| Flash mobbere på vej fra Lurblæserne på Rådhuspladsen mod Frue Plads ved domkirken i København. Flash mobben symboliserer en klimaflygtningestrøm. |
Folkekirkens Nødhjælps ungdomsnetværk står bag Danmarks første follow me- flash mob i København. Trods regn møder cirka 150 frivillige flash mobbere op til gåtur på Strøget og sætter fokus på de 200 millioner mennesker verden over, som risikerer at miste deres hjem på grund af klimaforandringerne.
Budskabet ud på en halv time
| Sarah Kristine Johansen og alle flash mobberne afslutter gåturen ved Camp Countdown med at stå bomstille i et halvt minut i klimaets tegn. |
”Det er en sjov og anderledes måde at være aktivist på. Det er en konkret og simpel aktivitet – du følger bare efter de andre og gør det samme som den foran. Og så tager det kun en halv time at få et budskab ud til rigtig mange mennesker, som vi ellers ikke ville nå,” fortæller 25-årige Sarah Kristine Johansen, som også er med i holdet af frivillige som arrangerer events og stunts ved Bella Centret.
Der er 1, der er 2, der er 150…
| Hvad er en flash mob? |
|---|
|
En flash mob er en gruppe af mennesker, der forsamles pludseligt på et offentligt sted, og fælles udfører en usædvanlig og ofte morsom handling, hvorefter de spredes igen. |
”Vi er ret nervøse for, om der overhovedet dukker nogen op til vores follow me-flash mob,” fortæller Sarah Kristine Johansen, som har været med at sprede budskabet blandt andet via facebook.
Men der er ingen grund til bekymring for de første 20 flash mobbere, som starter menneskeslangen, bliver hurtigt suppleret af mange flere flash mobbere på deres tur igennem byen.
Flash mobbere fra hele verden
Det er ikke kun danskere som deltager i menneskestrømmen – også folk fra Sydafrika, England, og en del af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere fra Cambodja, Indien og Bangladesh bakker op og havner efter gåturen i Camp Countdown på Frue Plads, hvor Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær åbner flygtningelejren med bål og tale.
