Den midaldrende mand griber sin lille hakke og træder med bare tæer forsigtigt i sandet på skråningen ned ad huset. Så sætter han sig på hug og luger ukrudtet væk fra de dyrebare grønsager.
Barkat vender sig, tørrer sveden af panden og kigger op mod sit hjem, der er lavet af strå. Her har han boet i tre år. Før boede han på den anden side af floden. Det var dengang, hvor han gang på gang mistede sit hus og sine køer og geder, når floden gik over sine bredder og oversvømmede hele området i landsbyen Sonaikazi i distriktet Kurigram i det nordvestlige Bangladesh.
”Jeg var hjælpeløs,” siger han og stirrer intens frem for sig.
Barkats hus forhøjet
Men så bryder han ud i et stort smil, mens han forklarer om meningen med galskaben: Om hvorfor hans hus nu ligger på et lille plateau ca. 2,5 meter oppe. Et plateau, der kun lige er stort nok til at rumme hans stråhytte med to afdelinger, en lille stald til koen og lidt grønsager bag huset – agurker, græskar, søde kartofler og papaja.
”Når vandet kommer, kan det ikke nå op til vores hus. Så nu behøver vi ikke bruge tid og kræfter på at bygge nye huse efter oversvømmelserne,” siger Barkat.
Råd til to måltider om dagen
Barkats familie får også en lille indtægt fra de grønsager, de kan sælge på markedet. Og det, Mr Barkats kone kan tjene ved at arbejde som tjenestepige hos rigere familier. Alt sammen er det med til at give Barkat og familien råd til to måltider om dagen. Mest ris og grønsager og en sjælden gang en smule fisk eller kylling.
Rent drikkevand sikres
Men heldet stopper ikke her. Barkat kigger stolt hen på de arbejdsmænd, der er i gang med at grave en brønd på hans grund. Og han lader blikket vandre til de betoncylindere, der skal udgøre et latrin.
”Sidste gang vi blev ramt af en oversvømmelse, måtte vi drikke beskidt flodvand. Næste gang vil vi bare kunne hente drikkevand ved brønden i baghaven, og vi kan bruge latrinet, så vi ikke risikerer at blive syge,” siger han.
Klar til næste katastrofe:
Med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp og EU har den lokale ngo, RDRS, organiseret arbejdet med lave plateauer i de mest katastrofeudsatte områder og blandt de allerfattigste i Mr. Barkats landsby i det nordvestlige Bangladesh.
