10.764 mennesker i Dhas distriktet i Borena-regionen i Etiopien får nu madrationer, så de kan overleve.
Den enlige mor Abedaso Waji er én af dem. Hun har ti familiemedlemmer, som hun skal sørge for.
”Vi spiser en gang om dagen. Men i dag har vi endnu ikke spist. Jeg forsøger at spare på den smule hvede, der er tilbage og planlægger, at vi skal have et måltid enten til frokost eller aften,” fortæller hun.
Folkekirkens Nødhjælps partner, EECMY, har indkøbt tonsvis af majs, bønner og madolie, som de nu deler ud. Derudover vil der også blive uddelt forskelligt værktøj til genopbygningen af landbruget og til at restaurere de udtørrede brønde.
Vi har vand nu
Folkekirkens Nødhjælp har været med til at sørge for, at landsbyens traditionelle vandingssystem er blevet opgraderet, og nu virker igen. Abedaso har været med til at udføre arbejdet med at reetablere og støbe systemet.
”I modsætning til andre tørkeramte landsbyer her i området, så har vi rent faktisk vand takket være de organisationer, der hjælper os. Ellers ville situationen her være langt værre,” siger Abedaso.
Køerne er vores livsgaranti
Livet har altid været fattigt for Abedaso Waji, men udfordringerne er større end nogensinde.
”Alt er anderledes nu. Jeg har mistet tre køer, og den ene ko, jeg har tilbage, er i en slem forfatning. Min yngste søn Gelgelo på halvandet år fik tidligere komælk at drikke, men nu kan jeg ikke længere give ham noget. For os er køerne vores livsgaranti. Nu føles det, som om livet ikke længere eksisterer her i landsbyen,” fortæller Abedaso.
”Min fætter og jeg tjente tidligere penge ved at arbejde som daglejere i landbruget. Jeg tjente hver 14. dag omkring 260 birr (som svarer til 87 kroner). Men den slags arbejde findes ikke længere. Vi er totalt afhængige af de månedlige hvederationer, som regeringen uddeler. Men rationerne er forsinkede i to eller tre måneder, siger hun.
Uddannelse er vigtig
Abedaso Waji har en datter på otte år, Debo. På trods af, at hun er meget tynd, virker hun kvik, og hun er ivrig efter at følge med i, hvad der sker landsbyen. Derfor betyder det også meget for Abedaso, at Debo kan fortsætte sin skolegang. Sidste år var Debos storebror på 15 år nemlig nødt til at forlade skolen, fordi pengene ikke længere rakte til at betale skolepenge for to børn.
Min drøm er, at jeg kan sende alle mine børn i skole, så de kan få uddannelse og forandre deres liv. Men lige nu er det kampen for at skaffe mad, der står øverst på dagsordenen. Heldigvis er vi nu blandt de familier, der får gavn af den nødhjælp, der bliver delt ud i Dhas.