En solid jernport flankeret af to politimænd åbnes på klem, mens der spørges efter identifikation. Inden for jernporten fører en lille sti hen til hoveddøren i huset. Forbi endnu en politimand, der klemmer sit alt for store korpus ned i en lille plasticstol, mens han venligt smilende fører navnene på de besøgende ind i protokollen, inden vi får lov til at træde ind gennem hoveddøren i huset.

Overalt står stabler af papkasser, der minder om flyttekasser, men hvor der som en flygtig påmindelse er kradset navne på landsbyer, provinser og datoer ned med sort tusch-pen.

Quiche, Quiche, Quiche….lyser skriften på i alt 15 papkasser, der er bragt ind fra Quiche-provinsen i Guatemalas centrale højland. Længere inde i huset står endnu flere papkasser i stabler op til loftet.

Inde i gården skærmer et flere meter langt plasticforhæng af for vind og vejr, mens svømmepølen i det tidligere overklassehus står ubrugt hen. Bag forhænget i det, der engang var en carport, tørner fortid og nutid sammen i et mentalt brag. På de meterlange, smalle borde ligger omhyggeligt sorterede menneskeknogler, skeletdele, kranier, hofteskåle med form som englevinger. En plasticsutteflaske, et par gråhvide sandaler med fodknoglerne i behold, rester af små, fine perlehalskæder, tøjstumper.

Alt sammen med sedler ved, der med sirlige tal og koder kategoriserer det, som en gang var et menneske, dets hjemsted, landsbyen og det sted, hvor resterne af den døde blev gravet op.

Retsantropologerne i De Dødes Hus, som mayabefolkningen kalder det retsantropologiske center i hovedstaden Guatemala By, har travlt.

I øjeblikket har retsantropologerne omkring 50 ”sager” om året. Det neutrale ord ”sager” dækker over udgravninger rundt omkring i især højlandsområdet, hvor militæret førte en sand udryddelseskampagne rettet mod især den mayaindianske befolkning.

Freddy Peccerelli, der er leder af det retsantropologiske center, siger at han regner med, at det vil tage måske 15 år mere at finde frem til og grave de mere end tusinde massegrave op, der formodes at ligge rundt omkring i landet.”Guatemala er oversået med hemmelige massegrave”, som han siger.

Papkasserne, der er stablet til loftet rundt omkring i De Dødes Hus, indeholder jordprøver, skelet- og knogledele, tøjstumper, og hvad retsantropologerne ellers finder, når de graver en massegrav op.

Indholdet skal sorteres, renses, røntgenfotograferes, samles, kategoriseres og bruges som dokumentation, så endnu en bid kan føjes til historien om et folkemord.

For 20 år efter at de største massakrer i Latinamerikas moderne historie fandt sted i Guatemala, er de efterladte familiemedlemmer begyndt at hæve stemmen: De vil trække deres døde ud af mørkets glemsel, begrave dem ordentligt, de vil vide sandheden og have genoprejsning.

At turde sætte ord på

Rosalina Tuyuc, der er leder af Conavigua, Den Nationale Sammenslutning af Enker, siger, at omkring 50.000 kvinder blev direkte berørt af den væbnede konflikt. Deres mænd og sønner blev dræbt af militæret. ”Mange af dem ved den dag i dag ikke, hvor deres dræbte er begravet”, siger Rosalina Tuyuc, der selv mistede sin mand og sin far – de forsvandt sporløst, efter at de var blevet hentet af militæret.

Conavigua blev dannet i slutningen af 1980’erne af mayakvinder, hvis mænd var blevet dræbt eller ”forsvundet” under den ”interne konflikt”, som mange guatemalanere betegner den 36 år lange borgerkrig mellem skiftende militærdiktaturer og den venstreorienterede guerillabevægelse.

Kvinderne i Conavigua begyndte det langsommelige arbejde med at grave historien frem: at tage ud i landsbyerne, hjælpe familier og enker til at fremskaffe de fornødne papirer på, at deres døde virkeligt havde levet, at anmelde sagerne om de dræbte til indenrigsministeriet, at samle vidnesbyrd ind og få folk til at turde tale og sætte ord på de overgreb, der stadig en generation efter sidder som et Kainsmærke i samfundet og et tatoveret ar ind i sjælen på de, der mistede.

Men at grave i fortiden eller i det hele taget at kæmpe for sine rettigheder og retten til at vide kan være livsfarligt i Guatemala. Flere af Conaviguas lokale folk er blevet myrdet, og retsantropologerne får dødstrusler.

”Vi vil ikke have jer her, I svin. Vi slår jer ihjel, sådan som vi har slået 30.000 andre svin ihjel. De døde er døde, der er ingen ansvarlige i den krig…I skal ikke dømme os, knoglesparkere…”, lyder det seneste trusselbrev, som er sendt anonymt af ”de mørke kræfter” til flere af retsantropologerne og til deres nære familier.

For selv om der på papiret er demokrati og fred i Guatemala, så er en af de væsentligste forskelle mellem Guatemala og andre lande i Latinamerika, hvor der har været militærstyrer og diktaturer, at i Guatemala sidder en del af de ansvarlige for grove krænkelser af menneskerettighederne fortsat ved magten.

Det gælder blandt andet den tidligere militærdiktator Efrain Rios Montt, der i dag er formand for Kongressen, og som også ventes at stille op til valget til næste år som ”den stærke mand” i regeringspartiet. Det var i Rios Montt’s periode som diktator fra 1981-83, at nogle af de værste massakrer blev begået i Guatemala.

Enkerne i Rabinal

Et af de steder, hvor befolkningen fik militærets jernhånd at føle, var Rabinal. En typisk kommune i højlandet.

Engang boede der omkring 23.000 indbyggere i kommunen, der ligger spredt ud i små landsbyer og huse i højlandet. Men da militæret forlod Rabinal-området i 1984 var næsten en femtedel af indbyggerne - op mod 5000 mennesker - blevet dræbt.

” Den 20. december kom soldaterne til vores landsby og myrdede 20 mænd. Det var i 1981. Tre uger senere kom militæret igen. Nu slog de mænd, børn og gamle ihjel. Min mand blev dræbt, og det meste af min familie tvunget ud af landsbyen og dræbt. Mine to brødre blev også myrdet. Vi havde en tradition for at arbejde i fællesskab, så militæret beskyldte os for at være guerilla”, fortæller Luiza Xitumul i landsbyen Panacal.

Pacanal er en typisk landsby i højlandsområdet i Rabinal med sine små jordlodder, der er plantet til med majs og bønner, og små, stenede stier, der fører rundt til husene. Her bor cirka 450 mennesker – men ligesom i mange af nabolandsbyerne er der overtal af enlige kvinder - enker efter militærets massakrer.

En gruppe kvinder har samlet sig på verandaen i Luiza Xitumuls lille lerklinede hus. Et øjebliks tysthed brydes af skrattende radiomusik. De hvisker lidt til hinanden på achi-mayasproget, en lyd, der flyver op mod himlen som små, flaksende fugle, mens den ældste af kvinderne knuger sine senede og slidte hænder, da de begynder at ryste.

”I tre år bagefter sagde vi ingenting. Vi var bange, og vi turde ikke tale om det, der var sket. Militæret havde sagt til os, at vi også skulle dø, hvis vi snakkede om det. Men en dag under gudstjenesten sagde præsten til os, at han vidste, at der var sket forfærdelig ting i landsbyen, og vi begyndte at tale sammen, lidt efter lidt”, siger den 66-årige Cruza Sical lavmælt.

Da de endeligt turde tale i Panacal og i nabolandsbyerne, forsøgte en gruppe på over 50 enker at få anmeldt drabene i indenrigsministeriet.

”Men de sagde, at vi løj. At vores mænd ikke var forsvundet eller blevet dræbt, og at de var taget i bjergene med guerillaen. Senere fik vi med støtte fra menneskerettighedsoranisationer og kirken gravet en af massegravene op, og der lå 47 lig i. Vi vil aldrig glemme det, der er sket. Militæret og civilpatruljerne slog vores mænd, brødre og sønner ihjel med regeringens velsignelse. Vi har ingenting fået, ingen forklaring, ingen undskyldning, ingen erstatning, ingenting, og flere af os ved stadig ikke, hvor vores døde er, fordi soldaterne tod dem et andet sted hen og dræbte dem,” siger Luiza Xitumul, hvis klare og smilende øjne dækkes af en blank hinde af forskudt erindring.

Ud af mørket

I Quiche-provinsen længere mod vest har en større gruppe af familier, der er klædt i deres bedste og mest farvestrålende tøj, sat hinanden stævne i det lille kommunehus i byen San Andres Sajcabaja.

Formiddagens solstråler har fejet nattens kulde og tågeskyer væk fra de grønklædte bjerge og vulkantoppe, da retsantropologerne ankommer i et par pickups, der er lastet med papkasser og papirposer fra De Dødes Hus i Guatemala By.

Her er knogle- og skeletdele fra 20 voksne mænd og kvinder, fire drenge og et barn på mellem 2-5 år. Fire mere bliver identificeret på stedet ud fra tøjrester, som familierne genkender. En forbliver ukendt. De er gravet op for knapt 15 måneder siden ni forskellige steder omkring San Andres Sajcabaja i Quiche-provinsen

De anonyme knogler får liv og genfortæller den historie, der i årevis har skabt en mental fastslåsning af frygt, smerte og skyld, da de overgives til familierne, som sidder på det bare stengulv og tålmodigt venter på at modtage deres døde.

Tårerne triller ned ad kinderne på den gamle kvinde, da antropologen tager kraniet af hendes mand frem, som hun lægger i kisten. En høj hylen, en klagesang, der går gennem marv og ben, men som er med til at bære de døde ud af mørkets glemsel.

Skeletrester arrangeres som et almindeligt lig på et stykke vævet stof med kraniet i den brede del af kisten og benene længst nede. Nogle lægger nyt tøj, som skal følge den døde på rejsen.

Hammerslag, gråd, kommen og gåen og småsnak i kommunehallen blander sig, mens kisterne sømmes til, og navnet skrives med spritpen på trækisten.

Kiste for kiste stilles op langs væggen i kommunehallen, så der til sidst står 30, og hver familie sørger ved deres kiste, mens der tændes lys og rummet fyldes af duften af røgelse fra de små blikdåser, der bruges som røgelseskar.

Wach, tjax, tjum, wach, tjax, tjum - de dødes ånder påkaldes på quiche-sproget, mens røgelseskar svinges frem og tilbage.

Udenfor kommunehuset er der marked og byfest. Lydsiden fra en amerikansk film, musik og støjen fra spillemaskiner brager mod familierne, da de stiller sig op i to lange rækker med kister og papskilte, hvor de kræver de ansvarlige for drabene for 20 år siden til ansvar for deres gerninger.

Stille begiver rækken af kister og familier sig igennem byens larm, mens solen klæder de grønne bjerge i blødt eftermiddagslys.

Vejen er lang, selv om de små kister ikke syner af meget. Ned ad det ene bjerg, forbi markedet, rundt om byen, tilbage op ad bjerget og hen til plazaen foran kirken i San Andres Sajcabaja.

Her stilles kisterne i en oval cirkel foran døren ved den gamle stentrappe. Hver kiste får sit lille gule lys, og luften står stille, mens lysene brænder ned. Alle går inden for rundkredsen af kister og beder på knæ mod de fire verdenshjørner med opstrakte arme og håndfladerne vendt op mod himlen.

Ved siden af kirken forbereder mayapræsterne deres ceremoni. De bygger et stort bål af lys. Lægger en cirkel af nåle fra de store nåletræer i bjergene og strør blomster ud over rundkredsen. Mod hvert verdenshjørne står en mayapræst og et lys, mens to lys brænder i midten af det store lysbål: et blåt for himlen, et grønt for jorden.

Mayapræsterne taler til de døde og til livet, som ifølge den mayaindianske kosmovision er et træ, der i toppen har himlen, i midten har jorden og i rødderne - det underjordiske mørke.

Røg og flammer fra lysbålet forvandler ansigterne til skygger i aftenmørket og kaster et rødt skær over sorgen, mens kisterne bæres ind i kirken og stilles op i rækker på kirkegulvet. Den lange vågenat over de døde begynder.

Tidligt næste morgen er der gudstjeneste på spansk og quiche. Nogle går op til alteret og får nadveren og velsignes på vej ud. Nogle har drukket guaro (ren alkohol) for at dulme sorgen. Der er kommet flere mennesker til, og familierne fra landsbyerne samles i to lange rækker med lys og blomster i hænderne. Kisterne bæres på skulderen eller på hovedet og så går processionen endnu en gang gennem byen og op til kapellet, hvor mayapræsterne har været i gang hele natten.

Langs kapellet er der gravet et to og et halvt meter dybt og 18 meter langt hul, og graverne er stadig i gang med at få den sidste jord op, da optoget ankommer.

En for en lægges kisterne ned, så de står i to lange rækker. Hovedet mod øst, hvis farve er rød og står for styrke, blod og lys. Benene mod vest, der har farven sort og betyder ro og beskytter mod nattens onde ånder.

Der er lige nøjagtigt plads til de 30 kister i hullet ved kapellet. Mens de får den sidste velsignelse af mayapræsterne, lægges blomster ned, og sodavand eller guaro hældes over kisten. Kort efter er kisterne tildækket med jord, familierne samler sig og går hver til sit. Nu ved de, hvor de døde er.

Artiklen blev bragt i Politiken december 2002.