En kilometer fra den israelske grænse ligger landsbyen Aita El Shaab, som blev hårdt ramt undre krigen i sommer.
Bulldozere har fjernet de fleste sønderrevne huse, men befolkningen er langt fra klar til at gå den hårde vinter i møde.
“Selv om de fleste basale fornødenheder er på plads er der stadig langt til at området er beboeligt igen. Foruden fragmentationsbomberne, er især el-forsyningen hårdt ramt og det gør, at folk ikke kan varme deres huse op. De brændeovne vi udleverer kører på almindeligt brændstof og er tilpasset benzin, som er let tilgængeligt," siger Christina Louise Bennike, som leder Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Libanon.
Folkekirkens Nødhjælp har derfor i samarbejde med den europæiske humanitær kommision ECHO iværksat et program, der udleverer nødhjælpspakker i form af tæpper og benzindrevne brændeovne.
Nødhjælpspakker varmer
Fatma Hussein flygtede nordpå sammen med hendes mand, Khaled Magdy, da krigen brød ud. Parret boede i garagen til deres datters lille hus syd for Beirut, men er nu vendt tilbage til deres hjem i Aita El Shaab blandt andet på grund af nødhjælpspakkerne fra Folkekirkens Nødhjælp.
“Da vi hørte, at det var muligt at tilbringe vinteren i vores eget hjem, besluttede vi os for at vende hjem. Vores hus står stadig, men der er ingen rindende vand, for der er ingen elektricitet. Vi registrerede os i byrådet og allerede dagen efter modtog vi termo tæpper og en brændeovn,” siger Fatma med store armbevægelser og et forsigtigt smil foran hjemmet i udkanten af landsbyen.
Massive ødelæggelser
Udsigten fra forhaven står i skarp kontrast til resten af byen. Det, der før var nabohuse, er nu bogstaveligt talt jævnet med jorden. En enkelt gynge står tilbage som et skelet og vidner om den kraft, der forandrede det blå panorama.
De dybe dale er blottet og parret sidder for det meste af dagen og varmer sig på solens stråler til en for tiden fredelig udsigt.
“Det eneste vi ønsker er fred. Vi er fredelige mennesker her i syden,” siger Fatma Hussein.
| Hjælpearbejdet støttes af ECHO |
Uddelingen af nødhjælpspakker foregår i det sydlige Libanon med området omkring Nabatiyeh som det nordligste, Tyre ved havet, Hassbaya og Bent Jbeil i øst og Aita El Shaab som det sydligste.
I samarbejde med de lokale byråd finder Folkekirkens Nødhjælp frem til de mennesker, der har et reelt behov og uddelingen foregår indenfor 24 timer fra udvælgelsen.
Over 150 familier og 900 enkeltpersoner fik uddelt nødhjælpspakker i landsbyen Aita El Shaab.
Tekst og foto: Morsi, Freelancer for Folkekirkens Nødhjælp
