| Fakta |
|---|
| Projektet hedder Empowerment of the rural poor through federations.
Det er et samarbejde mellem RDRS (Rangpur-Dinajpur Rural Service), en af de største bangladeshiske ngo’er, Folkekirkens Nødhjælp, Den svenske Kirke, Finsk Kirkehjælp og Norsk Kirkehjælp. EU’s kontor til udvikling, EuropeAid, støtter økonomisk. |
Der er indkaldt til videokonference i landsbyen Chakir Poshar i det nordøstlige Bangladesh.
Det er lokalbefolkningen, der stiller spørgsmålene, og embedsmænd og en enkelt politiker, som har svarene.
I dag er i sandhed en dag i særklasse: For det er spektakulært, at de ekstremt fattige og uuddannede har ordet, og en videokonference langt ude på landet i det allermest udsatte hjørne af Bangladesh er en funklende ny ide.
Foreninger giver styrke
Dagens tema er statslige ydelser. Og bag konferencen står foreningen Chakir Poshar Union Federation. Den er en slags borgerforening – en sammenslutning af meget fattige mennesker fra lokalsamfundet.
Det er den bangladeshiske ngo, RDRS (Rangpur-Dinajpur Rural Service), som har fået ideen og tilbudt de lokale samfund hjælp til at stifte foreningerne med demokratisk valgte ledelser. Formålet er, at de allermest udsatte og fattigste i landet skulder ved skulder kan kræve deres ret til medbestemmelse, skolegang, jord, ligeværd og til at tage del i landets demokratiske processer.
Det omfattende projekt, der hedder Empowerment of Rural Poor through Federations, sker i et samarbejde mellem RDRS, Folkekirkens Nødhjælp, Den svenske Kirke, Norsk Kirkehjælp og Finsk Kirkehjælp. Pengene til arbejdet kommer hovedsageligt fra EU.
Vedkommende spørgsmål
De fremmødte til videokonferencen i Chakir Poshar Union Federation finder efterhånden ro på de røde plastikstole. Konferencieren byder velkommen til dagens første spørger:
|
| Folkekirkens Nødhjælp støtter et omfattende projekt i Bangladesh, hvor sammenslutninger af fattige fra lokalsamfundet har mulighed for at tale deres egen sag. Her ved et møde om statslige ydelser i landsbyen Chakir Poshar. |
”Hvad vil politikerne gøre for at hjælpe ham og hans landsby, der ikke har haft elektricitet i en lang periode?”, vil han vide. Det er et nationalt anliggende, siger en embedsmand og lover at sende spørgsmålet videre.
Næste spørger er bekymret for, at han og de andre bønder i området får en alt for dårlig pris for deres ris og grøntsager på det lokale marked. Men der er for langt til andre markeder, så hvad kan de gøre?
Den lokale politiker lover at tage en snak med de mennesker, som administrerer markedsstandene, så de forstår, at de skal behandle alle bønder på samme, fair måde og holde sig fra korruption. Tilhørerne blander sig højlydt og nikker bekræftende. De kender godt problemet. Konferencieren tysser, mens han holder den opkoblede mobiltelefon tæt på den næste mandlige spørgers mund.
”Hvornår kommer der bøger til skolebørnene? Og kan myndighederne forklare lærerne, at lærerne ikke kan kræve skolepenge fra forældrene?”
Igen er der uro på rækkerne, for her er endnu et velkendt problem. Skolegang er i princippet gratis for børn i de yngste klasser, men da lærernes løn er lav, og udbetalingerne kommer sporadisk, opkræver de af egen drift lidt ekstra betaling fra forældrene. De lokale embedsmænd nikker – bøgerne er på vej. Lærerne opkrævninger tager de ikke stilling til.
Ingen jord, ingen mad
| Foreningernes opgaver |
|---|
| At guide fattige og uuddannede til at bruge egen stemme At styrke kvinders rettigheder At samle børn og unge i grupper og undervise dem i samfundsforhold At tilbyde undervisning i f.eks. syning til unge At sikre de fattige jordrettigheder At undervise grupper i advocacy At undervise i at kommunikere med myndigheder At åbne små kontorer med computer og internet, som alle har adgang til At forsøge at samle bøger til et lille bibliotek, som alle har adgang til At motivere forældre til at undgå børneægteskaber |
En kvinde går frem til konferencieren og ønsker at stille et spørgsmål. En gruppe mennesker fra egnen har presset hende væk fra hendes land, siger hun, så hun kan ikke længere dyrke marken og brødføde familien. Med hjælp fra foreningen har hun meldt jordtyveriet til politiet og vil nu gerne vide, hvordan det videre forløb vil blive. Alle lytter, for også mangel på jordrettigheder er et omfattende problem i disse fattigste områder, men svar får hun ikke. Ingen vil forudsige, hvordan sagen kommer til at forløbe.
Foreninger vinder hævd
De manglende svar vidner om, at der er lang vej endnu, før de fattigste i dette sårbare område af Bangladesh får lige så meget ret og lige så meget stemme som mange andre mennesker på kloden.
Men de første skridt er taget.
Gennem næsten 20 år har RDRS sammen med lokalbefolkningen stiftet i alt 356 foreninger, Federations, i det nordvestlige Bangladesh, der har 20 millioner indbyggere.
Ved hjælp af foreningerne bliver lokale grupper bragt sammen: kvindegrupper, ungdomsgrupper, grupper for udstødte, de landløse, handicappede. Foreningerne har gennem årene udviklet sig til at være de fattiges vigtigste talerør til myndighederne og til ngo’erne.
Flere foreninger har vundet hævd lokalt og bliver betragtet som en medspiller af de lokale og regionale myndigheder. Og en enkelt forening er netop blevet valgt som observatør til det næste regionale valg.
Hør mere om projektet med demokrati-udvikling i filmen 'Masser af ord'