DR viste den 31. januar dokumentaren “Fanget i mikrogæld”. Her stiller journalist Tom Heineman spørgsmålstegn ved brugen af mikrolån i udviklingsarbejdet i verdens fatttigste lande.
Da dokumentaren blev vist i Norge i december, blev seerne præsenteret for eksempler på kvinder, der var kommet i knibe, og som ikke kunne betale deres gæld.
|
| Kvinderne får selv hele overskuddet og sætter selv renterne i landsbybanken. De vælger ofte at sætte renten til fem procent per måned. |
”Der er brodne kar overalt. Desværre også i mikrolåninstitutternes verden. Vi organiserer især mikrolån til kvinder, der vil bygge en forretning op, og muligheden for at tage små lån kan give dem helt nye muligheder, siger Ole Dahl Rasmussen.
Han er Folkekirkens Nødhjælps ekspert i mikrofinans og er ved at skrive en ph.d om, hvordan små lån og opsparinger kan bringe fremtid og økonomi til u-landene.
Han forsætter: "Men det er selvfølgelig yderst vigtigt, at de organisationer, der arbejder med mikrolånprojekterne overholder etiske spilleregler og involverer lånerne, så de reelt er forankret lokalt og kommer kvinderne selv til gode,” siger han.
Forbud mod ågerrenter
”I Indien har vi set eksempler på, at flere mikrobanker låner penge ud til folk, der ikke har de nødvendige ressourcer til at betale tilbage. Det er udlånernes ansvar at sikre, at lånerne kan betale tilbage, og det har de ikke været gode nok til, forklarer Ole Dahl Rasmussen.
| Et eksempel |
|---|
| Eksempel på en forretning fra det nordlige Malawi. Lån 100 kroner af landsbybanken. Brug 70 kroner på mel og sukker til at lave den lokale version af klejner og 30 kroner til transport til og fra markedet. Sælg dem for 200 kroner. Betal 105 kroner tilbage efter en måned og behold 95 kroner til dig selv. |
Han fortsætter: "I den indiske delstat Andhra Pradesh, hvor problemet har været størst, svarede delstatsregeringen igen med at forbyde alle mikrobanker. Det er dårligt for befolkningen og sker højst sandsynligt, fordi bankernes udlån konkurrerer med delstatens eget låneprogram til de såkaldte Self-Help Groups.”
Mikrolånenes popularitet er steget voldsomt, siden den bangladeshiske opfinder, økonomen Mohammad Yunus, fik Nobels Fredspris i 2006.
Ideen er, at pengene skal investeres i noget, der giver indtjening, som for eksempel et hønseprojekt eller strikkemaskiner, og givet i den rette ånd og med brugerinvolvering kan lånene gøre stor gavn.
Landsbybanker
Folkekirkens Nødhjælp samarbejder eksempelvis med Rockwoll Fonden om at opbygge landsbybanker til befolkningen i det nordlige Malawi. Det drejer sig om projekter i landsbyer langt fra byer, hvor almindelige private banker og mikrofinansinstitutioner holder til.
“I vores projekter bestemmer kvinderne selv reglerne. De får hele overskuddet og sætter selv renterne. De sætter ofte renten til fem procent per måned. Det er langt billigere end renten hos private udlånere", siger Ole Dahl Ramussen.
|
| Der føres nøje regnskab over ud- og indlån i landsbyens fælles kasse. |
"Hvis de sætter den lavere, er der erfaringsmæssigt ikke særlig mange af dem, der sparer op. Så vil de hellere bruge pengene på andre ting. Desuden kan det godt lade sig gøre at betale 5 procent på den type af forretning, de har. Efter et år deler kvinderne de penge, der er i overskud, og på den måde bliver pengene i deres eget område", forklarer Ole Dahl Ramussen.
“Folkekirkens Nødhjælp har en rolle at spille indenfor det her område. Vi er vagthunden, der skal og vil holde øje med, at mikrofinansinstitutionerne arbejder ansvarligt og ikke tager så høje renter, at folk ikke kan betale tilbage,” siger Ole Dahl Rasmussen.
Læs Joyce Msukus personlige beretning om, hvordan små lån ændrede hendes tilværelse.