© Reuters/Radu Sigheti
|
| En gruppe bevæbnede somaliere beskytter en FN-konvoj i Mogadishu, 25. juli 2006. |
I årevis har Somalia været en såkaldt 'failed state', hvor ingen regering har kunnet fastholde magten.
Nogle delstater som Somaliland og Puntland har etableret selvstændige 'regeringer', som dog ikke er internationalt anerkendt, og i resten af landet har stridende grupper ledet af krigsherrer underkastet sig territorier og ligget i indbyrdes kamp om magten og om landets ressourcer.
FN måtte i 1995 opgive deres fredsskabende operation i landet efter at have lidt alvorlige tab. I 1993 havde USA trukket sig ud efter at have mistet tropper i hovedstaden Mogadishu i strid med krigsherrerne. USA har dog vedvarende interesser i Somalia, dels på grund af landets strategiske placering, ikke mindst som et tilholdssted for islamiske terrorister, dels på grund af dets naturressourcer, såsom olie og metaller.
De 'islamiske domstole'
Efter USA's tilbagetrækning etableredes islamiske grupper, de første 'islamiske domstole', i et forsøg på at tiltage sig magten og indrette Somalia efter sharia-principper. Den somaliske befolkning er overvejende sunni-muslimer. Nu mere end ti år senere har Sammenslutningen af Islamiske Domstole (Union of Islamic Courts – UIC) taget magten i Mogadishu og i dele af landet.
Blandt deres modstandere er grupper af krigsherrer, som ikke ser positivt på et stabilt og nyordnet Somalia, hvor deres grupper af væbnede mænd og herredømme over forskellige territorier ikke vil blive accepteret. Nogle af krigsherrerne modtager angiveligt midler fra USA; det kom i juni 2006 frem, at CIA-finansierede grupper af krigsherrer med omkring 100.000 dollar om måneden. Det ironiske er, at støtten går til de samme kræfter, som i 1993 jog USA ud af Somalia. I mellemtiden er situationen fra et amerikansk synspunkt ændret, fordi de islamiske domstole har etableret sig og af præsident Bush ses som i ledtog med al Quada.
De islamiske domstoles største konkurrent som legitim regering kalder sig ’overgangsregeringen’ (Transitional Federal Government – TFG) og blev etableret i 2004. Det er næppe for meget sagt, at udenlandske kræfter som Etiopien og Kenya (og bag dem USA) har stærk indflydelse på TGF, som har sit hovedsæde i Nairobi i Kenya. TGF er dog stærkt svækket. I juli og august 2006 har mindst 30 ministre og viceministre (ud af omkring 100) forladt overgangsregeringen, som de anklager for at have svigtet bestræbelserne for fred og forsoning i Somalia. Forhandlingerne om fred mellem de islamiske domstole og overgangsregeringen er i øjeblikket gået i baglås.
Overgangsregeringen står svagt
Den internationale anerkendte overgangsregering er ramt af en våbenembargo og kan ikke – i hvert fald ikke officielt – modtage økonomisk støtte fra fx USA. Samtidig flyder våbnene ind til krigsherrer og de islamiske domstole. Overgangsregeringen har fra Kenya adgang til dele af Somalia og har etableret et hovedkvarter i byen Baidoa i den sydlige del af landet. Men her er de truet af tropper fra Khartoum. I slutningen af juli blev der rapporteret om etiopiske tropper i Baidoa, hvor de var rykket frem for at beskytte overgangsregeringen. De islamiske domstole truer nu med ’hellig krig’ mod Etiopien. Situationen er derfor spændt, og de internationale nødhjælpsorganisationer lægger planer for at tage imod titusinder af flygtninge, hvis det skulle komme til krig mellem partnerne.
Somalias befolkning venter stadig på en afklaring og på en afslutning af de konflikter, som i årtier har kostet menneskeliv og gjort tilværelsen i Somalia ubærlig. Der er ikke udsigt til en øjeblikkelig løsning. Og med etiopiske tropper i Somalia er der risiko for, at konflikten kan brede sig uden for landets grænser: Eritrea, som i årevis har ligget i konflikt med Etiopien, har forlangt en etiopisk tilbagetrækning og truet med ’alvorlige konsekvenser’. De islamiske domstole i Khartoum regner med at kunne få støtte fra andre muslimske lande. Og USA vil gøre alt for at forhindre, at al Quaeda etablerer sig i Somalia. Afrikas Horn er en krudttønde, som til enhver tid kan sprænge i luften.
Af Lars Jørgensen ( ljn@dca.dk), Folkekirkens Nødhjælp
