1. Hvorfor er Folkekirkens Nødhjælp engageret i Israel-Palæstina-spørgsmålet?
Folkekirkens Nødhjælp har været involveret i støtten til palæstinensiske flygtninge næsten lige så længe, som flygtningeproblemet har eksisteret. Den første hjælp blev ydet i begyndelsen af 1950’erne til flygtninge i Syrien gennem Det lutherske Verdensforbund. Det skete på opfordring fra kirkefolk i regionen. Siden har Folkekirkens Nødhjælp hjulpet flygtningene i Libanon, på Vestbredden, i Gaza og i Østjerusalem og samarbejder nu også med menneskerettighedsorganisationer i både Israel og de palæstinensiske selvstyreområder.
2. Er det rimeligt at være kritisk overfor Israel, når man tænker på, hvor meget det jødiske folk har lidt?
Det kan ikke nytte noget at gradbøje de menneskerettighedserklæringer, som FN har vedtaget, og Genève-konventionerne, der gælder for militært besatte områder, og som Israel også har underskrevet. Det tjener hverken besættelsesmagten eller de besatte eller verdensfreden. Man kan ikke forklare uret begået mod palæstinenserne med det jødiske folks lidelser.
3. Skal Folkekirkens Nødhjælp som humanitær organisation blande sig i politiske forhold?
Det er umuligt at yde nødhjælp og udviklingshjælp uden at spørge til årsagerne til nøden. I tilfældet Israel/Palæstina er nøden og uligheden skabt af mennesker og må derfor grundlæggende løses ad politisk vej. Folkekirkens Nødhjælp skal ikke fremkomme med konkrete løsninger, men må påpege nødens og voldens årsager og pege på de politiske handlinger, der kræves for at finde en varig løsning på problemerne.
4. Er Folkekirkens Nødhjælp anti-israelsk og anti-semitisk?
Folkekirkens Nødhjælp anerkender fuldt ud Israels ret til at eksistere og til at gøre det i fred med sine naboer. Den samme ret til suverænitet må til gengæld sikres for den anden part: palæstinenserne. Som forholdene er nu, er magten ulige fordelt. Den svageste part må derfor forsvares mod den stærkes overgreb. Derfor er Folkekirkens Nødhjælp ofte kritisk overfor Israels opførsel. Det har intet med antisemitisme at gøre.
5. Bryder de palæstinensiske myndigheder ikke også menneskerettighederne?
Jo. Folkekirkens Nødhjælp og vore lokale partnere har åbent kritiseret disse forhold.
6. Hjælper det at være kritisk overfor Israel og de palæstinensiske myndigheder?
Israelske og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer, som Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med, mener, at det er vigtigt at forholde sig kritisk og gøre det offentligt. Israel er følsom overfor lokal og international kritik, også selvom man måske ikke altid ser umiddelbare resultater heraf.
7. Israel begrunder ofte sin fremfærd med sin ret til sikkerhed. Er det ikke kun rimeligt?
Den måde, Israel anvender sin overmagt på, fremmer snarere usikkerhed end sikkerhed. Den palæstinensiske befolkning er mere usikkert stillet end den israelske. For at se det behøver man blot at følge de daglige meldinger om tal på dræbte og sårede. Sikkerhed kan i sidste ende ikke fremtvinges ved militær magt og kollektiv afstraffelse af en civilbefolkning, men kun ved fredsforhandlinger, hvor en rimelig grad af retfærdighed og respekt for alles menneskerettigheder sættes i højsædet.
8. Hvad stiller man op med 3,8 millioner flygtninges ret til at vende tilbage?
Ifølge FN-resolution 194 har 3,8 mill. FN-registrerede palæstinensiske flygtninge ret til at vende tilbage til deres hjem eller modtage kompensation for tab af ejendom. De fleste flygtninge vil nok ikke i praksis vende hjem, men de forventer, at Israel i hvert fald anerkender denne ret, og at det internationale samfund holder fast i FN-resolutionerne og arbejder aktivt for en praktisk løsning, der er acceptabel for alle parter.
9. Hvem har ret til Jerusalem?
Ifølge FN-resolutioner er Østjerusalem besat område. Siden 1967 er der bygget boliger for 200.000 jøder i Østjerusalem. Palæstinensere fra bl.a. Vestbredden og Gaza har ikke fri adgang til byen, der bl.a. har de bedste palæstinensiske hospitaler. I Jerusalem finder man også de vigtigste hellige steder for palæstinensiske kristne og muslimer. En fredsløsning må respektere både det jødiske og det palæstinensiske folks krav på byen og til enhver tid sikre den frie adgang for både jøder, muslimer og kristne til de hellige steder.
10. Er Israel ikke det eneste demokratiske land i Mellemøsten?
I mange henseender er Israel et demokratisk land, men med visse begrænsninger: Israel har taget mange forbehold i forhold til en række bestemmelser i de universelle menneskerettigheder. Israel udøver diskrimination mod de 18 procent af dets statsborgere, der er palæstinensere.
11. Er staten Israel en opfyldelse af de bibelske profetier?
Sådan tolkes det af nogle jøder og nogle fundamentalistiske kristne. Man kan have den tro, man vil, men bør tænke på, at fastholdelse af jødernes eneret til landet betyder, at der ikke bliver plads til de mennesker - kristne og muslimske palæstinensere - der har boet i landet igennem århundreder. I så fald kommer en bogstavelig tolkning af visse profetier i strid med det bibelske budskab om retfærdighed, kærlighed og fred.