© Mette Lund Sørensen
925 millioner mennesker sulter, og nu stiger fødevarepriserne igen. Officielle repræsentanter for FNs 193 medlemslande og internationale institutioner er ved at erkende, at indsatsen for at bekæmpe sult har været alt for spredt og i mange tilfælde rettet sig mod de forkerte. FN opregner i sin årlige rapport for fødevaresikkerhed 22 langvarige kriser, hvor en meget stor del af befolkningen sulter, og hvor spørgsmålet om overlevelse står på dagsordenen hver eneste dag. I lande som f. eks. Sudan og Congo har befolkningen i al stilfærdighed måttet klare sig selv. Mennesker er stædige, og der skal meget til, før de giver op, også selv om hverdagen er et mareridt af sult, vold og overgreb. Bøndere, fiskere og hyrdefolk til topmøde
© Malene Haakansson
De mange organisationer, der arbejder for at bekæmpe sult, har indset behovet for en koordinering - og for at lytte meget mere til den lokale ekspertise. På FNs Fødevare-og Landbrugsorganisations topmøde, som bliver holdt i disse dage i Rom, går der en helt ny type mennesker på kunststof-tæpperne. Her er bønder fra Bolivia, fiskere fra Vestafrika og en hyrdekvinde fra Karamoja i Uganda. De lokale repræsentanter kommer, fordi Komiteen for Verdens Fødevaresikkerhed, CFS, har genoplivet sig selv og indset behovet for ikke blot at koordinere arbejdet mellem de forskellige FN-organisationer - bl. a. Verdensfødevareprogrammet WFP og IFAD, Fonden for Landbrugsudvikling og Fødevare-og Landbrugsorganisation FAO - men også for at få ny viden på banen og lytte mere til de mennesker, det faktisk handler om. De mange folkelige og lokale organisationer er ved at finde ud af, hvordan de kan deltage i det internationale arbejde med at bekæmpe sult, og hvordan de både bevarer deres forskellighed og giver deres særlige viden til de traditionelle eksperter, så indsatsen mod sult kan blive mere effektiv. I mange år har især hjælpearbejdet i katastrofesituationer vist en tendens til at overse og ligefrem afvise den viden og ekspertise, som findes hos befolkninger i krise - også i de langvarige kriser. Det handler ikke »bare« om at skaffe nødhjælp og få den fordelt. Det handler i høj grad om at tænke sammen med lokalbefolkningen om, hvordan de kan skaffe brød på bordet på længere sigt, og forhåbentlig også om, hvordan hjælpen bedst støtter en løsning på krisen. Folk hjælper sig selv
© Mikkel Østergaard
Vores erfaringer fra Folkekirkens Nødhjælp viser, hvor vigtigt det er at arbejde langsigtet og i tæt samarbejde med lokale organisationer. Vi arbejder i samfund, der enten bryder sammen i kriserne - eller måske aldrig har fungeret med de institutioner, vi kender fra vores del af verden, som domstole, politi og folkevalgte myndigheder. Her er det folks egen organisering, der bærer dem igennem og til en vis grad beskytter dem mod overgreb. Vi har set det i den østlige del af DR Congo og i Sudan, hvor lokale grupper forsøger at arbejde rundt om og ud af krisen ved at gå i dialog med krigsherrer og andre, der holder konflikterne i gang. Især kvinder spiller en rolle i denne sammenhæng, fordi kvinder er særligt udsatte i de langvarige krisesituationer. De risikerer at blive ofre for seksuelle overgreb. De har dårligere adgang end mænd til f. eks. sundhedsydelser og uddannelse, og de sættes under pres som dem, der traditionelt står for at skaffe familierne mad på bordet. Vi ved samtidig, at kvinderne er en hjørnesten i hjælpearbejdet, fordi de i mange sammenhænge kan blive dem, der formidler fred og løsninger på konflikterne. Inevstering i landbrug nødvendigtNår man diskuterer de langvarige kriser, kommer man ikke uden om at se på årsagerne - som er meget forskellige. På FAOs liste finder vi så forskellige kriser som Afghanistan, DR Congo og Haiti. Kriserne kan ikke løses alene med akut nødhjælp. Bag kriserne ligger reelle årsager som f. eks. kampen om adgang til jord og det daglige brød. Hvis vi skal tænke langsigtet og finde løsninger, kommer vi ikke uden om at se på investeringer i landområderne og i landbrug. EUs udviklingsministre understregede så sent som i maj i år, hvor vigtigt det er at støtte de fattige og smålandbrugerne og skabe bæredygtige løsninger i landområderne, hvor det store flertal af klodens sultende lever. Danmark har tilsluttet sig denne holdning, men i praksis er udviklingen i de seneste mange år gået den modsatte vej. Regeringen har skåret i bistanden til landbrugsudvikling og bekæmpelse af sult. Det seneste udkast til finanslov lægger fortsat støtten om fra udvikling og over mod humanitære indsatser. Danmark kan gøre en forskelSkrøbelige stater - herunder en række af de lande, som står på FAOs liste over langvarige kriser - er en vigtig prioritet i den danske udviklingsstrategi. Skal strategien lykkes, er der efter Folkekirkens Nødhjælps mening ingen vej uden om at satse på retten til mad og dermed på bæredygtig landbrugsudvikling i tæt samarbejde med de mennesker, vi gerne vil hjælpe. Danmark kan levere et vigtigt bidrag til processen med at samordne og koordinere den globale indsats mod sult i dyb respekt for de mennesker, der nok er ofre for sult, men samtidig også er nøglen til at skabe varige løsninger. LÆS mere om topmødet i Rom og FN's Fødevare-og Landbrugsorganisation FAO's nyeste rapport om sult | |