Med et BNI pr. indbygger på 1.910 USD (2003) er Guatemala ikke blandt de fattigste lande i Mellemamerika. Men de nationaløkonomiske tal dækker over en enorm ulige fordeling af indkomst, hvor en lille elite tegner sig for størstedelen af indkomst og ressourcer i landet, mens næsten 60 procent af befolkningen lever på eller under fattigdomsgrænsen.
Landbrugs- og jordreformer var et af de vigtigste punkter i fredsaftalen fra 1996, men jorden er stadig ekstremt ulige fordelt. Den ulige fordeling af økonomiske og sociale ressourcer er et af de største konflikttemaer i Guatemala i dag.
Situationen er værst i landområderne og blandt den mayaindianske befolkning. Her lever en tredjedel af befolkningen i ekstrem fattigdom, dvs. for under en dollar om dagen.
Guatemala har en af de højeste grader af analfabetisme, børnedødelighed og fejl- og undernæring i Latinamerika. Den forventede levealder på 65,7 år er blandt Latinamerikas laveste.
Udvandring er blevet den foretrukne måde at undslippe fattigdommen i Guatemala på, og over 90.000 mennesker forlader hvert år landet. Næsten alle tager til USA.
