Se nøje på de to øverste billeder. De forestiller Kathirkamathamby Samythamby og hans søn Payamananthan.
De er taget med knap et års mellemrum.
Det lille billede blev taget kort tid efter tsunamien, da en medarbejder fra Folkekirkens Nødhjælp fulgtes med Kathirkamathamby Samythamby til det sted, hvor han mistede konen og et barnebarn til flodbølgen.
Han optrådte i en artikel i bladet NØD i marts 2005 - det er den artikel, han holder i hånden på det andet billede.
Han bor ikke længere i et lille, midlertidigt telt - han har fået et lille skur med et tæt bliktag og støbt cementgulv. Der er to rum, hvor han bor alene med datteren og sønnen.
Han har fået 50.000 rupees (ca. 3.000 kroner) til at etablere sig for. De har rakt til at bygge en lille butik og købe et varelager. Der er kunder nok i nabolaget, for han er midlertidigt genbosat sammen med flere hundrede andre fiskerfamilier.
Fremtiden?
Han vil ikke tilbage til sit gamle sted mere. Han frygter stadig havet, men det betyder ikke, at han vil opgive livet som fisker.
Han vender gang på gang tilbage til, at han ikke har fået hjælp til en båd endnu. Men det skal nok komme, han står på venteliste. Og desuden er det ikke årstiden til fiskeri - bølgerne er for store. Han er glad for at have butikken.
Når Kathirkamathamby engang får sin båd, skal sønnen passe butikken for ham - han er lidt svagelig, så han kan ikke tage rigtigt arbejde.
Datteren er kun 12 år, så hun skal stadig gå i skole. Hun skal have en uddannelse, så hendes tilværelse skal blive bedre end hans.
Og derfor står han tidligt op om morgenen for at lave mad til hende, han står med maden klar, når hun kommer hjem fra skole. Og hun får tid til at læse lektier.
Kathirkamathamby har ikke giftet sig igen, selv om han ikke lægger skjul på, at det svært at klare hverdagen med husligt arbejde og at skulle skaffe penge til de daglige fornødenheder.
Faktisk er han ikke helt sikker på, at en ny kone ville behandle hans børn ordentligt.