| I Bangladesh er oversvømmelser og stigende havniveau allerede et akut problem |
”EU's svage klima position er ødelæggende for forhandlingerne.”
Det vurderer Folkekirkens Nødhjælps internationale chef Christian Friis Bach.
”Hvis der skal laves en ambitiøs og global aftale i København i december, er der brug konkret handling, der kan skabe tillid. Det er de rige lande, der bærer hovedansvaret for klimaforandringerne, derfor skal de gå først ud - og gå stærkt ud. Men EU landene melder slet ikke ud, og det er ødelæggende", siger han.
I fredags tog EU's regeringschefer endelig stilling til EU's klimalinje i de kommende klimaforhandlinger. Den politiske linje er blevet diskuteret ved flere ministermøder i løbet af foråret, og for hver møde er linjen blevet svagere. EU's forhandlere har nu ikke meget at komme med ved næste runde af forhandlinger i april.
Danmark skifter holdning
Ved klimaministrernes møde for nogle uger siden kæmpede og vandt klima- og energiminister Connie Hedegaard kampen om, at der skal ekstra penge på bordet til u-landene. Det har også været statsministerens melding i Folketinget. Ved mødet i sidste uge trak statsminister Anders Fogh Rasmussen dog i land, og teksten fra klimaminstrernes rådsmøde blev sløjfet.
Omverden følger med
EU's interne proces er blevet fulgt med interesse fra lande rundt om i verden, og det er tydeligt, at det politiske udspil er blevet svagere og svagere i løbet af de interne forhandlinger i EU. Kushal Yadav, klimamedarbejdere i Centre for Science and Environment i Indien har fulgt udviklingen og siger ”EU taler om klima, som om det var et hvilket som helst politisk tema. De glemmer, at effekterne af klimaforandringerne allerede i dag skaber sult og fattigdom rundt om i verdens fattige lande.”
