”Jeg kender efterhånden rutinerne i min landsby. Det er morgen, og jeg kan mærke det hele i kroppen. Klokken er 6, muligvis lidt over. Snart brænder bålet ved ildstedet, og snart vil der lugte af den røg, der vil fylde hele hytten og sive ud gennem de mange huller i lervæggen, Der vil blive skramlet med de få ting familien har. Kladdehæfter vil blive fundet frem, og som var det en helt almindelig seng, vil de rede deres sivmåtter og sprede deres flotteste tæppe ud over dem. Sådan så der er pænt, til når jeg står op”.
Der var stille - helt tyst, da Mette Marie Rasmussen fortalte sin personlige og gribende historie om mødet med livet i en etiopisk landsby fra talerstolen på Folkekirkens Nødhjælps landsmøde. Mette Marie Rasmussen besøgte Etiopien som en del af sit ophold på Silkeborg Højskole i vinteren 2007.
Med spinkel og fin stemme fortalte hun historien om mødet med fattigdommen. Hun var hudløst ærlig, da hun beskrev sit møde med en pige, der tiggede, og som hun valgte at lade være med at give noget, fordi der rundt om hjørnet var endnu én og endnu én. Hun satte ord på den dårlige samvittighed, hun blev ramt af, da hun vente hjem til lejligheden derhjemme.
”Jeg sidder i min sofa, med min dyne, jeg kigger rundt i mit hjem: ”Der står min bærbare computer, og dér mit fjernsyn, mit stereoanlæg, den propfyldte tøjkommode. På væggene hænger billeder af dem, jeg holder af, og på mit bord står en tallerken med rester af lasagnen fra i går. Og dér, lige dér, slår det mig, som var det et slag i ansigtet. Og jeg rejser mig og går ud og stiller mig under bruseren i håb om, at vandet på et tidspunkt vil skylle min dårlige samvittighed væk”.
Efter indlægget fik Mette Marie Rasmussen stående klapsalver fra tilhørerne i salen. Det var som om alle sad med en fornemmelse af, at have mødt et menneske, der havde oplevet noget stort og som fortalte ægte og levende om det til os alle sammen.
