Den 1. januar blev en ny FN-styrke indsat i Sudans borgerkrigshærgede Darfur-provins for blandt andet at beskytte civile mod mord, lemlæstelse, voldtægt og andre brutale overgreb.
Efter flere års tovtrækkeri har regeringen i Sudan endelig givet FN grønt lys til at hjælpe den pressede styrke fra Den Afrikanske Union (AU), som har været i Darfur siden 2004.
Med 20.000 soldater og 6.000 politifolk vil den fælles AU- og FN-styrke kaldet UNAMID blive FNs største fredsbevarende mission nogensinde.
| Om beskyttelse |
|---|
| Læs rapporten fra det internationale seminar ”Protection of Civilians – Learning from Darfur”, som Folkekirkens Nødhjælp afholdte sammen med Udenrigsministeriet i efteråret |
Endelig kommer der et lyspunkt i Darfurs tragiske historie, vil mange sikkert tænke. Men nej. Jeg er bange for, at mareridtet for de over to millioner mennesker, som er blevet drevet på flugt på grund af overgreb, kampe mellem militser, oprørsgrupper og regeringsstyrker, langtfra er slut.
Alt hvad jeg ser og hører tyder på, at den nye fredsbevarende FN-styrke vil lide den samme skæbne som styrken fra Den Afrikanske Union, der hverken har formået at beskytte sig selv eller civile mod overgreb. AU’s troværdighed og handlekraft i Darfur er lig med nul, og det samme kan ske med FN-styrken, hvis ikke de vestlige lande bakker den massivt op og presser den sudanesiske regering til at give styrken de nødvendige arbejdsvilkår.
Vestlige lande bliver nødt til at stå sammen om at konfrontere Kina og Rusland, som i lang tid har hæmmet FNs Sikkerhedsråd. De to lande, som har lukrative olie- og våbenaftaler med styret i Khartoum, skal tvinges til at lægge pres på den sudanesiske regering. Ellers kan indsættelsen af den nye FN-styrke skabe mere kaos i Darfur end sikkerhed.
Sudans regering styrer slaget
Den 26.000 mand store styrke skulle have været på plads ved årsskiftet, men kun en tredjedel er klar. Det vil sige, at styrken primært består af de samme afrikanske soldater, som udgjorde AU-styrken. Den eneste forskel er, at soldaterne har skiftet deres grønne hjelme ud med de karakteristiske blå FN-hjelme.
Det er stadig den sudanesiske regering, der styrer slagets gang i Darfur. Regeringen har modsat sig at se hvide ansigter i soldateruniform, så trænede vesterlændinge er udelukket. En nordisk ingeniør-enhed er allerede strandet på grund af Bashirs reelle vetoret over for styrkens sammensætning.
Regeringen i Khartoum forsinker konstant processen for at gøre FN-styrken lige så tandløs som AU-styrken.
Bashir vil også have lov til at afbryde den nye FN-styrkes kommunikationslinjer, når regeringen har en såkaldt »sikkerhedsoperation«. Hidtil har det vist sig, at når myndighederne i Khartoum lukker for al kommunikation i Darfur - internet, telefonlinjer og mobilnettet - er der masser af aktivitet i lufthavnen, hvor kamphelikoptere og Antonov-bombefly bliver gjort klar til endnu et angreb.
Bashir har også udtalt, at det ikke er muligt for FN-styrken at flyve om natten. Men det bliver måske heller ikke et problem, da styrken mangler helikoptere, som FNs medlemslande stadig tøver med at hoste op med.
Blå hjelme er højrisiko-mål
Når man har fulgt situationen i Darfur, er det ikke overraskende, at styret i Khartoum igen stikker en kæp i hjulet for, at resten af verden i form af FN kan komme civilbefolkningen i Darfur til undsætning og være med til at løse den over fire år lange borgerkrig, hvor den sudanesiske regering selv udgør en af de krigende parter.
I Darfur har FN-styrken allerede fået øgenavne som »Titanic« og »Det dødfødte barn«. Nødhjælpsarbejdere undgår de blå hjelme, da de regnes for højrisiko-mål. Selv FNs generalsekretær formoder, at bevæbnede grupper vil angribe FN-styrken for at se, om de kan bide igen.
Kan den ikke det, vil styrken miste sin troværdighed og lide samme skæbne som sin forgænger AU, lyder vurderingerne fra Darfur. Det første angreb på den nye styrke skete allerede i mandags, hvor en tydelig mærket konvoj blev beskudt af bevæbnede mænd.
AU kunne ikke beskytte civile
Jeg husker tydeligt, hvordan de fordrevne familier, nødhjælpsorganisationerne og hele FN-apparatet havde store forventninger til soldater og politifolk fra Den Afrikanske Union, som oprindelig blev indsat i Darfur i 2004 for at overvåge en våbenhvileaftale mellem oprørsgrupper og den sudanesiske regering. Ligesom dengang er forventningerne til den nye FN-styrke urealistisk høje.
Jeg besøgte byen Labado i det sydlige Darfur i februar 2005, lige efter at den tidligere oprørsby var blevet overtaget af regeringsstyrkerne. Sorte ringe i sandet fra nedbrændte hytter og bøjet metal var alt, der stod tilbage. Kæmpehuller i det røde sand vidnede om bomber, der var blevet kastet ud fra de berygtede Antonov -bombefly. Men under de krogede træer i skyggen var der liv.
Mænd, kvinder og børn søgte ly for solen og kampene, som endnu ikke var ovre i de omkringliggende landsbyer. De sad helt stille, omgivet af de få ejendele som det var lykkedes dem at få med sig under flugten. Familierne fortalte enslydende historier om, hvordan deres landsbyer var blevet omringet af militser, der satte ild til deres huse, voldtog kvinderne og skød efter mændene. De troede, at Labado som base for AU ville blive et trygt sted at være. Det viste sig senere at være en falsk tryghed.
De få soldater fra AU fandt hurtigt ud af, at både militser og oprørere var bedre udrustet og i overtal. En frustreret øverstkommanderende fortalte mig, at alt, hvad han kunne stille op, var at rapportere tilbage til hovedkvarteret om kidnapninger, voldtægt og mord.
Mistede befolkningens tillid
Historien i Labado endte med, at indbyggerne efter demonstrationer og utallige opråb vendte sig mod oprørsgrupperne igen for at få beskyttelse. Oprørerne indtog langsomt byen og var dermed med til at gøre indbyggerne til mål for regeringens og militsernes angreb igen. Soldaterne fra AU kunne ikke gøre andet end at se på.
Til sidst så både befolkningen og oprørsgrupperne AU som Khartoum-regeringens marionetdukke. Det skyldes blandt andet, at AU var med til at formidle en fredsaftale i maj 2006, som splittede oprørsgrupperne og skabte endnu mere kaos og lovløshed. Over 50 soldater fra AU har mistet livet i Darfur. 30 er blevet dræbt under overfald af bevæbnede grupper.
Hvad skal vi så stille op med Darfur? Hvis ikke den nye FN-styrke kan sætte en stopper for lidelserne, hvem kan så? Ansvaret for at beskytte civile mod overgreb ligger først og fremmest hos Sudans regering, men også oprørsgrupperne har et ansvar. Hvis de ikke kan eller vil gøre det, har det internationale samfund i form af FNs medlemslande en forpligtelse til at gribe ind, om nødvendigt med magt.
Masser af hensigtserklæringer
I efteråret afholdt Folkekirkens Nødhjælp sammen med Udenrigsministeriet et internationalt seminar om, hvad vi kan lære af indsatsen for at beskytte civile i Darfur. Én ting stod meget klart: Det skorter ikke på erklæringer og resolutioner, som understreger vores forpligtelse til at beskytte civile mod overgreb. Men i praksis har det været svært for de mange aktører i Darfur at være med til at beskytte de civile uden den nødvendige politiske opbakning.
Der mangler f.eks. et tydeligt lederskab blandt de humanitære organisationer. Roller og mandater er ikke klare. Særligt politidelen i den nye FN-styrke skal fremhæves, have et klart mandat og adskilles fra den militære del, lød vurderingen fra eksperterne.
Den stigende lovløshed er nemlig en af de største udfordringer i Darfur, som også påvirker alt nødhjælpsarbejdet med direkte angreb på biler og personer. I alt 12 nødhjælpsarbejdere er blevet dræbt i 2007. Den største chance for fred i Darfur er de fredsforhandlinger, som FN og AU er i gang med.
De største oprørsgrupper nægter fortsat at være med, men indtil videre holder fredsmæglerne hovedet koldt. Opråbet fra humanitære organisationer og analyse¬institutter om at afskaffe »deadline-diplomatiet« synes at være trængt igennem.
Nødhjælpsarbejdet kan ikke stå alene
Borgerkrigen i Darfur er kompliceret, og det tager tid at få alle parter i krigen med om bord, så en ny fredsaftale kan hvile på det bredest mulige grundlag. Den lykkelige afslutning på Darfurs lidelser lader vente på sig. Indtil medlemslandene i FN lægger vægt bag deres store ord om at beskytte civile, holder internationale nødhjælpsorganisationer over fire millioner mennesker i live med nødhjælp.
Men nødhjælpsarbejdet kan ikke stå alene. Den nye FN-styrke skal have størst mulig opbakning, hvis ikke den skal blive endnu et eksempel på vores halvhjertede forsøg på at hjælpe befolkningen i Darfur.
Denne tekst har været bragt som kronik i Berlingske Tidende 11. januar 2008
