”Hvordan kan det være, at selv om sukkerproducenterne i verdens fattige lande har forøget deres produktivitet langt mere end hvede-avlerne i de rige lande, så går sukkerarbejderne rundt uden sko og bor i faldefærdige huse, mens hvedeavlerne hører til blandt verdens rigeste mennesker?”
Det spørgsmål stillede en af de meste berømte udviklingsøkonomer, nobelprisvinderen Arthur Lewis, i 1954. Forklaringen, som han og andre udviklingsøkonomer efter ham kom med, handlede blandt andet om reaktionen på økonomisk kriser.
De rige lande er nemlig gennemregulerede lande. Der er fagforeninger, faste lønninger, lav inflation, regulerede markeder og forholdsvis lav arbejdsløshed. Når krisen rammer falder profitten hos virksomhederne. Men da lønningerne er faste, og fagforeningerne stærke vil løn og omkostninger kun langsomt ændre sig i de rige lande. Derfor skubbes byrden – gennem lavere priser - over på de fattige lande, hvor der er overskud af arbejdskraft og svage fagforeninger. De fattigste må bære den tungeste del af byrden.
Den produktivitetsgevinst, der har været i de fattige lande, bliver dermed overført til de rige lande i form af lavere priser på de varer, der produceres i de fattige lande. Sukkerarbejderne må fortsat gå rundt i bare fødder og leve i yderste fattigdom.
Sådan omtrent lød den 50 år gamle teori, og selv om den tegner et forsimplet billede, er den igen relevant, nu hvor meget tyder på, at den rige verden, og ikke mindst USA, står overfor en økonomisk recession. Igen er der en alvorlig risiko for, at det bliver de fattigste lande, der kommer til at bære den største del af byrden.
Da de fremadstormende asiatiske vækstøkonomier blev kastet ud i en økonomisk krise i 1997-98, blev de afrikanske lande hårdt ramt. Prisen på olie faldt med omkring 25 procent, og prisen på andre råvarer med omkring 15 procent. Det ramte ikke mindst Afrika, hvor næsten 80 procent af eksporten udgøres af råvarer. Væksten i Afrika blev nedjusteret med over et procentpoint, selv om krisen ramte i Asien.
En tilsvarende effekt kan frygtes denne gang, hvis den økonomiske krise virkeligt sætter ind i USA. Det kan hurtigt sætte sig spor i de globale råvarepriser og resultere i et brat fald i efterspørgslen og i priserne på alle varer fra verdens fattige lande.
Der er dog flere faktorer, der giver håb om, at det ikke går så galt denne gang. For det første betyder de rige landes markeder ikke så meget som for 10 år siden. Der er kraftig økonomisk vækst i u-landene selv, og halvdelen af væksten i importen sidste år kom fra u-landene. Den forventede vækst i 2008 i Sydøstasien er godt 10 procent, i det sydlige Asien 8-9 procent, i Latinamerika 4-5 procent og i Afrika syd for Sahara mellem 6 og 7 procent. Det er historisk gode prognoser (se figur 1).
Robust og høj vækst i u-landene modvirker effekten af den økonomiske recession i de rige lande.
For det andet, udgør råvarer en stor del af importvæksten i de nye vækstøkonomier – fra olie og mineraler til korn og kaffe. Det har givet høje råvarepriser de seneste år, og det er en tendens, der forventes at forsætte, om end der kan spores en vis afmatning. Høje råvarepriser er godt nyt for de fattigste lande, som stadig er dybt afhængige af råvareeksporten.
Derudover er de fattigste lande langt bedre rustet i dag end for 10 år siden. De har langt mere stabile økonomier – lavere inflationsrater og valutakursudsving, bedre uddannelse og infrastruktur. Og de har en langt hurtigere teknologisk udvikling. Det skyldes både stabilitet og uddannelse, men også at en række nye teknologiske fremskridt som mobiltelefoni og internet er langt billigere at implementere end de gamle teknologier som fastnettelefoner og biblioteker. Ny teknologi spredes derfor nemmere, selv om det ofte kun er til byerne og eliten i de fattige lande.
At de fattige lande er bedre rustede til en økonomisk recession betyder dog ikke, at verdens fattigste mennesker ikke kan blive ramt.
Det stadigt mere integrerede verdensmarked øger nemlig konkurrencen imellem virksomheder og imellem arbejdere i alle lande.
Samtidig udvikler den stadigt stigende middelklasse i mange u-lande den samme resistens mod forandringer, som findes i de rige lande. Det betyder, at tilpasningen rykker videre. Det kan betyde øget ulighed i landene, hvor især de ufaglærte arbejdere vil blive ramt.
Mens en stor del af tilpasningen ved økonomiske kriser tidligere blev skubbet til verdens fattige lande, bliver den regning i dag i højere grad sendt videre til den fattigste del af befolkningen i de fattige lande. Resultatet, som allerede spores i flere lande, kan blive voksende ulighed.
Dertil kommer en række mere uforudsigelige effekter. Når krisen kradser bliver kapitalen og investeringerne derhjemme – og det kan påvirke de helt nødvendige investeringer som skal drive væksten frem i u-landene, selv om langt stærkere indenlandsk efterspørgsel og opsparing fra en stadigt stigende middelklasse trækker den anden vej.
Der er, som altid, protektionistiske tendenser i slipstrømmen fra krisemeldingerne. Mange lande forsøger, at beskytte deres kriseramte virksomheder.
Den tendens bliver holdt i skak af Verdenshandelsorganisationen, WTO, men intet tyder på, at det vil lykkedes at få en ambitiøs global aftale om yderligere liberaliseringer. Det vil derfor være svært, at nå de nye fremskridt indenfor markedsadgang, der tidligere har givet afgørende bidrag til den globale vækst. Og igen kan protektionismen ramme en række u-lande.
Det er ikke tilfældigt, at markedsadgangen er udeladt af de seneste reformforslag af EU’s landbrugspolitik. Det er en bekymrende tendens, der ses endnu stærkere i den amerikanske debat og valgkamp.
Endelig er der effekterne af den finansielle usikkerhed, der ofte opstår under økonomiske kriser. En fortsat lav – og lavere dollarkurs – vil være godt for de u-lande, der har gæld i dollar, men dårligt for dem som vil eksportere til USA – med mindre deres egen valuta er bundet til dollaren.
Og generelt vil det give usikkerhed på de finansielle markeder – hvilket igen rammer de fattigste og mest usikre markeder hårdest.
Bag det hele lurer klimaforandringerne som den store og ubekendte faktor, der kan få alvorlige følger for en række af verdens fattige lande.
Tørker, oversvømmelser, og orkaner kan udradere betydelige dele af den økonomiske vækst især i Afrika, Sydasien og Mellemamerika.
Ikke mindst vitale indtægter fra fiskeri og landbrug kan falde væk og kaste millioner af mennesker ud i fattigdom og arbejdsløshed.
Det går – som gennemsnitsbetragtning - godt i verdens fattige lande. Men det kan både økonomiske kriser og klimaforandringer, hurtigt vende om på. Der er al mulig grund til at ruste sig til fremtidens udfordringer.
Af Christian Friis Bach
International chef i Folkekirkens Nødhjælp og tidl. lektor i international økonomi
Kilder:
World Bank: Global Economic Prospects
IMF: World Economic Outlook
OECD: Economic Outlook