Det er tidlig morgen i landsbyen Aaron i det nordlige Malawi.
En flok mænd graver koncentreret i det lerede mudder og bærer det væk. De er ved at anlægge en fiskedam på 35 x 10 meter.
Mændene er alle medlemmer af Kachikomere Fiskeopdrætter Klub. Når de har gravet fiskedammen her, tager de fat på den næste.
”Vi har været her siden kl. fem i morges,” siger Yohane Shumba. Han er initiativtager og én af de samlende kræfter bag Kachikomere Fiskeopdrætter Klub.
”Næsten alle medlemmer af vores klub er her for at hjælpe. I dag graver vi min fiskedam, og når vi er færdige med den, tager vi videre til et andet medlems fiskedam. På den måde arbejder vi hurtigere og sikrer, at alle fiskedammene bliver fyldt med fiskeyngel samtidig,” forklarer Yohane,
Svage medlemmer får hjælp
Da det gik op for medlemmerne af fiskeopdrætter-klubben, at det er et kæmpe arbejde at grave sin fiskedam ud, blev de enige om at hjælpe hinanden.
”Vi har medlemmer, der er gamle og svage, og nogle er ramt af sygdom. De har ingen mulighed for at skaffe penge til at leje arbejdskraften, og de kan ikke selv grave deres egne fiskedamme,” siger Yohane.
Mens lyden fra tunge hakker og knirkende trillebører fortsætter, kan man ikke undgå at bemærke klubbens samhørighed. Alle foretager sig noget til fælles bedste.
Oplærer hinanden
I slutningen af februar uddannede Folkekirkens Nødhjælps lokale partner CSC (Christian Service Commitee) 12 medlemmer af klubben i grundelementerne i fiskebrug og konstruktion af damme. De 12 medlemmer er nu ledende fiskefarmere, der uddanner deres medfarmere og andre interesserede i fiskebrugsteknikker.
"Vi har fået en meget praksisbaseret uddannelse og har haft susende travlt med at uddanne og instruere andre fiskeopdrættere i de seneste tre måneder. Efterspørgslen efter vores viden og hjælp har været overvældende” fortæller Yohane.
Fiskedamsprojektet
-
Kachikomere betyder ’Vær selvforsynende - håb til de fattige bønder’.
-
Klubben er for fiskeopdrættere, der hjælper hinanden med at grave fiskedamme og udveksle informationer og viden om fiskeopdræt.
-
Folkekirkens Nødhjælps lokale partner Christian Services Committee (CSC) står for projektet.
-
Fiskedamsprojektet er støttet af den danske restaurantkæde Sticks & Sushi.
Vi skal lære mere
Daniel Chirwa, der bor i nabolandsbyen, er én af de udpegede, der i februar blev uddannet i fiskebrug. Han har selv i flere år forgæves forsøgt at etablere et fiskedambrug, men manglede ekspertise.
Tidligt i februar måned blev Daniels ønske om at blive en dygtig fiskeopdrætter opfyldt.
”Lige efter den 5-dages workshop tog jeg hjem for at begynde at grave min dam efter de instruktioner, jeg havde fået. Mit mål er at få fem fiskedamme inden året er slut. Så nu gælder det om, at vi skaffer os fuldt indblik i, hvordan man bliver en dygtig fiskeopdrætter. Vi kunne eksempelvis tage på landsbrugsudstillinger eller have udvekslingsbesøg for at få større erfaring og indsigt og opnår endnu mere.”
Stor interesse for frisk fisk
Fiskeopdrætterne fra området planlægger nu at bygge 50 fiskedamme inden september, og området kan sagtens rumme dem.
Dét fortæller Robert Chalira, der er omstillingsleder hos CSC.
”Der har der været et meget stort ønske og behov for træning her i lokalsamfundet. Fiskeopdrætterne er meget interesserede i projektet, for med fiskedammene kan de skaffe frisk fisk, og de får en mulighed for at skabe en indkomst,” siger Robert Chalira.
