"Det nytter ikke noget bare at give udviklingslandenes regeringer en stor pose penge til udviklingsprojekter – uden samtidig at støtte de lokale folkelige organisationer og netværk, så de får styrken til kunne holde regeringerne fast på, at pengene bruges til det rigtige og ikke ender i korruption."
Sådan siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, efter udviklingsminister Christians Friis Bachs (R) udmelding i flere medier mandag om, at u-landsbistandens skal gives som en slags bloktilskud til landenes regeringer.
Langt fra virkeligheden
Med en sådan budgetstøtte-ordning understreger Christian Friis Bach blandt andet, at vi i Danmark ikke kan blande os i, om landene i så fald bruger pengene til nye Mercedes-biler.
”En sådan udmelding er alt for firkantet, og jeg frygter, at den kan blive misforstået af danskerne som om, at udviklingsbistanden lige så godt kan bruges til at købe ministerbiler for”, siger generalsekretær Henrik Stubkjær.
Det giver ingen mening at dele rettigheder ud, hvis folk er ved at dø af sult og ikke har overskud til at kæmpe for deres rettigheder
Henrik Stubkjær”Det er jo langt fra virkeligheden i forhold til dansk bistand. Dansk bistand er i dag tildelt efter gennemskuelige kriterier og kontrolleret, så misbrug forhindres," siger Henrik Stubkjær.
Rettigheder er ikke nok
Folkekirkens Nødhjælp er enig med udviklingsministeren i, at en stor del af bistanden skal gå til det rettighedsbaserede arbejde i udviklingslandene.
Og at det i den ideelle af alle verdener er regeringernes ansvar, at der bliver bygget veje og skole og er et godt sundhedssystem.
”Men det giver ingen mening at dele rettigheder ud, hvis folk er ved at dø af sult og ikke har overskud til at kæmpe for deres rettigheder. Det er nødvendigt, at vi samtidig med, at vi støtter arbejdet med rettigheder, også støtter arbejdet med de strukturer, der bærer rettighederne frem," siger generalsekretær Henrik Stubkjær.
Søges: Et mere nuanceret budskab
Vi bliver nødt til at sikre os, at dansk bistand bliver anvendt til at opbygge basale sektorer såsom uddannelse, sundhed og landbrugsudvikling.
”For derigennem skabes de strukturer, som gør befolkningerne i stand til at kræve åbenhed og information om, hvad pengene bliver brugt til og kigge deres regeringer efter i kortene," siger Henrik Stubkjær.
Folkekirkens Nødhjælp efterlyser derfor et mere nuanceret budskab fra udviklingsministeren og et tilsagn om, at også de folkelige bevægelser og netværk bliver styrket, så de kan sikre, at vores udviklingsbistand virkelig kommer de fattigste til gode.
