Uden for lejrens små lerklinede hytter vrimler forventningsfulde mennesker rundt mellem bunkevis af madrasser, kasser fyldt med køkkengrej og poser med tøj.
Esthers far Lawrence har slagtet en gris i dagens anledning, som de skal have med hjem til Esthers bedstemor, der allerede er vendt hjem til Obalanga. Lawrence og hans seks børn skal i første omgang bo hos bedstemoren, mens han bygger familiens eget hus.
Lastbilen pakkes
| Lastbilen pakkes. Nu skal Esther flytte fra lejren og hjem til sin landsby |
Midt på formiddagen ankommer Folkekirkens Nødhjælps partner SOCADIDO og en lastbil, der skal fragte tingene hjem. Lilian fra SOCADIDO råber folks navne op, for at registrere de familier, der i dag skal med lastbilen hjem.
Lastbilen bliver hurtigt fyldt med flyttegods. Kvinderne sætter sig oven på al deres grej, og mændene binder cykler på siden af lastbilen.
Farvel til lejren
Da lastbilen er klar til at køre, bliver Esther ked af det. Hun græder, for flygtningelejren har trods alt været den lille piges hjem i alle de år, hun kan huske. Hun synes, det er lidt overvældende, at i dag er den dag, de har talt om så længe. Selv om hun har besøgt sin bedstemor flere gange, og derfor kender sin nye ’gamle’ hjemegn, er det mærkeligt at skulle dertil nu – og selv bo der.
Esther og hendes yngre søskende kom med lastbilen, far Lawrence kom med en af de andre biler, der denne dag kørte til Obalanga, og Esthers storesøster Asero Betty på 16 år, bliver i lejren et stykke tid endnu for at gøre skolen færdig.
Da lastbilen efter nogle timers intensivt pakkeri forlader lejren med en stor støvsky efter sig, hujer og vinker naboerne fra lejren.
Nyt hjem og nye ejendele
En times tid senere ankommer Esther og familien til Obalanga. Her holder en anden lastbil fyldt med ting og sager - Food and Non-Food items -, som de hjemvendte internt fordrevne familier får gennem Folkekirkens Nødhjælps projekt (gennem partneren SOCADIDO).
Mens Esther og de andre hopper ned fra lastbilen og i fællesskab får læsset alle ejendelene ned, bliver også den anden lastbil tømt. Og alle tingene bliver stillet op på jorden.
Lilian fra SOCADIDO giver alle børn og voksne en briefing om, at de nu vil modtage blandt andet myggenet, vanddunke, ris, bønner, majsmel til Posho og olie, før de to lastbiler vil transportere de familier, der bor i områdets mindste landsbyer, hjem.
Esther og de andre Usege-børn kommer fra en lille landsby. Så de skal op i lastbilen igen – med deres egne og nyerhvervede ejendele - og køre endnu en lille tur, inden de endelig kan se deres bedstemor.
