|
| FolkekirkensNødhjælps klimarådgiver Mattias Söderberg ser udfordringer i klimaaftalen i Cancun. Foto: Peter Høvring. |
Skal vi kunne bevare håbet om, at verdens nationer endelig kan blive enige om en rigtig klimaaftale - en der er fair, ambitiøs og bindende og som giver tro på, at vi rent faktisk kan bremse klodens opvarmning - så er der ikke tid at juble alt for længe over resultatet i Cancún. Cancún-aftalen har sat rammerne for det videre arbejde, men at fylde dem ud kræver meget seriøse forhandlinger forud for Sydafrika.
København om igen
|
| Forventningsfulde klima-aktivister i Cancún. Foto: Mattias Söderberg. |
Indholdmæssigt er der ikke stor forskel på den aftale, der nu er indgået i Cancún, og så den erklæring mange lande blev enige om sidste år i Købehavn. Men der én meget vigtig forskel, og der er, at aftalen er vedtaget i FN. Det giver Cancún-aftalen den nødvendige legitimitet for det videre arbejde med en global klimaaftale.
Aftalen fra Cancun indeholder også en række mere konkrete beslutninger som eksempelvis etableringen af en ny grøn fond til støtte af klimaarbejdet i ulandene, nye formaliserede samarbejdesformer for klimatilpasning og internationale regler for at forhindre afskovning.
Der er dog fortsat meget store udfordringer, som vil kræve hårdt arbejde frem mod klimatopmødet i Sydafrika næste år.
For i Cancún fik vi ikke noget svar på, hvordan en ny forpligtelsesperiode efter koyotoprotokollen skal kunne vedtages. Dermed eksisterer der fortsat ingen bindende aftale for de riges landes reduktion af CO2, når Koyotoprotokollen løber ud i 2012.
Vi fik heller ikke strammet op på landenes reduktionsmål, der fortsat er alt andet end ambitiøse. Der er et kæmpe spring mellem de reduktioner, som verdens lande samlet har sat som mål, og så det niveau, som videnskaben peger på, at vi nødvendigvis skal op på. Og det værste er, at aftalen ikke giver noget svar på, hvordan dette hul i det globale CO2 regnskab skal lukkes.
Og den nye grønne fond, som ulandene har så stort et behov for, er indtil videre tom. Ved klimatopmødet i København blev ulandene lovet klimafinansiering for 100 mia. dollar om året fra 2020, men der er ingen klar opskrift på, hvor og hvordan de de penge skal findes.
Cancún efterlader os derfor med en meget lang række ubesvarede spørgsmål og udsatte debatter, der allerede nu får næste års topmøde i Sydafrika til at se meget vanskeligt ud.
Ulandene udviser lederskab
|
| EU´s Klimmakommissær Connie Hedegaard forsikrede gentagende gange under forhandlingerne i Cancún, at EU ønsker en ambitiøs klimaaftale, der også tilgodeser U-landenes behov for finansiering. Foto: Jesper Løvenbalk. |
At der overhovedet blev en aftale i Cancun, skyldes flere årsager. Først og fremmest skal det mexicanske formandskab have stor ros for at skabe en god og transparent dialog, hvor alle lande i sandhed er blevet inkluderet. Samtidig har den hårde kritik efter klimatopmødet i København bevirket, at alle lande var indstillet på, at der skulle skabes et positivt resultat. Ellers ville processen gå helt i stå.
Men resultatet i Cancún skyldes i høj grad også, at flere af de store ulande tog nogle meget store skridt for at gå de rige lande i møde. Indien og Kina bevægede sig i forhold til at åbne op for kontrol med deres nationale reduktioner, hvilket de rige lande har forlangt. Ikke mindst USA har brugt dette krav som pressionsmiddel og undskyldning for ikke selv at komme med indrømmelser.
Set i forhold til ulandenes indrømmelser var der til gengæld ikke meget bevægelser fra de rige landes side. Tvært imod. Japan, fulgt af Rusland, Canada og USA, blokerede i lang tid for fremskridt i forhandlingerne. Dog skal EU have ros for både at tage flere konstruktive initiativer og for at arbejde hårdt med af finde kompromiser mellem de stridende parter. EU´s klimakommissær, Connie Hedegaaard, nyder fortjent meget stor respekt, og den brugte hun konstruktivt til at lægge pres på alle parter.
Håb om aftale i Sydafrika
Det største resultat fra Cancún er derfor ikke indholdet i aftalen, men at der er en aftale. Klimaprocessen har fået en vigtig livline, der betyder at forhandlingerne fortsætter. Nu er det så tid til at trække i arbejdstøjet, fokusere på indholdet og øge for ambitionerne. Det bliver helt sikkert ikke nemt, og der er fortsat en overhængende risiko for, at landene igen går i stillingskrig.
Den globale temperatur bliver dog ved med at stige og ulandene får dag for dag stadig større problemer med at tilpasse sig de negative konsekvenser som tørke, oversvømmelser og uforudsigelige vejrfænomener.
Folkekirkens Nødhjælp og vores internationale netværk og partnere bliver ved med at følge dette vigtige tema. Både i vores praktiske daglige arbejde med klimatilpasning og fødevaresikring i ulandene, men også på det politiske plan, hvor vi konstant presser vores beslutningstagere. For vi nøjes ikke blot med at håbe på en ambitiøs klimaaftale, vi kæmper selv aktivt for at den bliver til virkelighed, før det er for sent. Vi gør det både for ulandenes muligheder og ret til udvikling, men så sandelig også for vores alles fælles fremtid. Det er den, der er på spil. Intet mindre.
Læs også: Klima -- de fattigste rammes først af forandringerne.