folkekirkens Nødhjælps indsamling til Pakistan, og der kommer stadig bidrag ind.

Mange fantasifulde initiativer

En række københavnske kioskejere med pakistansk baggrund har samlet ind til Folkekirkens Nødhjælp.

Kioskejer Balal Khiljee tog initiativet og sørgede for, at 42 kiosker fik opstillet indsamlingsbøsserne lige ved siden af kioskernes kasseapparater.

Den indsats resulterede i godt 35.000 kroner.

Gospel og Ramadan-middag

Laura fra X-faktor og skuespiller Peter Mygind sikrede en skøn gospelaften, hvor billetentreen gav 46.000 kroner til indsamlingen.

Giverviljen var også overordentlig stor, da 378 mennesker spiste sammen til en fundraising-middag i forbindelse med Ramadanen.

Indsamlingen i forbindelse med middagen gav omkring 112.000 kroner.

Fodboldtrøjer og H.U.G.-maleri

Endnu et anderledes tiltag var en såkaldt kendis-auktion, hvor kendte som FCK-fodboldspilleren William Kvist og musikeren Lars H.U.G. donerede fodboldtrøjer og malerier.

”Vi er i gang med at få de sidste indbetalinger på plads, og når de kommer, har vi indsamlet for omkring 60.000 kroner, ca. 30.000 til Røde Kors og det samme til Folkekirkens Nødhjælp,” fortæller én af initiativtagerne Aamer Ahmad.

Modeshow for Pakistan

Men indsamlings-kampen er langt fra afblæst.

Den 28. oktober er der Freestyle Restyle modeshow i Helligåndshuset på Strøget i København.

Modeshowet er et samarbejde mellem Folkekirkens Nødhjælps funky genbrugsbutik fisk og Textilskolen.

På bare én uge skal eleverne på Textilskolen i Holte sy vilde og fantastiske showpieces ud af genbrugstøj.

Det syder og koger blandt eleverne i de her dage, og kreationerne er begyndt at tage form.

Tøjet kan efterfølgende købes i butik fisk på hjørnet af Sct. Peders Stræde og Nørregade i København.

Det lange seje træk

Og fra initiativet SupportPakistan, der også stod bag Ramadan-middagen, knokler dansk-pakistaneren Tanwir Ahmad med at få folk til at støtte Pakistan mere langsigtet.

Det kan man gøre ved at tegne en såkaldt PBS-aftale om støtte til Folkekirkens Nødhjælps lange seje træk i det katastroferamte land.

Hjælp Pakistan - tegn en PBS-aftale her

Af Eva Højrup og Lene Ejg Jarbøl


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne