| Fotos: Mikkel Østergaard |
Rigtig mange mennesker lagde vejen forbi fisk på Kulturnatten i København og fik mulighed for at opleve den nye fair-trade butik, de lækre kager og ikke mindst en fantastisk fotoudstilling.
I kælder-loungen stod fotograf Morsi og vores Cambodjaeksperter klar til at fortælle om moderne slaveri.
Billederne, der på dette års Roskilde Festival var med til at indbringe 874.000 kroner, kom fuldstændig til deres ret mellem DJ Kobbe, genbrugstøj, fairtrade-varer og mylderet af interesserede gæster.
Specielt var mange børn meget nysgerrige og prøvede at forstå, hvad børnene på billederne lavede blandt mudder og mursten.
Forrygende stod det også til i Folkekirkens Nødhjælps gård i Nørregade 13 - hvor det efterhånden legendariske minerydningstæppe tiltrak både børn og voksne.
Minerydningsholdet var som altid veludstyrede med sikkerhedsvest, hjelme og oplysningsmateriale, så enhver gæst gik derfra med en større viden om dette verdensomspændende problem. Trods de øredøvende brag fra eksplosionerne fra dem, der trådte forkert, kom alle derfra med liv og lemmer i behold og med smil på læben. Sådan er det ikke i virkeligheden.
