Efter hvad mange har betegnet som ’det tabte årti’, oplever det afrikanske kontinent i disse år en ny renæssance med færre konflikter, øget økonomisk vækst samt en styrket politisk ansvarlighed. Derfor er en række afrikanske lande også hovedmodtagere af dansk udviklingsbistand og sådan bør det naturligvis være.
Dansk bistand må styrke den positive udvikling og regeringens debatoplæg til en ny Afrika-strategi er et vigtigt skridt i denne retning.
Jeg glæder mig over det stærke og positive fokus, der er kommet på udviklingsområdet og særlig Afrika. Men det er helt afgørende at denne fornyede interesse omsættes helt konkret i øgede bevillinger.
Ungdomspolitikerne har vist vejen ved samlet at opfordre deres moderpartier til at øge udviklingsbistanden til én procent af bruttonationalindkomsten.
Danmark skal i front
Afrika-strategien indeholder mange gode tanker og spiller derfor også fint sammen med 2015 målene. Men skal vi forsøge at præge verdensopinionen til en øget indsats, så er det nødvendigt, at vi dokumenterer at vi faktisk også overfører flere penge til Afrika år efter år.
Danmark har altid spillet en progressiv rolle og været en vigtig fortaler for verdens fattigste. Med regeringens nye strategi og det klare finansielle fokus på Afrika, vil det være et naturligt skridt at gå i front og derved lægge et moralsk pres på resten af verden om at følge efter.
Men udover bistandens størrelse, har vi behov for at diskutere det voksende antal prioritetsområder, som bliver medregnet i udviklingsbistanden.
Gældseftergivelse, modtagelse af asylansøgere og bekæmpelse af terror har gjort store indhug i dansk udviklingsbistand i de senere år. Men det er ikke rimeligt at kategorisere udgifterne som udviklingsbistand, når der hverken overføres penge eller ekspertise til udviklingslandene gennem disse aktiviteter.
Kraftige fingeraftryk
Jeg ved at det er i overensstemmelse med DAC-kriterierne – men når vi hopper med på vognen, åbner vi samtidig en ladeport for andre lande, som udnytter dette langt grovere end Danmark. Ministeren ved selv hvem der tænkes på.
Danmark burde sammen med de øvrige nordiske lande gå i spidsen for en ny global praksis, som sikrer at verdens fattigste reelt tilføres nye og additionelle ressourcer.
Den nye praksis kunne derefter promoveres i.f.m. opfølgningskonferencen om finansiering for udvikling, som finder sted i efteråret 2008. Regeringens udviklingspolitik må vise mod og være helt fremme i forreste række med troen på, at selv et lille land kan forandre verden.
Vi har gennem årene sat kraftige fingeraftryk på den globale dagsorden og denne linie må genoptages.
Bred indsats nødvendig
At bekæmpe fattigdom kræver en bred indsats indenfor en lang række områder der hænger uløseligt sammen: uddannelse, fødevaresikkerhed, økonomisk vækst, beskæftigelse, bekæmpelse af hiv/aids og klimaforandringer.
Forsøger man at fjerne et enkelt område forsvinder helheden og den selvforstærkende effekt. Men selvom de mange nye og gamle prioritetsområder i regeringens debatoplæg på den ene side skaber sammenhæng, forsvinder fokuseringen når vi vil det hele.
Det bliver derfor afgørende, at Danmark fremover opbygger en særlig kompetence og en dansk ressourcebase indenfor udvalgte prioritetsområder.
Fokuseringen skal naturligvis tage udgangspunkt i de afrikanske landes egne prioriteter og ønsker. Men vi undgår ikke at vælge om den kompetence Danmark skal bidrage med, skal være indenfor f.eks. erhvervsudvikling eller hiv/aids. Disse valg bliver helt afgørende og må ske i en tæt dialog med civilsamfundet i Afrika og de danske folkelige organisationer for at øge sammenhængskræften i dansk bistand.
Fra Folkekirkens Nødhjælps side vil vi pege på områder som sult/fødevaresikkerhed – også i lyset af hele klimaproblematikken – , opbygningen af civilsamfundet, indsatsen overfor svage stater, freds- og forsoningsindsatser i post-konflikt områder som helt oplagte prioriteringsområder.
Jeg kommer netop hjem fra en partnerhøring i Sydafrika omkring situationen i Zimbabwe, hvor vi mødtes med partnere fra både kirke, fagbevægelse og det øvrige civilsamfund i Zimbabwe og SADC-landene. Her stod det helt klart, at vi med en dansk tilgang til udviklingsbistand har noget afgørende at byde på.
Folkelig kontrol skal styrkes
Vi har undret os over at regeringen ikke i strategien giver et konkret bud på den vægtning som den direkte budgetstøtte til de afrikanske samarbejdslande fremover vil få.
Det ville være i direkte forlængelse af bestræbelserne om øget donorkoordinering og i tråd med de relativt positive erfaringer med budgetstøtte.
Når modet alligevel svigter, skyldes det måske en frygt for om de afrikanske ledere også i praksis vil kunne sikre at danske bistandskroner går til de allerfattigste.
I Folkekirkens Nødhjælp ved vi at det kræver et ressourcestærkt civilsamfund at fastholde en folkelig kontrol af bistandsmidlerne og en fattigdomsorienteret udvikling til gavn for marginaliserede og fattige grupper.
Strategien ville vinde ved en mere eksplicit målsætning for støtten til civilsamfundet i modtagerlandene. Netop denne indsats kunne med fordel udvikles til at være en særlig dansk mærkesag; at vi uanset prioritetsområdet, opbygger landenes kapacitet kombineret med en øget støtte til civilsamfundskoalitioner, netværk og alliancer.
Dette vil være i god tråd med satsningen på god regeringsførelse. Kun igennem en fælles og koordineret indsats opnår vi at de afrikanske landes befolkninger selv tager styringen og får indflydelse på den nødvendige forandring.