“Nepal er et fattigt land, og hvert år er der mange nepalesiske kvinder og mænd, der udvandrer til Indien, Sydøstasien, Mellemøsten og Europa. Mange af kvinderne lider den skæbne at blive handlet over grænsen og tvunget ud i sexindustrien. Andre mister hele deres opsparing til svindleragenter eller rejser til fremmede steder, hvor de kun møder vold og fremmedgørelse”, siger Sunita, som i sin tid udvandrede til Kuwait men nu er vendt hjem.
Fakta om migration
Ifølge en rapport fra ’Nepal Institute for Development Studies (2003)’, fremgår det at 700.000 nepalesere arbejder i udlandet, længere væk end Indien, primært i Mellemøsten, Østasien og Sydøstasien. Ca. fem procent af dem er kvinder. 700.000 arbejder i den private sektor i Indien, og 250.000 arbejder for den offentlige sektor i Indien.
Illegal migration til arbejde i Kuwait
“Jeg er den ældste i en søskendeflok på fire. Min familie kæmpede hårdt for at få enderne til at mødes, så derfor besluttede jeg at rejse til Kuwait. Vi havde meget gæld, og der var ikke noget arbejde til mig i Nepal, så jeg kunne tjene nok til at tage mig af min familie.
Nepals regering forbød udrejse til Mellemøsten i 1998, men det skulle ikke stoppe mig. Min stedmor har boet i Kuwait, og hun fortalte, at lønningerne var gode der, og derfor sagde jeg ja til at tage af sted. Jeg fik med stort besvær en agent til at hjælpe mig med mine papirer, og så rejste jeg til Kuwait via Delhi”, fortæller Sunita.
Skræmmende at rejse alene
“Jeg fik ikke i nogen vejledning, og der var ingen der gav mig nogen råd i forbindelse med min rejse. Jeg havde aldrig været uden for Nepal, og jeg var skrækslagen under denne min første rejse alene. Da jeg landede, var der en kvinde og en mand, der tog mig med hen til et agentkontor. Jeg havde ikke fået noget mad på flyet, og der var heller ingen af disse to, der tilbød mig noget at spise. Hos agenterne var der mange andre nepalesiske kvinder som mig selv. Jeg tilbragte natten på kontoret”, fortæller Sunita.
Kampen for en fair løn
Næste dag kom der to kvinder og hentede Sunita og tog hende med til et hus. De sagde, at de ville betale hende 127 dollars for at arbejde som hushjælp. ”Jeg blev meget overrasket, for jeg havde fået at vide af agenten, at jeg ville blive betalt 144 dollars”, siger Sunita. Hun diskuterede længe med dem, og til sidst gik de med til det, fordi de kunne mærke, at hun var urokkelig. Så blev hun taget med ind i huset, hvor der allerede arbejde seks andre tjenestepiger.
“Jeg havde nogle meget lange arbejdsdage, og jeg blev hele tiden skældt ud. De andre tjenestepiger trynede mig og tvang mig til at gøre deres arbejde også. Jeg fik aldrig nok at spise, og jeg blev meget svag. På et tidspunkt begyndte jeg at kaste blod op, og da jeg havde bedt om det adskillige gange, tog mine arbejdsgivere mig med tilbage til agenten. Jeg vidste, at agenten også ville behandle mig dårligt, men jeg var desperat. Kort efter blev jeg sendt hen til et andet hus og derefter det næste. Det var det samme alle steder: ingen hvile og masser af arbejde”, fortæller Sunita.
Svigtende helbred og stor gældsbyrde
Inden længe blev Sunitas helbred dårligere, men kun havde ikke mulighed for at tage hjem. Hun talte ofte med sin familie og var helt desperat. Og hun græd hver aften. ”Jeg ville gerne vende hjem til mit eget land, men hvordan skulle jeg kunne det? Jeg havde taget et stort lån for at komme til Kuwait, og det måtte jeg betale tilbage. Jeg havde drømt om at tjene mange penge i Kuwait, men jeg måtte ofre mit helbred”, siger Sunita med tårer i øjnene.
Sunitas dårlige helbred plagede hende meget. Arbejdet og klimaet var ikke godt for hende, og hun blev dårligere og dårligere. Til sidst fik hun hjælp af sine sidste arbejdsgivere. Eftersom hun hele tiden blev syg, lod de hende rejse hjem. Sunita kom tilbage til Nepal efter at have arbejdet i Kuwait i 6 år. Hun betalte for sin egen billet.
Ejer et stykke jord og har en køkkenhave
I dag ejer Sunita et lille stykke jord, hvor hun har bygget et hus til sin familie. Køkkenhaven giver dem mad at spise, så hendes helt basale behov for husly og mad er på plads. Begge hendes børn går i skole, og hendes mand har et fast job.
Siden 2006 har hun arbejdet for POURAKHI og har deltaget på mange møder og kurser om sikker migration.
I sin stilling som migrationsrådgiver, lærer Sunita fattige kvinder om sikker migration. Hun afholder ofte gruppemøder i landsbyer, hvor hun oplyser om processerne og papirarbejdet i den forbindelse og om de forskellige ting, man skal være opmærksom på for at kunne forlade landet sikkert.
“Mit job er at oplyse om alle aspekter inden for migration. Det gør mig glad, fordi jeg kan bruge mine egne personlige erfaringer og hjælpe familier, som ønsker at forlade landet”, siger Sunita.