EU-kommissionens forslag til den klima-aftale, som skal indgås i København til december vil ikke beskytte de milliarder af fattige mennesker, der er de mest udsatte, når klimaforandringerne rammer.
Aftalen vil heller ikke bremse den globale opvarmning, advarer Folkekirkens Nødhjælp og de organisationer i u-landene, som Folkekirkens Nødhjælp arbejder sammen med.
EU-forslaget ikke fair over for klodens fattige
“Vores egne, meget begrænsede midler, går alle til at bekæmpe de katastrofer, som klimaforandringerne allerede nu påfører os,” siger Dibalok Singha. Han leder organisationen DSK i Bangladesh. Organisationen, som er en af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere, arbejder blandt andet med katastrofehjælp til de mennesker, der er mest udsatte for klimaforandringerne.
”Vi oplever stadig flere cykloner og oversvømmelser samtidig med mangel på vand. De rige lande har i årevis udledt drivhusgasser, som har ført til denne situation. Nu må I leve op til jeres ansvar både økonomisk og ved at skære drastisk ned i udledningerne,” siger Dibalok Singha.
Positive tiltag - men langt under målet
EU’s forslag til en forhandlingsposition indeholder også positive tiltag og især nogle mere innovative planer for, hvordan man kan betale for den nødvendige tilpasning og imødegåelse af klimaforandringerne.
Men Mattias Söderberg, klimarådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp, kritiserer forslagene som “langt under målet” i forhold til, hvad verdens fattigste lande har brug for, hvis de skal prioritere fattigdomsbekæmpelse og overlevelse. Og endelig forpligter forslagene ikke EU til at betale en fastsat andel af udgifterne:
‘Forslagene til, hvilke lande der burde betale og hvor meget, er alt for løse og ukonkrete,” advarer Mattias Söderberg.
EUs økonomiske ansvar
Oxfam har anslået, at der er brug for mindst € 38 milliarder hvert år til at støtte u-landenes tilpasning, hvoraf EU bør betale mindst 12 milliarder oven i øvrig u-landsbistand.
Desuden kræver ngo’er fra det Globale Climate Action Network, hvor også Folkekirkens Nødhjælp er medlem, at EU-landene bør støtte med i omegnen af 40 milliarder € til ren energi samt 20 milliarder € til at nedsætte udledningerne fra afskovning i u-landene.
