De ved det godt - damerne i genbrugsbutikken i Roskilde - festivalen betyder stor travlhed i butikken. Derfor forbereder de sig også grundigt på årets store rykind i byen. Over 100.000 mennesker kom i sidste uge til Roskilde for at være med i den årlige festival.
Perfekt placering
Butikken ligger på Køgevej i Roskilde og ligger dermed på den direkte rute mellem festivalpladsen og banegården. Derfor kommer en stor del af de over 100.000 festivalgæster forbi butikken - og det kan mærkes.
Godt forberedt
Damerne har prøvet det før, så de er godt forberedt på årets store rykind i byen. I lang tid er der blevet lagt tøj og ting fra som festivalgæsterne kunne være interesserede i. "Vi ved godt hvad de unge vil have" siger Vibeke Olsen, der er frivillig i butikken, "spændingen ligger i hvordan vejret bliver", fortsætter Vibeke.
Der er også dobbeltbemanding i den uge, festivalen varer, så de mange ekstra kunder kan blive ekspederet ordentligt.
Tøj og bestik
Festivalgæsterne køber både det de mangler, men også lidt nyt til klædeskabet. Når det er varmt som i år sælges der en del toppe, stråhatte og håndklæder. Men der sælges også bestik, gryder og andre ting og sager til lejren hjemme på festivalpladsen.
