Vena Pierre springer op fra sin hvide plastic-stol, idet hun får øje på nødhjælpsbilen, som kommer kørende rundt om hjørnet. Koordinatoren for Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner når lige akkurat at træde ud af bilen, før Vena Pierre kaster sig om halsen på ham.
Årsagen til hendes glæde er et lille tre-værelses-hus, som Diakonie Katastrophenhilfe (DKH) har genopbygget efter jordskælvet den 12. januar 2010.
”Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at mit hus ville blive genopbygget,” siger den enlige mor til to drenge.
Vi befinder os i Haiti's sydlige by Jacmel. Vena Pierre nåede lige akkurat at løbe ud af huset sammen med sin søn, før murene på hendes hus kollapsede. Hendes anden søn var i sikkerhed udenfor.
Ligesom de andre hjemløse efter jordskælvet flyttede Vena Pierre ind i en teltlejr – en tidligere fodboldbane få kilometer fra hendes hus.
”At bo i sit eget hus er meget bedre end lejren. Hvis jeg var blevet i lejren med mine børn, var jeg måske død,” siger hun.
Vena Pierre tror, at hendes mange bønner om hjælp bidrog til at hendes hus blev genopbygget.
Husejere kommer forrest i køen
Måske hørte Gud Vena Pierres bønner, men årsagen til at DKH netop valgte hende var simpel. Hun var husejer før jordskælvet, og derfor er der ingen juridiske hindringer i vejen for, at DKH kunne gå i gang med at genopbygge hendes hus.
Årsagen til, at det går alt for langsomt med at få bygget huse til de mange hjemløse er nemlig, at mange ikke har papir på deres hus eller jord, eller var lejere, da jordskælvet ramte øen. Og politikerne er langsomme med at uddele jord til nybyggeri.
” Haiti er i en følsom politisk periode på grund af præsidentvalget, og derfor kan politikerne ikke tage den slags beslutninger. Så vi besluttede at prioritere de familier i lejrene, som har papirer på deres ejendom,” forklarer programkoordinator for DKH Jacques Philippe Mondésir.
”Vi kan ikke hjælpe alle i lejrene. Vi må tage en gruppe ad gangen."
Haitis jord ejes af en meget lille men rig del af befolkningen.
En besværlig process
Skønt DKH hjælper den letteste gruppe mennesker, er processen med at få de korrekte dokumenter til at kunne bygge eller genopbygge et hus besværlig.
Det er en kompliceret kæde af bevis på ejerskab af jord, autorisation til at rive resterne af huset ned, og endelig tilladelse til at genopbygge. Når huset er færdigt, modtager ejeren et certifikat underskrevet af DKH, ejeren og af den lokale borgmesters kontor. DKH følger hver sag tæt og hjælper ejeren med at få fat i alle dokumenterne.
Indtil nu har DKH bygget 300 huse i Jacmel – cementhuse på 25 m2 til en pris af cirka 12.000 kroner pr. styk. Hvis der er plads, bliver der bygget et latrin udenfor. Ellers deler man et med naboen.
Svært at vælge, hvem der skal hjælpes
Det sværeste ved genopbygningen er ikke papirarbejdet, men at vurdere beboernes retmæssige ejerskab og udvælge dem, som har det største behov for hjælp. DKH har fastlagt kriterier for at sikre, at de mest sårbare får et nyt hus. Der gives prioritet til familier, hvor der er et kvindeligt overhoved, familier med mange børn under fem år, handicappede, og familier med høj arbejdsløshed.
"Naboer bliver naturligvis vrede, når en familie får et nyt hus og andre ikke. Der er blevet kastet med sten, og der er opstået slagsmål i forbindelse med uenighed over udvælgelserne," fortæller programkoordinator Jacques Philippe Mondésir.
En klagemulighed har bidraget til at lette spændingerne mellem lejrbeboerne, og DKH er nu mere åben omkring udvælgelseskriterierne. Folk kan klage direkte til DKH kontoret i Jacmel eller til en af projektmedarbejderne. Og det gør de.
Klagerne handler om alt fra at huset er for lille til at anmelde folk, som har snydt med udvælgelseskriterierne. En mand blev for eksempel afsløret i, at han havde en rig familie i USA, som kunne hjælpe ham med at genopbygge sit hus. Og så havde han også et godt job.
”Byggeriet standsede omgående, og jeg forklarede ham, at han skulle give muligheden for at få et nyt hus til en, som var dårligere stillet. Han var bestemt ikke glad,” forklarer Jacques Philippe Mondésir.
Usikker fremtid
Ligesom i hovedstaden Port-au-Prince er de fleste fodboldbaner og åbne pladser i Jacmel stadig fyldt med telte.
”Vi er klar til at bygge 300 flere huse for folk i lejrene, men politikerne har indtil videre sat os på stand-by. Hvis ikke der sker noget inden for 1-2 år, bliver vi nødt til at bruge pengene i landområderne, hvor behovet også er stort,” siger Jacques Philippe Mondésir.
Mange af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere i Haiti kæmper med de lokale myndigheder om at få tildelt jord til at bygge nye huse til de mange hjemløse. Forhåbentligt vil det gå hurtigere med at få tildelt jord, efter at anden valgrunde af præsidentvalget er overstået i slutningen af marts måned - og Haiti vil få en ny regering, der kan træffe de afgørende beslutninger, som kan sætte skub i genopbygningsarbejdet.