| Øjenvidne i Gaza |
|---|
| I maj 2009 fik de første internationale medarbejdere fra Folkekirkens Nødhjælp tilladelse til at rejse ind i Gaza.
Læs flere indtryk: |
Frem til 3-ugerskrigen i vinteren 2008-09 var der gravet er par dusin tunneler fra bygninger på Gaza-siden af grænsen til Egypten til den anden side, hvor tunnelerne dukkede frem i privatejede bygninger på den egyptiske side.
Driftige handelsfolk brugte dem til at smugle varer – og våben – ind i Gaza.
Under krigen bombede Israel intenst det område i Gaza, tunnelerne udgik fra.
Resultatet af bombardementerne – kombineret med stramningerne i den israelske blokade – er, at antallet af tunneler er eksploderet til flere hundrede.
Storimport under jorden
| Under krigen forsøgte Israel at bombe handelen gennem tunnelerne til ophør. |
Et enormt udvalg af varer krydser grænsen i tunnelerne.
Da jeg besøgte området, stod teltene, der skjuler tunnel-åbningerne, ved siden af hinanden så langt øjet rakte på Gaza-siden af grænsen.
Et stenkast derfra ligger et tætbefolket egyptisk beboelsesområde – så tæt på, at jeg kunne se ansigtet på en egyptisk mand, der stod på sit tag på den anden side.
Har du penge, så kan du få
| Teltene, der skjuler tunnelåbningerne, ligger side om side så langt øjet rækker. |
Det tager ca. fire dage at grave en tunnel, og fire dage efter åbningen giver en tunnel overskud.
De, der har råd, kan købe stort set alt, selv om visse varer – fx cement – er uforholdsmæssig dyre.
Jeg havde den underlige oplevelse at sætte mig til et veldækket bord på en af Gazas bedste restauranter med visheden om, at stort set alt på tallerkenen – kødet, rejerne, colaen, ja selv isen – var kommet ind gennem en tunnel.
Branche-tunneler
| "Transportbånd", som bruges i tunnelerne. |
Der findes en tunnel til benzin, hvor en rørledning løber direkte fra Egypten ind i Gaza.
Derfor kan man købe benzin til 2,5 israelske shekel literen; halvdelen af, hvad benzin koster i Israel.
En anden tunnel bruges udelukkende til tøj.
Der er forskellige måder at få varerne frem og tilbage på; bl.a. små vogne på hjul, 4-hjulede motorcykler – nogen påstår, at sågar en bil uden tag har været brugt til endeløse rejser frem og tilbage.
Stor – og livsfarlig - industri
Lyden af arbejdet i tunnelerne lyder præcis som en byggeplads – og det er også, hvad det er. Der ligger bjerge af jord overalt, og lyden af forskellige gravemaskiner fylder luften.
Arbejdet er hårdt, farligt og underbetalt; en tunnelarbejder tjener omkring 1.500 israelske shekel om måneden.
Mens jeg var i Gaza blev en tunnelarbejder fanget, da tunnelen skred sammen over ham.
Han var i kontakt med redningsholdet i to en halv dag, men så blev han tavs.
Efter at have betalt ’løsepenge’ til egypterne på den anden side, trak de ham ud, man da var det for sent.
Rygtet vil vide, at familier, der mister en mand i tunnelerne, modtager 50.000 dollars.
Vilde rygter
Men rygterne florerer.
Der er vild spekulation om, hvor mange varer der kommer gennem tunnelerne. De fleste tror, at tunnelerne er enormt profitable.
Jeg hørte sågar rygter om en underjordisk restaurant!
