| Ny rådsformand, biskop Erik Norman Svendsen |
Folkekirkens Nødhjælps Råd, organisationens øverste organ sammensat af repræsentanter for det kirkelige bagland, samarbejdsorganisationer, frivillige netværk og andre interessentgrupper, har valgt ny formand.
Den nye formand bliver Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, som afløser tidl. formand biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev Stift. Erik Norman Svendsen har lang erfaring med internationalt arbejde og har i mange år været støtte og sparringspartner for Folkekirkens Nødhjælps arbejde
”Erik Norman Svendsen er en kendt og respekteret person med et bredt netværk. Han vil være en inspirerende og samlende figur i Folkekirkens Nødhjælps folkelige og kirkelige bagland - og blandt organisationens danske og internationale samarbejdsrelationer,” siger generalsekretær Henrik Stubkjær.
Erik Norman Svendsen går af som biskop med udgangen af august 2009 men fortsætter som kongelig konfessionarius og hjælpepræst tilknyttet Garnisonskirken. Herudover vil han nu også stå i spidsen for Folkekirkens Nødhjælps arbejde.
”Jeg har været nabo til Folkekirkens Nødhjælp i 17 år og altid haft den største respekt for organisationens arbejde. Det gjorde fx dybt indtryk på mig, da jeg i 1996 var i Sydafrika med en delegation fra Folkekirkens Nødhjælp og besøgte townships og menigheder og mødte ærkebiskop Desmond Tutu. Og så er det spændende at blive formand netop i år, hvor Folkekirkens Nødhjælp, sammen med Danske Kirkers Råd, engagerer sig så stærkt i klimadebatten op til topmødet i København til december,” siger Erik Norman Svendsen.
Yderligere oplysninger
Generalsekretær Henrik Stubkjær, tlf. 29 700 600
Biskop Erik Norman Svendsen, ens@km.dk
