Hvad er en flygtning?
Hvad er en flygtningelejr?
Hvad er UNWRA?
Hvor mange flygtninge bor i lejre?
Retten til at vende hjem
Forskelsbehandling
Hvad er en flygtning?
UNRWA definerer en flygtning som en person, som havde ophold i Palæstina mellem 1. juni 1946 og 15. maj 1948, som mistede både sit hjem og sit levebrød som følge af konflikten i 1948 og søgte flugt i et af de lande eller områder, hvor UNRWA yder hjælp, samt dennes direkte efterfølgere efter mandlig linje.
FNs flygtningskonvention fra 1951 definerer en flygtning som ”en person der som resultat af velbegrundet frygt for forfølgelse som følge af race, religion, nationalitet, medlemskab af en særlig social gruppering, eller politiske holdninger er udenfor sit nationale hjemland.” I 1967 blev protokollen udvidet til at omfatte mennesker, der er flygtet fra krig og vold.
Hvad er en flygtningelejr?
I starten bestod alle flygtningelejre af telte.
Mange steder boede flygtningene sådan i op til fem år, inden de lokale myndigheder i samarbejde med UNRWA sørgede for bedre indkvartering, typisk et lille hus af gasbeton med bølgeblik på taget.
Næsten alle de oprindelige huse er væk. Flygtningene har bygget til og om og mange steder i højden.
I nogle lejre bor folk så tæt, at gaderne kun er en meter brede, og bygningerne når op i 7 etagers højde.
Andre lejre ligner almindelige, arabiske landsbyer med forretninger, skoler og sundhedsklinikker.
Befolkningstæthed i lejrene
Typisk bor der omkring 100 mennesker på et område, der svarer til en almindelig dansk villagrund.
Men der er stor forskel på indbyggertallet i lejrene:
-
Mar Elias lejren i det sydlige Beirut: 616 flygtninge
-
Ein el Sultan lejren på Vestbredden: 1.828 flygtninge
-
Baq’a lejren ved Amman: 90.575 flygtninge
-
Jebalya lejren i Gaza: 106.846 flygtninge
-
Rafah lejren i Gaza: 97.412 flygtninge
-
Ein el Hilweh lejren i det sydlige Libanon: 45.967 flygtninge
Beliggenhed
-
Nogle lejre ligger for sig selv, langt ude på landet
-
Balata lejren på Vestbredden er vokset sammen med byen Nablus
-
Det er svært at se overgangen mellem Al Wihdat og den jordanske hovedstad Amman
Hvad er UNRWA?
Efter den første israelsk-arabiske krig i 1948-49 besluttede FNs generalforsamling den 8. december 1949 (resolution 302) at oprette United Nations Relief and Works Agency for Palestinian Refugees in the Near East – også kendt som UNRWA.
Organisationen opererer i fem geografiske områder
-
Vestbredden
-
Gazastriben
-
Jordan
-
Syrien
-
Libanon
Fra hovedkvarteret, som ligger i Gaza og Amman, tilbyder organisationen støtte til de 4,5 millioner palæstinensere, der er registreret som flygtninge her. Det finder dog mest sted i flygtningelejrene, som er hjem for 1,3 mio. mennesker.
UNRWA driver ikke selv lejre, men aftaler med de lokale myndigheder at stå for undervisning, sundhed og sociale ydelser. Hvor det er nødvendigt står UNRWA også for nødhjælp til flygtningene.
Med over 25.000 ansatte er UNRWA i dag den største FN-organisation.
Omkring 99 procent af alle medarbejdere er lokalt rekrutterede palæstinensere.
Hvor mange bor i lejre?
FNs organisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, har registreret 4.448.429 flygtninge.
Heraf bor de 1.327.772 i 58 officielle flygtningelejre på Vestbredden og Gazastriben, i Libanon, Syrien og Jordan.
Det svarer til, at 29,8 procent af de registrerede flygtninge bor i lejre.
Opdeler man tallet på de fem geografiske områder, hvor UNRWA opererer, ser det således ud:
-
Libanon: 52,9 % (215.890 ud af 408.439)
-
Gazastriben: 47,0 % (478.272 ud af 1.016.964)
-
Syrien: 26,9 % (119.055 ud af 442.363)
-
Vestbredden: 25,8 % (186.479 ud af 722.302)
-
Jordan: 17,7 % (328.076 ud af 1.858.362)
Jo mere restriktive de lokale regimer er overfor flygtningene (Libanon)
- eller jo vanskeligere de lokale levevilkår er (Gazastriben)
- jo flere flygtninge vil befinde sig i lejrene.
Retten til at vende hjem
Et palæstinensisk hovedkrav til en fredsaftale med Israel er flygtningenes ret til at vende hjem.
Men hvordan denne ret skal forstås findes i flere forskellige versioner, der afspejler forskellige holdninger til en løsning.
-
En helt bogstavelig ret til at vende tilbage til nøjagtig det sted, man flygtede fra, uanset hvad Israel har bygget på stedet.
Det vil sige, at en flygtningefamilie fra Jaffa, som bor i Al Wihdat i Jordan, skal kunne flytte tilbage til sin gamle bolig selvom der i dag ligger et israelsk kunstgalleri.
Denne mulighed ser mange i dag som urealistisk. -
En ret til at bosætte sig hvor som helst i hvad kaldes det historiske Palæstina.
Det vil sige at den samme flygtningefamilie fra Jaffa frit skal kunne flytte til Tel Aviv, en landsby i Galilæa eller Nablus på Vestbredden. -
En ret til at bosætte sig hvor som helst inden for grænserne af en palæstinensisk stat.
Det vil sige, at flygtningefamilien fra Jaffa ikke kan flytte til Tel Aviv, som ligger i Israel, men gerne til Nablus i den palæstinensiske stat. -
En symbolsk ret til at vende hjem.
Det vil sige, at flygtningefamilien får ret til at besøge Jaffa, men må give afkald på at flytte dertil eller andre steder i det historiske Palæstina. I stedet får familien økonomisk kompensation for det tabte hjem.
”Flygtningene, der ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer skal få lov til dette ved den førstkommende mulighed, og kompensation skal betales for ejendom i tilfælde af at de vælger ikke at vende tilbage.”
FN resolution 194, 11. december 1948.
Forskelsbehandling
Den arabiske Liga har flere gange forbudt sine medlemsstater at tilbyde palæstinensiske flygtninge statsborgerskab, ”for at undgå opløsning af deres identitet og for at beskytte deres ret til at vende tilbage til hjemlandet,” som det hedder i en beslutning fra 2004.
Der er imidlertid stor forskel på hvilke rettigheder flygtningene har hvor de opholder sig.
Jordan
Jordan har gjort det alligevel. Kort efter krigen i 1948-49 tilbød man her alle palæstinensere i Jordan og på Vestbredden, som jordanerne annekterede, fulde borgerrettigheder, hvilket på papiret er ligestilling med etniske jordanere.
I 1988 besluttede Jordan at afbryde alle juridiske og administrative bånd til Vestbredden, som Israel besatte i 1967.
Herefter blev alle palæstinensere dér frataget deres jordanske rettigheder, mens flygtningene i selve Jordan fortsat er jordanske statsborgere.
Vestbredden
Vestbredden kom i 1967 under israelsk besættelse, hvor flygtningene blev behandlet som lokalbefolkning på lige fod med områdets oprindelige palæstinensere.
Efter etableringen af det palæstinensiske selvstyre efter Oslo-aftalerne fra 1993 har alle nydt samme rettigheder.
Gazastriben
Gazastriben var fra 1948 til 1967 under egyptisk besættelse. I den periode havde samtlige områdets palæstinensere ingen rettigheder, og egypterne forbød dem at rejse ud.
I dag er de alle borgere i det palæstinensiske selvstyre.
Libanon
Libanon har altid været mest restriktiv.
I dag har kun 50.000 palæstinensere statsborgerskab mens resten af de 408.000 flygtninge er statsløse, dvs.
-
de har ingen stemmeret
-
de må ikke købe fast ejendom
-
de er udelukket fra det offentlige sundhedsvæsen og fra 73 forskellige professioner, heriblandt læge, advokat og ingeniør
Det siges også, at Libanon frygter at forstyrre landets skrøbelige etniske balance ved at give endnu en folkegruppe fuld adgang.
Syrien
Syrien søger at efterleve Den arabiske Ligas krav, men har med årene givet flygtningene udvidede rettigheder.