Det er blandt andet Folkekirkens Nødhjælp udsendte i Burundi, Peder Pedersen, der har bekymrede panderynker, hvis hjemsendelsen af Burundi-flygtninge presses for hurtigt igennem, uden at man også husker Burundis egen befolkning:
"Lokalsamfundene i Burundi er meget fattige efter krigen. Og det belaster dem hårdt, hvis der kommer for mange flygtninge på een gang. Det kan i værste fald give nye uroligheder," siger han.
"De folk, der i forvejen er i Burundi, enten som internt fordrevne eller lokale beboere, er ofte endnu fattigere end de hjemvendende flygtninge. Det er derfor vigtigt, at man støtter alle tre parter med udviklingshjælp," tilføjer han.
Peder Pedersens bedømmelse af Burundis fattigdom bekræftes af Verdensbankens tal: Burundi er under borgerkrigen raslet ned til nu at være verdens tredjefattigste land.
Bruttonationalproduktet fordelt per indbygger er halveret siden krigens start i 1993, og storstilet hjælp fra FN kan man godt glemme: Kun cirka 30 procent af FN-ansøgninger om hjælp til Burundi får penge – til sammenligning bliver 97 procent af FN--ansøgningerne til Irak dækket af medlemslandene.
Også Jesse Kamstra er bekymret, hvis hjemsendelsen af burundi-flygtninge presses for hurtigt igennem.
Han er projektkoordinator i Tanganyika Christian Refugee Service (TCRS), som Folkekirkens Nødhjælp i mange år har støttet i flygtningelejrene i Tanzania.
Det er TCRS og Det lutherskeVerdensforbund, LWF, som står for en stor del af Burundi-flygtningelejrene i Tanzania.
"Hvis hjemsendelsen sker med det nuværende, fornuftige tempo, vil halvdelen af flygtningene været taget hjem inden årsskiftet. Men jeg kan frygte, at donorerne i begejstringen over freden "glemmer", at den anden halvdel af flygtningene – og det er 60.000 mennesker alene i Kibondo distriktets lejre – også skal have mad og hjælp i 2005," siger han.
Det er ikke kun "donortræthed," der kan presse flygtninge til at tage hurtigere hjem end den nuværende strøm på nogle tusinde om ugen.
Presset kommer også fra Tanzania, der er blevet træt af Burundi-flygtningene, og fra Burundis eget styre, der vil have flygtningene hurtigere hjem. Også i Amnesty International –ringer alarmklokkerne.
I rapporten "Burundi: A critical time" advarer Amnesty International om, at det netop var en forhastet hjemkomst af flygtninge i Burundi i 1993, der var en væsentlig årsag til, at borgerkrigen brød ud; En krig, der har kostet 300.000 mennesker livet.
Netop for at undgå konflikter gennemfører Folkekirkens Nødhjælp udviklingsprogrammer i Burundi, der støtter de svageste grupper - uanset oprindelse.
Et af projekterne ligger i Kimeza i Burundis nordøstlige hjørne. Her arbejder 520 mennesker, mange af dem krigsenker eller plejemødre til forældreløse børn, med at fremdyrke bedre såsæd og forbedre kvægholdet.
Det er et vigtigt arbejde i et overbefolket land, hvor markerne skal bruges effektivt og køerne give mere mælk, så alle munde kan mættes.
"Projektet medfører også, at vi bedre kan leve sammen, uanset om vi er den ene eller den anden etniske gruppe, eller om vi har været flygtninge eller ej. Vi kan bygge fred med det her," siger den 62-årige lokale præsident for Kimeza-projektets komité, Mibura Ajones.
Freelance journalist
Bjarne Ussing
Revideret: 26-04-2004