| En somalisk kvinde går forbi ødelagte biler i byen Baidoa. Militærenheder fra Etiopien indledte mandag den 25. december 2006 angreb mod islamiske militser i nabolandet Somalia. |
"Vi følger sagen time for time. Vi frygter at tusinder vil flygte fra krigen til nabolandene og søger derfor efter nødhjælp på det internationale marked, så vi hurtigt kan reagere," siger generalsekretær hos Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær.
Folkekirkens Nødhjælp hjælper blandt andre somaliske flygtninge i Kenya.
| Fakta om Somalia |
|---|
| Indbyggertal: 8,863,338 mio. (2006) Hovedstad: Mogadishu Befolkning: somali 98%, arabere 1%, andre 1% Religion: sunnimuslimer Kilde: www.um.dk |
Fare for totalt sammenbrud i Somalia
"USA og Mellemøsten udkæmper lige nu en nervepirrende magtkamp i Somalia. Resultatet kan blive en krig mellem Somalia og Etiopien, som vil få fatale konsekvenser for civile og skabe kaos på hele Afrikas Horn," siger Lars Jørgensen, Folkekirkens Nødhjælps landekoordinator for Afrikas Horn.
Sammenstødet mellem supermagten USA og den muslimske verden sker i disse dage i Somalia per stedfortræder: etiopiske tropper med amerikansk støtte konfronterer islamiske styrker, som bakkes op af Mellemøstens regeringer. Ofrene er de afrikanske soldater, som bliver sendt i felten og - som altid - den civile befolkning.
"Der er fare for et totalt sammenbrud i Somalia med nye flygtningestrømme til følge og en storkonflikt på Afrikas Horn," uddyber Lars Jørgensen.
Krigen forværrer nødhjælpssituationen
”Somalierne lever i dyb fattigdom, mange familier lever på grænsen af eksistens. Somalia har i år oplevet både tørke og oversvømmelser, og mellem 1 og 1,5 million mennesker er afhængige af fødevarebistand – før krigen,” siger landekoordinator for Afrikas Horn Lars Jørgensen til P1 Morgen.
Grænsekrig og religionskrig udkæmpes i Somalia
Etiopien har længe mere eller mindre åbenlyst støttet Somalias svage regering, der den seneste tid har været på tilbagetog i forhold til den islamiske bevægelse: Rådet af Islamiske Domstole, der har taget kontrol med stadig større områder og indført islamisk sharia-lov og orden.
Nyhedsbureauerne skriver, at en borgerkrig i Somalia kan brede sig til store dele af Afrikas Horn.
Læs mere om Somalia på Reuters Alernets.
