Tatiana var malkepige, Kumar portner på en landsbyskole, og Maria sled sig op på en våbenfabrik. Himmel, hav og det i midten.
Nu er forskellene visket ud. Tatiana, Kumar og Maria er pensionister i Kirgistan. Og lige ludfattige.
Den tredje alder er på fjerde klasse i det centralasiatiske land, der er præget af massearbejdsløshed, økonomisk og politisk kaos, etnisk uro og nød.
Mad, medicin, tøj, varme og strøm er ikke selvfølgeligheder for en kirgisisk pensionist. Dét er en selvfølgelighed for en kirgisisk pensionist.
Lykken er en selvhjælpsgruppe
Tatiana, Kumar og Maria er heldigere end de fleste.
De tre kvinder er med i hver sin selvhjælpsgruppe, fællesskaber af pensionister, der hjælper og støtter hinanden socialt, materielt og moralsk.
Her får de ensomme og de svage en ny familie. Og her finder de ældre ud af, at sammenhold gør stærk.
Det er Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere i Kirgistan, der organiserer de ældre i selvhjælpsgrupper og støtter dem med uddannelse, kontorudstyr, konsulentbistand og penge til at sætte gang i produktion af håndarbejde m.m., så grupperne kan blive økonomisk selvbærende og hjælpe medlemmer i akut nød.
Mælk til maden
Det er ikke værten, der svarer, da tolken har oversat min glæde over at blive inviteret indenfor i dette hus, og om jeg må stille et par spørgsmål? Men nabokonen, der også er på besøg. Og et svar kan man vel ikke kalde det… ”This is a dog”, siger hun med en diktion, der kalder minder frem om kassettebånd med ”Engelsk efter naturmetoden”. Og fremturer med ”I am a boy”. Hun er pensioneret engelsklærer, og nu skal hun hjem og lave mad. Så siger Tatiana Medvedeva ”velkommen” og ”spørg bare”. Og snart ved jeg, at der er løbet meget mælk gennem hendes krogede hænder. Tatiana har været malkepige her i landsbyen Chong Jar, der ligger to timer på fire hjul øst for Bishkek, hovedstaden i Kirgistan. Hun har boet her siden 1964, da hun blev gift og flyttede hertil fra Kazakhstan. Jeg ved også, at Tatiana er inderligt troende katolik. Troen er hendes trøst i en barsk, fattig hverdag som pensionist. Gud er til stede i hendes liv, og Maria og Jesusbarnet nærværende både i sort/hvid og farver på vægge, i vindueskarm og over komfuret. Ellers er det småt med pynt. Bortset fra de indrammede fotografier af den ældste søn i Den røde Hærs uniform og datteren, der er gift og bor i Moskva. Sønnen er ugift og bor hos Tatiana. Han tjener lidt som daglejer for landsbyens bønder. Hendes pension er på 2600 som (325 kr.) om måneden, og så er der salg af mælk fra Tatianas to køer: Ti som (1,25 kr.) pr. liter mælk, otte liter om dagen, det kan der komme et måltid mad ud af. Det går, men ikke godt. Vintrene er tunge at komme igennem. Så er det godt at have Gud at søge trøst hos. Og naboen, engelsklæreren, er også sød til at kigge ind. Vi går forbi køerne på vej ud til bilen. Den ene blinker til mig, det gør den, og former nogle ord med mulen:”I am a cow”. Det tror jeg på. Og jeg ved, de to køer for Tatiana Medvedeva er forskellen på sult og overlevelse. Det er mælk til maden. |
Vægten af 93 år
Først kommer stok og hånd til syne ved hushjørnet, så hovedet og hele overkroppen.Vandret. Understellet kommer haltende lodret bagefter. Støn og suk er både fortrop og bagtrop, og det er et optog i så adstadigt tempo, at spytklatten, der bliver leveret undervejs, virker som et missil. Der er noget, der tynger her. Fattigdom. Og vægten af 93 år. ”Gå nu ind, så kommer jeg,” siger Kumar Cherikboeva. Og afviser vredt en håndfuld hjælpende hænder, der bliver rakt frem. Kan selv. At kunne selv, det har været den nødvendige dagsorden for Kumar Cherikboeva i 43 år. Så længe har der stået enke på det visitkort, hun heller ikke har. Fattigdommen skriger fra gulv og loft, og armoden har kulden i hånden på vej ind gennem væggenes jordskælvs-sprækker i det lille bondehus i Dong Aryk, 75 km sydøst for Kirgistans hovedstad Bishkek. Her lever hun. Her overlever hun. På trods. Man kommer ikke langt med syv høns og en pension, der svarer til 250 danske kroner om måneden. Og de er to, der skal dele. Kumar Cherikboevas 52-årige søn bor hjemme hos mor og bidrager kun med tørst og tømmermænd. Han er alkoholiker. Tre døtre er der også, og det sker da, de kommer forbi med lidt mad og en sprække i ensomheden. Men de har jo deres. Mænd. Og børn. Den yngste har ti, så det… ”Det var bedre i gamle dage,” siger Kumar Cherikboeva. Og det er ikke, Stalin hun tænker på. Men jobbet som portner på landsbyens skole. Og fællesskabet. ”Der var mere omsorg for hinanden og større tryghed.” |
Tekst og foto: Journalist Hans Buhl
Hans Buhls blogger fra Kirgistan på Århus Stiftstidende
Følg med på http://stiftenblog.dk/hansbuhl/